Socialistisk Arbejderavis

Nr. 322 – 17. august 2012 – side 9

Debat

En solidarisk fordeling af arbejdet

Hans Erik Madsen

Med det seneste hav af reformer og ved sammenbruddet af Trepartsforhandlingerne er det blevet tydeligt, at vreden over regeringen er stor.

Tusind kroner spørgsmålet er: Hvordan kan venstrefløjen skubbe på og udvikle den utilfredshed og vrede, der helt tydeligt findes bredt i arbejderklassen?

Enhedslistens udmærkede forslag om en forlængelse af dagpengeperioden, kritikken af skatteforliget og det nye forslag til en fleksjob-reform og kampagneparole om ’regeringen tilbage på sporet’ kan illustrere min pointe.

For en forlænget dagpengeperiode har den klare begrænsning, at det i alt for ringe grad overskrider en defensiv dagsorden, og i al for ringe grad peger mod en forening af hele arbejderklassen i en fælles kamp mod den nyliberale krisepolitik.

Et offensivt krav

Hvorfor ikke sætte et offensivt krav om en solidarisk fordeling af arbejdet i centrum? Er den største frygt for dem i arbejde ikke, at de kan miste jobbet, og det største håb for de arbejdsløse at få et job?

Et sådan reformforslag kan i hvert fald på papiret – og forhåbentlig i praksis – langt bedre involvere hele arbejderklassen, og takle de forskelle og splittelser som findes?

Det omhandler i hvert fald den virkelighed som arbejdende og arbejdsløse, unge som ældre, nyuddannede, kontanthjælpsmodtagere, flexjobbere og nogle førtidspensionister står i.

Reformforslaget om en solidarisk fordeling af arbejdet rummer samtidig muligheden for at rejse en antikapitalistisk kritik af nyliberalismen, og formulere et antikapitalistisk alternativ, som både er konkret og systemkritisk.

En retning for utilfredsheden

Utilfredsheden ulmer – men den mangler en samlet og samlende retning politisk og ideologisk.
Venstrefløjens opgave må være at give utilfredsheden politiske ben at gå på, som kan omsættes i aktivitet og øget selvtillid.

Og det er her, at Enhedslistens planlagte kampagne, høringer, møder, og begyndende diskussioner om protester kommer ind.

I den kampagne skal det antikapitalistiske banner rejses! Og det giver et offensivt krav om en solidarisk fordeling af arbejdet, som alternativ til de to nyliberale blokkes politik, et fantastisk godt udgangspunkt for.

Kravet er et frontalangreb på hele fundamentet og ideologien bag den nyliberale politik, hvor:

· De rige skal blive rigere, ellers gider de ikke arbejde og investere.
· De fattige kun gider arbejde, hvis de bliver fattigere og fattigere.
· Velfærdsstaten skal beskæres, og lønningerne skal trykkes – ellers kan der ikke skabes nye job.
· Vækst, vækst og mere vækst er en nødvendighed.

Alt sammen ud fra samme logik: systemet bryder sammen, hvis der ikke er råd til, at de rige blive rigere. Markedskræfternes fremstilles som en naturlov, der ikke kan pilles ved.

Vi skal skære det ud i pap, at den nyliberale vej er de riges vej – og en smadring af generationers kamp for mere lighed, solidaritet og velfærd.

På kanten imellem det ønskværdige og realistiske

Det vil være en politik som tager afsæt i hvad det store flertal ønsker – men endnu ikke tror på er realistisk.

Vi ved med ret stor sikkerhed, at

· det store flertal af arbejdere ikke ønsker at arbejde mere. Fx afviser et klart flertal ifølge bl.a. Rambøll den nye skattereforms tese om, at de vil arbejde mere, hvis de tjener mere.
· mange ønsker at arbejde mindre, og et stort antal af disse er især kvinder i småbørnsfamilier – især indenfor det offentlige område. (Ny undersøgelse fra Aarhus Universitet)
· mange – især arbejdere på mellem og højindkomster – ikke primært ønsker at øge deres realindkomst
· mange – især de lavtlønnede, de arbejdsløse og andre på overførelsesindkomster – reelt ønsker et reallønsløft, frem for et konstant fald, som tilfældet har været i de seneste år.

Det er derfor oplagt at styrke den jobrotation, som i dag kun findes i begrænset omfang. Begynder regeringen først at tænke i jobdeling, er der endnu flere muligheder.

Skraldemandsmodellen

Nogle vil måske erindre, at de århusianske skraldemænd i 1990’erne udviste ægte og uforfalsket solidaritet med deres fyringstruede kolleger, og lagde navn til skraldemandsmodellen.

Skraldemandsmodellen blev en kæmpe succes blandt ansatte og arbejdsløse. Og den havde folkelig opbakning. Greens Analyseinstitut spurgte i en opinionsundersøgelse umiddelbart efter, at modellen blev lanceret om: ‘Er De parat til at dele Deres arbejde med andre?‘ 71 procent sagde ja, 24 procent nej.

I undersøgelse fra 1994 af professor Jørgen Goul Andersen, der bl.a. undersøgte holdningen til forskellige arbejdsløshedsstrategier viste det sig, at ”Det eneste forslag vælgerne virkelig har tiltro til, er skraldemandsmodellen. Det er iøjnefaldende, at det eneste forslag til bekæmpelse af ledigheden, der kommer fra ‘folket’, og det eneste, som stort set al økonomisk ekspertise er enig om at afvise, samtidig er det eneste forslag vælgerne i almindelighed har stor tiltro til.”

Forhadt i toppen

Der er mange grunde til at den herskende klasse vil bekæmpe et reformforslag om en solidarisk fordeling af arbejdet – for slet ikke at snakke om en bevægelse bag sådan et krav.

Hør blot et par eksempler på, hvad de sagde om skraldemandsmodellen.

Arbejdsgiverforeningen var meget åbenmundede med deres argumenter mod skraldemandsmodellen: ‘Vi er nødt til at have en relativ høj arbejdsløshed for at undgå, vi får et lønpres. ... Høj arbejdsløshed garanterer konkurrenceevnen.’ (Niels L. Thygesen, formand for Dansk Arbejdsgiverforening i Børsen 24. november 1994.)

Ja, så kyniske er folk i toppen. De har deres på det tørre!

Et kynisk system

Skraldemandsmodellen udstillede på en enkel måde, at det samfund vi lever i, er skingrende skørt indrettet! På en lignende måde vil et forslag om solidarisk fordeling i vores krisetid, udstille samfundets kynisme.

Det er nemlig svært at forstå, at nogle skal arbejde meget og andre slet ikke, og at det skulle være et problem, hvis ledigheden forsvinder.

For at stoppe det nyliberale mareridt, som flere og flere oplever herhjemme, er det ikke nok – er det slet ikke godt nok – at få en lidt mindre asocial skattepolitik, en lidt bedre fleksjob reform, en lidt længere dagpengeperiode.

Så skal der mere til, nemlig et krav om job til alle, som alle kan identificeres sig med, og forbinde med et bedre liv.

Skraldemandsmodellen blev aldrig til mere end en solidarisk håndsrækning fra en arbejdergruppe til en gruppe arbejdsløse om at dele arbejdet.

Hverken venstrefløjen eller dele af fagbevægelsen tog for alvor modellen til sig, og forsøgte at rejse en kampagne bag kravet om en solidarisk fordeling af arbejdet.

Den vigtige lære af i dag er, at skraldemandsmodellen på en enkel måde udstillede, at der er vilje til at gennemføre solidariske løsninger mellem arbejdende og arbejdsløse på gulvet, og de virker modsat alle de umulige beskæftigelsesfremmende foranstaltninger, der dengang og frem til i dag, er iværksat fra skiftende regeringers side.

Og netop det, at en solidarisk fordeling af arbejdet er en enkel, en solidarisk og en nærværende løsning, som kan diskuteres konkret på hver enkelt arbejdsplads gør, at den har mulighed for at involvere og vinde opbakning.

Fra idé til handling

Politik er det muliges kunst. Om en ’solidarisk fordeling af arbejdet’ kan bruges som et redskab til at trænge den nyliberale politik i defensiven, og fremme en solidarisk velfærdspolitik for det store flertal, kan kun testes i praksis. Ved at rejse diskussion i det offentlige rum – fra folketingets talerstol, i medierne og på landets arbejdspladser og uddannelsessteder.

En god idé er kun en god idé, hvis den kan ’sælges’ blandt dem som vil få gavn af den og som kan realisere den, nemlig arbejdere, studerende og andet godtfolk, som er det kit, der holder samfundet i gang, og skaber dets værdier.