Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 322 – 17. august 2012 – side 11

World Pride i London

We will not be quiet – Stonewall was a riot!

Anne A. Lange

I år var det 40 år siden Englands første Pride march blev afholdt. Dengang var det arrangeret af de radikale ”Gay Liberation Front”, og kom i kølvandet på Stonewall-oprøret i New York.

Siden da er Pride blevet mainstream, og enhver virksomhed, med respekt for sig selv, står sammen med det officielle England i kø for at vise, hvor ”homo-venlige” de er. Men skåltalerne og de flotte reklamer hænger ikke sammen med virkeligheden. Socialistisk Arbejderavis var med til World Pride i London.

We’re here – We’re queer – We’re not going shopping!

Omkring en million mennesker var i år samlet til World Pride i London. Gennem Londons centrum snoede sig et langt optog af sambaorkestre, drag-queens, glade sømænd, fagforeninger og et march-orkester, der havde skiftet de sædvanlige noder ud med diskonumre som ”I will survive”.

Langs ruten delte Easy-Jet rabatkuponer ud. På endestationen, ved Trafalger Square, kunne Pride have gjort OL til skamme med mængden af reklamer og virksomhedslogoer. Smirnoff uddelte solbriller med firmaets logo, der proklamerede, at de var ”proud to be here”. Ligesom Copenhagen Pride, er store dele af World Pride i London finansieret af virksomhedssponsorater, og det er pludselig en god forretning at være proud. Men sponsoraterne har nogle konsekvenser.

Velgørenhedsboder og boder med information til, for og om LGBT-folk og deres rettigheder, måtte i år vige pladsen for virksomhedsboder, der havde råd til at betale mere for de eftertragtede pladser på Trafalgar Square.

Men store dele af årets Pride viste, med kampråb og skilte, sin utilfredshed med, at store virksomheder bruger kampen for seksuel frigørelse i deres jagt på profit. En samlet blok af lærere og studerende havde faste kampråb som ”We’re here – We’re queer – We’re not going shopping!”

Put the protest back in pride – Pride not profit!

Diskussionen om kommercialiseringen af Pride kender vi også fra Danmark. I de seneste år har Rådhuspladsen været lige så præget af Microsoft-logoer, som af regnbueflag. Kritiske røster har rejst bekymring om denne udvikling og hykleriet om virksomhedernes deltagelse i kampen for homoseksuelles rettigheder, er da også til at tage og føle på.

Med krisen som undskyldning, trak mange sponsorer deres støtte til World Pride i sidste øjeblik, og efterlod arrangørerne med £60.000 færre end beregnet.

Dette brugte Londons borgmester, Boris Johnson, og Metropolitan Police som forklaring på to hårde angreb mod Pride bare en uge inden marchen. For det første blev vogne i år forbudt. Dette på trods af at mange allerede havde betalt for vogne. Desuden blev starttidspunktet rykket tilbage fra kl. 13.00 til kl. 11.00, hvilket besværliggjorde deltagelsen for folk fra andre dele af landet.

Dette har fået flere til at konkludere at Pride igen må handle om kampen for frigørelse og ikke kun fest og farver.

No ifs – no buts – no to Tory cuts!

På samme måde er David Camerons, og den konservative regerings, forsøg på at sælge sig som LGBT’ernes ven noget af en farce. Regeringens nedskæringer rammer nemlig også skævt for seksuelle minoriteter.

Sundhedsorganisationer, med fokus på f.eks. seksualvejledning og rådgivning til transpersoner, har fået skåret deres tilskud med 43%, og de generelle nedskæringer i den offentlige sektor, især på sundhedsområdet, har stor effekt på LGBT-folk, da HIV-klinikker og telefonrådgivning tvinges til at lukke.

Derfor så man også, især blandt fagforeningsfolk, skilte med budskaber om ”I’ve never kissed a Tory” og ”Cameron is not our friend”, mens lærerne råbte ”No ifs – no buts – no to Tory cuts!”

Gør Pride til en kampdag

Diskussionen om kommercialiseringen af Pride, eller om dens politiske indhold, handler altså både om at undgå at gøre sig sårbar overfor virksomheders profitjagt, men mest om, hvem der skal bestemme hvor kampen for seksuel frigørelse står.

Stod det til David Cameron og hans lige, er kampen faktisk slut i Vesten, og vi kan få lov til at holde en fest engang om året, hvor alle kan se, hvor outrerede LGBT-folk er, hvor frisindede de borgerlige er og hvor billigt man kan flyve til Paris med Easy-Jet.

Stod det til mig, skulle vi minde hinanden om, at Pride startede som et oprør. Stoltheden kom først, da Stonewall slog tilbage og kæmpede for retten til at være den man er. De kæmpede imod nedskæringerne på vores velfærd, som også gør det sværere at være den man er.

Kampen for seksuel og personlig frigørelse for alle er en kamp, der kan vindes, hvis vi tør at slås.

Stonewall var et oprør mod politiundertrykkelse

Natten den 27. juni, 1969 var epokegørende for LGBT-bevægelsen; det var sidste gang at politiet i New York City kunne regne med at gennemføre en razzia mod bøssebarer uden at gæsterne satte sig til modværge.

Den nat traf gæsterne på The Stonewall Inn et valg om, at skrotte den ydmygende offer-rolle og markere med militant maner, at nok er nok!

Styrkeforholdet blev vendt, og det endte med at razzia-patruljen så sig nødsaget til, at barrikadere sig inde på The Stonewall Inn for at beskytte sig mod årtiers indestængt vrede mod politiundertrykkelse.

Gadeoptøjerne trak ud i hele tre døgn efterfølgende, og inden de blev slået ned af ordensmagten havde over 2000 LBGT-folk modigt kæmpet for frigørelse fra den absurde undertrykkelse som USA’s daværende seksual-politik underlagde dem.

Af Stonewall oprøret opstod GLF – Gay Liberation Front, hvis pendant i Danmark tilsvarende hed Bøssernes Befrielsesfront.

Se også:
SAA 322: World Pride i London: Palæstinaflag mod pinkwashing på Pride

Flere artikler fra nr. 322

Flere numre fra 2012

Se flere artikler af forfatter:
Anne A. Lange

Siden er vist 1972 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside