Socialistisk Arbejderavis
Nr. 321 – 1. juli 2012 – side 5
Asylansøgernes kamp for retfærdighed
Anna Wolf
Asylansøgere i Danmark kæmper i disse dage en hård kamp for at blive hørt af politikere og myndigheder. Fra 17. maj sultestrejkede en gruppe iranske asylansøgere fra Center Sandholm i Nordsjælland i tre uger for at udtrykke deres frustration over den stilstand, deres liv befinder sig i, når de bor i et asylcenter og venter på svar om opholdstilladelse.
Mange ansøgere er spærret inde i centrene i over 10 år, og i den tid er de ikke i stand til at foretage sig noget som helst. Børn og voksne mærkes både fysisk og psykisk og vil efter ventetiden sandsynligvis have svært ved at indgå i samfundet, hvis de endelig får opholdstilladelse.
Disse forhold sætter fokus på forholdet til FN’s Børnekonvention, og Danmark anklages for at overtræde FN’s Børnekonvention ved ikke at gøre det, som man godt ved er bedst for både børn og voksne.
Der er muligvis et spinkelt håb for fremtiden. Foreningen Asylbørnene Ud Nu tog initiativ til en konference, der blev holdt på Christiansborg 12. juni. Til stede var forskellige fagfolk som børnelæger og psykiatri-forskere samt udlændingeordførere fra SF, Radikale og Enhedslisten. Forholdene for de strandede asylansøgere og ikke mindst børnene i Danmark, Sverige og Norge blev belyst.
Du kan kun komme ud af centreret, hvis du accepterer hjemsendelsesaftalen.
Justitsminister Morten Bødskov (S) har med regeringen, Liberal Alliance og Enhedslisten lavet en asylaftale, der skal give asylansøgere og deres familier lov til at bo og arbejde ude i det ”virkelige” samfund efter seks måneder i et center.
Netop dette aspekt, hvor man får lov til at blive en del af samfundet, mens man venter på sin opholdstilladelse, er naturligvis et skridt mod en smule mere retfærdighed.
Hvad der dog desværre ligger under er, at hvis man efter de seks måneder vil arbejde og bo uden for centrene, skal man også skrive under på, at man frivilligt vil rejse hjem til sit hjemland uden ballade, hvis man får afslag på opholdstilladelse.
Hvem benytter sig af pression?
Som Mehdi Ghasghezadeh, en af de sultestrejkende iranere, sagde til netavisen Multisamfund.dk: ”Vi ved, at Iran er et diktatur, hvor man ikke har menneskerettigheder. Men Danmark er et demokrati, hvor der er menneskerettigheder, men hvor for skal vi så sidde her i så mange år?”.
At tilbageholde eller nægte opholdstilladelse til flygtninge fra et styre, som man fra dansk side er fuldt ud bevidst om bruger forfølgelse og tortur mod befolkningen, vidner ikke ligefrem om et land, hvor menneskerettigheder sættes i højsædet.
Iranere på Center Sandholm blev af både Johanne Schmidt-Nielsen fra EL og Zenia Stampe fra de Radikale opfordret til at stoppe sultestrejken. Som Zenia Stampe ifølge Multisamfund.dk sagde:
"Så længe I sultestrejker, provokerer det folk, og der er ikke nogen politikere, der vil hjælpe asylansøgere, fordi de sultestrejker. Det er pression."
Dette er ganske ironisk. Vi taler her om den mest marginaliserede gruppe af mennesker i det danske samfund. Da de valgte at sultestrejke, greb de det eneste våben, de har; når man ikke er en del af noget som helst, er det svært at løfte sin stemme. En sultestrejke er så afgjort et udtryk for ren desperation over den håbløse situation man er i.
Så hvem mon det er, der udsætter hvem for ”pression”?
Billede: Asylprotester har båret frugt på nogle områder. Ægteparret Sarah og Saed fik tilkendt politisk asyl
(Foto: Mette Kramer Kristensen)
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed