Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 322 – 17. august 2012 – side 5

Hvorfor er arbejderklassen central?

Hans Erik Madsen

I det øjeblik arbejderklassen gennem massestrejker lammer samfundets produktion og organisering udstilles borgerskabets fundamentale svaghed: at den er dybt afhængig af arbejderklassens hænder og hjerner.

Uden arbejdskraften, hvad enten den er fysisk eller mental, står fabrikkerne stille, kraftværker går i stå, der er ingen undervisning, børnehaverne er lukket, aviser udkommer ikke. Det er arbejderklassen som er det kit i dag, der får samfundet til at fungere, og som skaber værdierne.

Arbejderne er de mange, og de har kvalifikationerne til at producere og organisere samfundets daglige drift. Det beviser de hver dag under kapitalismen. Det magtpotentiale skal omsættes i en revolution og i, at de selv tager kontrollen over produktion og organisering i et socialistisk samfund.

En nok så vigtig grund til, at arbejderklassen er central i kampen for socialisme var for Karl Marx, at en arbejderrevolution ikke blot ville bringe arbejderklassen til magten, den ville transformere hele samfundet.

Han pegede på, at i alle tidligere revolutioner var en ny klasse kommet til magten for at omforme samfundet efter dets egne interesser.

I de borgerlige revolutioner havde borgerskabet ganske vidst gjort sig til talsmænd for hele ‘folket’ og for universelle værdier om frihed og lighed. Men som en mindre klasse, der byggede sin rigdom på privat ejendomsret og kontrol over produktionsmidlerne, så var det klart, at det kapitalistiske samfund ikke ville afskaffe klassedelingen, men blot omforme den.

Arbejderklassen kan derimod kun erobre magten ved at ophæve den private ejendomsret. Når vi taler om kontrollen over produktionsmidlerne, så har arbejderne ingen private interesser at varetage. Arbejderklassen har i modsætning til kapitalisterne ingen klasse under sig, som den skal leve af. Derfor vil et samfund, hvor arbejderne har magten, være et samfund, hvor det er de samme mennesker, der både kontrollerer og udfører produktionen.

Arbejderklassen har aldrig været større

Men mange påstår i dag, at arbejderklassen er ved at forsvinde og arbejderklassebegrebet er forældet.

Siden Marx for 168 år siden ’opdagede’ arbejderklassen i Paris har kapitalismen og klassestrukturen udviklet sig radikalt – globalt som herhjemme. Industrialiseringen har ikke mindst i dele af den tredje verden været så stærk, at der tales om ”the End of the Third World”. I dag er bønderne ikke længere den største klasse globalt set, men derimod arbejderklassen.

Herhjemme udgjorde arbejderklassen omkring 1900 tallets start 37 % af de beskæftigede og de selvstændige – herunder bønder – 53%. Det billede begyndte at skifte i 30-erne, men for alvor i 50-erne til midt 70-erne, som var en sand ”guldalder”, når det gælder den økonomiske vækst, som tredobles pr. indbygger, hvilket er den stærkeste økonomiske vækst nogensinde i historien.

Kapitalens behov for en mere veluddannet arbejdskraft og stadig flere arbejdshænder og hjerner skabte væksten i arbejderklassen (primært via kvindernes entré på arbejdsmarkedet), og øgede samtidig arbejderklassens styrke og krav om mere velfærd.

Velfærdsstaten udsprang af kapitalens og arbejderklassens kamp om samfundsudvikling, og en ’ny arbejderklasse’ – især offentlige ansatte men også mange indenfor service, finans og it, voksede ifølge professor i statskundskab, Jørgen Goul Andersen, perioden fra 1950-94 fra 21 til 57 procent, mens de selvstændige faldt fra 36 til 12 procent, og den gamle industrielle arbejderklasse fra 43 til 31 procent.

Underordnet – overordnet

Det rejser spørgsmålet om de ’nye’ arbejdergrupper kan sammenlignes med ’den gamle arbejderklasse’.

Det afgørende spørgsmål må være: Hvilken indflydelse og kontrol har de i dagligdagen på jobbet? Og her giver sondringen ’overordnet/underordnet’ stilling i produktionsprocessen eller på jobbet mening.

Ser vi på den indflydelse og kontrol med det udførte arbejde, som den ’nye arbejderklasse har, dvs. skolelærere, socialrådgivere, sygeplejersker, arbejdere i finanssektoren, indenfor it, handel, kontor og restaurant er der for det store flertals vedkommende sket en udvikling i retning af, at deres arbejdssituation, indflydelse og livsvilkår ikke adskiller sig væsentligt fra de faglærte og ufaglærtes virkelighed inden for det private som offentlige område.

Klassekamp og klasser

Marx pointerede, at der findes en modsætning mellem kapitalen og arbejderklassen, som ikke kan løses indenfor kapitalismens rammer. Modsætningen består i, at kapitalen vil have mest muligt arbejde for så få kroner som muligt, mens arbejderne vil nøjagtigt det modsatte.

I denne permanente konflikt så Marx kilden til et socialt oprør, som kunne erobre magten fra kapitalen.

Det arbejderklassen ’mangler’ er bevidstheden og selvtilliden til, at de sagtens kan undvære kapitalejere og finanskapital, og selv kan organisere samfundet.

Flere artikler fra nr. 322

Flere numre fra 2012

Se flere artikler af forfatter:
Hans Erik Madsen

Siden er vist 1399 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside