Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 324 – 2. november 2012 – side 2

Pihl og Søn A/S: Din garanti for systematisk løndumpning og livsfarlige arbejdsforhold

Ebbe Bertelsen

Det familiedrevne entreprenørfirma Pihl og Søn A/S er en af de absolut største spillere i dansk byggeri, og i øjeblikket pryder firmaets logo flere store prestigeprojekter rundt om i Danmark.

Månedens overklasseløg

Pihl renoverer luksushotellet d’Angleterre i København, de arbejder på opførslen af det nye søfartsmuseum i Helsingør og de har fået store ordrer i forbindelse med byggeriet på Århus Havn. Pihl har med andre ord vundet kontrakter på rigtig mange gode million-forretninger.

Når Pihl vinder en række store kontrakter, hænger det formentlige nøje sammen med, at de systematisk gør brug af udenlandske underentreprenører. Disse underentreprenører har gennem det sidste år vist sig som en sikker garant for løndumpning, sort arbejde og alvorlige arbejdsulykker.

Det første grelle eksempel så vi i februar, hvor en polsk bygningsmedarbejder kom ud for en alvorlig arbejdsulykke på Pihls byggeplads ved Århus Havn. Det polske firma Budomex, der arbejder for Phil, forsøgte at holde ulykken skjult for myndighederne. Ifølge oplysninger fra arbejdstilsynet er det en systematisk praksis; Budomex har i løbet af foråret undladt at indberette mindst tre arbejdsulykker.

Manglende sikkerhed er reglen snarere end undtagelsen hos Pihls underentreprenører og det blev helt klart den 28. marts i år, hvor en polsk bygningsarbejder blev dræbt under et sammenstyrtet stillads på Pihls byggeplads i Helsingør. De polske arbejdere arbejder op mod 55 timer om ugen til minimalløn, under meget risikable forhold.

Forholdende på Pihls byggepladser er kort sagt uacceptable. Deres underbetaling af udenlandsk arbejdskraft, skaber arbejdsløshed blandt danske arbejdere og fastholder samtidig polske arbejdere i fattigdom og usikkerhed.

I starten af oktober tog Pihl konsekvensen af, at de ikke ønsker deres milliardomsætning beskadiget af smålige hensyn til ordentlige arbejdsforhold. De fyrede tillidsrepræsentanterne for murene, der arbejder på renoveringen af d’Angleterre. Tillidsrepræsentanterne havde påpeget en række fejl og mangler i forhold til sikkerhed og arbejdsmiljø.

Pihl forsøger stædigt at kvæle opmærksomheden og utilfredsheden med forholdene på deres byggepladser. De forsøger at vaske hænder i principperne om arbejdskraftens frie bevægelighed og mener ikke, at de, som hovedentreprenør, kan tage ansvar for forholdene hos underentreprenørerne.

I forbindelse med trepartsforhandlingerne i foråret, var der håb om at få indført et såkaldt kædeansvar, hvor eksempelvis Pihl, som hovedentreprenør, skal hæfte økonomisk for overtrædelse af overenskomster hos underentreprenørerne. Trepartsforhandlingerne brød sammen, og Pihl er i dag stadig frit stillet til at tjene millioner på underbetalt arbejdskraft. Forandringerne kommer tilsyneladende ikke fra oven.

Både i Århus og København har et netværk, der kalder sig selv ’Utilfredse Bygningsarbejdere’ taget konsekvensen af det, og er gået i aktion med fysiske blokader mod Pihls byggepladser. Socialistisk Arbejderavis støtter bygningsarbejdernes kamp for anstændigt arbejde. Pihl skal sættes i rampelyset, så de ikke kan blive ved med at tjene millioner, alt imens de smadrer arbejdsforholdene for arbejdere.

Se også:
SAA 324: Utilfredse bygningsarbejdere i aktion på Århus Havn

Flere artikler i serien Hvem er overklassen?

Flere artikler fra nr. 324

Flere numre fra 2012

Se flere artikler af forfatter:
Ebbe Bertelsen

Siden er vist 2384 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside