Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 32 – September 1987 – side 9

Socialister og valg

Hans Jørgen Vad

Lenins pjece “Venstre”-kommunismen – en børnesygdom, handler om, hvordan revolutionære skal forholde sig til arbejderklassen, når vi er i mindretal.

For mange socialister går vejen til en revolutionær opfattelse over et opgør med parlamentarismen. De erkender, at Folketinget er magtesløst, hvis de da ikke ligefrem opfatter det som en korrupt bande bengnavere. Socialismen kommer aldrig fra den kant, så hvorfor egentlig forholde sig til Folketingsvalg?

På mange måder er det en meget forståelig opfattelse og egentlig også en meget sund reaktion. Men rent faktisk hører den ikke hjemme i den marxistiske tradition.

Lenin leverede i sin bog “Venstre”-kommunismen – en børnesygdom fra 1920 et kraftigt angreb på en lignende opfattelse, som havde udviklet sig i de kommunistiske partier i England og Tyskland.

Bolsjevikkernes erfaring

Styrken i Lenins angreb ligger i, at han bygger på en gennemgang af bolsjevikkernes egne erfaringer. Den sejrrige revolution i 1917 var jo et slående bevis på, at det ikke var selve valgdeltagelsen eller fagforeningsarbejdet, som gjorde, at et parti blev reformistisk.

Placeringen af parlamentsarbejdet sammenfatter Lenin meget godt med følgende billede: “Parlamentsgruppen er ikke generalstaben ... nærmere trompetblæserne, eller spejderpatruljen, eller en helt tredie underordnet funktion.”

Det er jo en slående kontrast til de reformistiske arbejderpartier, fra Socialdemokratiet til VS, hvor Folketingsgruppen sidder med den reelle magt.

Bogen handler om, hvordan revolutionære skal forholde sig til arbejderklassen i en defensiv situation præget af demoralisering, højredrejning og mangel på kampvilje, hvor mange bevæger sig meget langt væk fra vores politik.

I praksis betyder det ikke så meget for en organisation på IS’s størrelse, om vi forholder os korrekt på arbejdspladser, i fagforeninger eller i diskussionerne op til et valg.

Men for en masseorganisation kan det være dens betingelse for at overleve. Som Tony Cliff har skrevet det i sin Lenin-biografi:

Han (Lenin) vidste, at for at være forberedt på de store revolutionære kampe, som ville komme, må partiet lære, hvordan det kommer igennem en reaktionær periode, sammen med masserne, forrest i blandt dem uden at opløse sig i dem, men også uden at isolere sig fra dem.

Betingelsen for at kunne udnytte en offensiv situation er, at man har forholdt sig korrekt i den defensive. For det andet: Er man ikke i stand til at beherske en defensiv taktik, når man har god tid, vil man slet ikke være i stand til at beherske den, når den skal kombineres med en offensiv taktik i en hurtig rækkefølge.

Bolsjevikkerne mestrede det i 1917 og vandt. De tyske kommunister formåede det ikke i tyverne og tabte.

Under 1905-revolutionen var bolsjevikkernes linie at boykotte valget til Dumaen, som var en slags parlament. Det var korrekt, fordi Zaren netop havde etableret Dumaen som en afledningsmanøvre overfor det, som han virkeligt frygtede: Arbejdernes magtovertagelse.

Boykot-linien fortsatte imidlertid lang tid efter revolutionen var knust, fordi Bolsjevikpartiet forventede den ville blusse op igen. Men den udeblev, så Lenin forstod, at de måtte skifte taktik allerede i 1906. Det krævede en hård fraktionskamp og betød afskalning af den fløj, der ville fastholde boykot-linien.

Mange år senere skriver han:

Det må indrømmes at deltagelse i 3. og 4. Duma var et kompromis, en midlertidig given afkald på revolutionære krav. Men det var et kompromis, som vi absolut var tvunget til, for styrkeforholdene gjorde det umuligt for os at føre revolutionær massekamp ... og for at forberede os på en sådan måtte vi blive i stand til at arbejde selv inde i sådan en svinesti. Historien har vist ... det var helt ud korrekt.

Alternativet til Dumaen var, at der ingen Duma ville være. Ikke at der ville være arbejdermagt. Derfor ville der ikke være nogen platform for ideologisk og politisk kamp i arbejderklassen.

Alternativet til at stemme var ikke at strejke eller demonstrere, men at undlade at stemme, dvs. undlade at tage del i denne kamp og give bolsjevikkerne sin støtte, som flertallet af de russiske arbejdere gjorde.

Vigtigheden i denne tankegang understreges af, at det var den, som gjorde bolsjevikkerne til Oktoberrevolutionens sejrherrer i 1917.

I august/september sker der en forholdsvis drastisk højredrejning i den russiske revolution, og den provisoriske regerings leder, Kerenski indgår aktivt i forfølgelsen af bolsjevikkerne.

I dette politiske klima begynder de virkelige højrekræfter at ane morgenluft, og Kornilov, chefen for hæren, iværksætter et kup mod Kerenski. Men hvordan reagerede bolsjevikkerne overfor dette?

I praksis støttede de Kerenski betingelsesløst overfor Kornilov. På trods af, at Kerenski havde forfulgt bolsjevikkerne kort forinden. Og på trods af, at parolen kort forinden havde været at vælte Kerenski med arbejdermagt.

Forsvarer arbejderklassen

For at forsvare revolutionen måtte Kerenski forsvares. Arbejderklassen måtte bevæbnes for at opnå den styrke, der først afværgede Kornilovs kupforsøg, siden erstattede Kerenskis regering med arbejdermagt.

Det er den form for “støtte”, vi kalder at støtte som rebet støtter den hængte. Lenin er i den forbindelse overordentlig skarp i sine formuleringer. På trods af, at der i praksis indgås en alliance med Kerenski, levnes der ikke plads til nogen politisk støtte til hans regime:

Vi ændrer formen af vores kamp mod Kerenski .. vi skal ikke vælte Kerenski lige nu .. vi skal bekæmpe ham på en anden måde, vi skal udstille Kerenskis svagheder og vaklen.

Kapp’s kupforsøg under den tyske revolution i 1920 er en parallel situation. Men kommunisterne ignorerer kupforsøget. Det var jo rettet mod socialdemokraterne, som stod for det samme, når det kom til stykket, var holdningen. Psykologisk er holdningen nem at forklare, for socialdemokraterne havde nemlig kort forinden forrådt og bekæmpet arbejdernes forsøg på at tage magten.

Men ikke desto mindre var den umoden og politisk katastrofal. Arbejderne rejste sig nemlig spontant og smadrede kupmagerne. Derfor kom kommunisterne til at stå på sidelinien, fordi de ikke kunne se, at socialdemokraterne bygger på en reel opbakning.

Det er den samme umodenhed, som lå til grund for opfattelsen af, at det var urevolutionært at deltage i valg og fagforeningsarbejde – selv om de brede masser orienterer sig mod dette.

Denne umodenhed udsprang netop af, at partiet ikke havde mange års erfaring i at arbejde i en defensiv situation og kunne omstille sig til den.

England

Det samme gjorde sig også gældende for det engelske kommunistparti, som faktisk var endnu mere uerfarent. Det særlige engelske valgsystem og Labourpartiets karakter komplicerede forholdene yderligere. Dels var det umuligt for kommunisterne selv at opnå valg, og dels var Labour reelt en slags “fagforeningsparti”.

I den situation anbefalede Lenin enten at støtte Labour, eller at stille op på fælles liste.

Men igen betød det på ingen måde nogen fredning af Labour. Det var en støtte “mod” det, som var alternativet, nemlig en sammenrotning af Toryerne og de Liberale. “Støtten” var en forudsætning for at underminere Labours indflydelse ved at udstille deres svaghed og vaklen.

Konsekvenser i dag

Vi skal være varsomme med direkte at overføre tidligere situationer. F.eks. går vi ikke ud og agiterer for Socialdemokratiet. Men der kan dog konkluderes noget.

  • For det første står fagforeningsarbejdet centralt. Det er vigtigt allerede i dag at lære at arbejde med folk, som i en revolutionær situation vil nærme sig os meget hurtigt.
  • For det andet skal vi lære at skelne mellem højre og venstre. Det er vigtigere at bekæmpe grønjakkerne end Københavns borgerlige borgmester, Thustrup-Hansen. Det er vigtigere at bekæmpe Thustrup-Hansen end socialdemokraterne – og så fremdeles! Af den enkle grund, at det er i kampen mod grønjakkerne, at vi kan opbygge den styrke, som tvinger Thustrup-Hansen til at føre en mindre racistisk boligpolitik. Eller, det er i kampen mod Socialdemokratiet, at vi udstiller SF’s svaghed og vaklen.
  • For det tredie deltager vi også i valgkampen og har en mening om, hvordan man stemme. Lenin kaldte valgkamp den laveste form for politisk aktivitet. Vi foretrækker bredere kampe, men den laveste form for politisk aktivitet er bedre end ingen aktivitet.

Vi får mulighed for at komme ud og diskutere med mange. At være sofavælger er i realiteten at acceptere alle de overgreb der kommer. Derfor støtter vi de kræfter der ligger længst til venstre.

Derfor mener vi, det er rigtigt at stemme på VS, selvom vi ved, at partiet i sin ynkelighed er ved at kollapse og er drejet voldsomt til højre.

Flere artikler fra nr. 32

Flere numre fra 1987

Se flere artikler om emnet:
Venstrekommunisme

Se flere artikler af forfatter:
Hans Jørgen Vad

Siden er vist 1684 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside