Socialistisk Arbejderavis
Nr. 324 – 2. november 2012 – side 6
Lenin
En revolutionær realpolitiker
Anders Bæk Simonsen
Ved at læse hvad Lenin skriver og læse om den tid han og andre socialister navigerer i, får man en fornemmelse af en meget dedikeret politisk aktivist, der kommer med tidssvarende bud på udvikling af den socialistiske bevægelse.
Det sker i en tid hvor den socialistiske bevægelse er i stor krise efter mange af dens ledere, trods flotte skåltaler i tiden op til krigsudbruddet i 1914, lover ikke at sende den europæiske arbejderklasse ud i krig mod hinanden, men alligevel ender med at stemme for krigsdeltagelse og bevillinger til militæret i Første Verdenskrigs massemord.
Det fremskyndte på behovet for at foretage brud med de fallerede socialdemokratier og etablere revolutionære organisationer i Europa, der ikke var blevet komprimeret af krav fra det nationale borgerskab om at bakke op om deres krigseventyr.
I Rusland førte krigen til, at samfundet gik i stå, og den temmeligt nye arbejderklasse samt krigstrætte soldater genoplivede arbejderrådene fra den fejlslagne 1905 revolution, de såkaldte sovjetter.
Rådsmagten koordinerede aktiviteter for at løse den almindelige befolkningens alvorlige praktiske problemer i krigens stund, ikke af generøsitet eller barmhjertigt sind, men fordi denne magtform tog udgangspunkt og var en del af den selvsamme befolkning.
Det var altså en magt af eget værk, i egen social base og gradvist dannede den kimen til en ny og konkurrerende magtform over Tsarens- og senere den borgerlige stat.
En metode der fordrer handling
At være radikal betyder hos Karl Marx at gribe fat i roden af et fænomen. At dykke ned under hvordan noget fremtræder for os og i stedet forstå fænomenet ud fra dens kernefunktioner. Den dialektiske metode som Karl Marx formulerer, forholder sig hele tiden imellem disse enkeltfænomener og deres måde at fungere på sammenholdt med en større totalitet (kapitalisme som et klassesamfundet).
Denne metode er også i spil, når Lenin skriver og diskuterer retningen for partiet. De politiske kræfter, i form af partier, bevægelser og organisationer der opererede i datidens Rusland, blev af Lenin nøje holdt op med det altafgørende spørgsmål; den imperialistiske verdenskrig. Hvordan placerede disse kræfter sig i forhold til krigen?
På den måde kunne Lenin grovt skitsere tre retninger. Dem der var for krigen enten af ord, handling eller begge dele. Blandt dem der havde snakket mod krigen men i handling kom til at støtte krigens fortsættelse var ledere af de ældre socialistiske organisationer, der i den første revolution i 1917, pressede tsaren væk.
I udgangspunktet var de imod krigen, men da de blev en del af regeringsmagten stemte de for krigsbevillingerne. På den måde kom de til at samarbejde med kræfter der ønskede den gamle Tsar-diktator genindsat, og de nye og svage borgerlige kræfter som begge ønskede krigens fortsættelse på bekostning af befolkningens liv.
Den anden gruppe var ”de vage” der ikke ønskede krigens fortsættelse, men omvendt heller ikke ønskede at gøre op med de krigsvillige kræfter. Her var der også ledere af den revolutionære bevægelse som stadig ville forhandlingerne i overgangsregeringen, samt velmene humanister og intellektuelle.
Den sidste gruppe var de rene krigsmodstandere. Denne position indtog størstedelen af befolkningen i 1917. Af politiske kræfter var det revolutionære parti (bolsjevikkerne), der fra start var meget småt og marginaliseret, klart det mest hardcore i modstanden. Igennem det halve år fra den første revolution i foråret 1917 til den anden i efteråret 1917, vandt bolsjevikkerne mere og mere opbakning på de klare paroler om ”fred, brød og land”.
Da det gamle regimets folk angreb overgangsregeringen for at installere General Kornilov, som ny diktator, forsvarede bolsjevikkerne heroisk den regering, de ikke selv tog del i. Det betød, at deres popularitet steg yderligere i befolkningen.
Endelig var det revolutionære parti dem der hurtigst indså, at arbejderrådene var den nye magtform der bedst kunne erstatte den borgerlige stat, og derfor proklamerede ”al magt til sovjetterne” hvor andre dele af den socialistiske bevægelse stadig anså parlamentet som stedet hvorfra de sociale forandringer skulle udgå fra.
En revolutionær realpolitiker
At være revolutionær fremstilles i dag af nogle som om man er lidt utopisk, naiv og drømmende. Det sættes modsæt den rigtige ”real”-politiker der er klar på at forhandle og indgå kompromisser. Lenin kan beskrives som en revolutionær real-politiker.
Revolutionær, fordi han af sit fulde hjerte var overbevist og dedikeret til at kæmpe for en bevægelse mod kapitalens elendigheder og for et samfund uden klasseskel, men også real-politiker fordi han forholdte sig til materielle og politisk hændelser, de påtvungne udefrakommende omstændigheder på en kølig og nøgtern måde.
Revolutionær real-politiker, fordi han trods dette kølige blik og accepten af nødtvungne kompromisser, taktiske tilbagetrækninger og forhandlinger ikke mistede det revolutionære perspektiv.
Det rene revolutionære perspektiv findes ikke hos Lenin. Det var ved at prøves af i mange forskellige sammenhænge, kampladser og arenaer, som legal og illegal organisation, at de russiske revolutionære tålmodigt udviklede et sejrduelig revolutionært parti.
I den proces, mener Lenin, at alvoren af et revolutionært parti hele tiden holdes op på, ikke om man begår fejl – for det gør man når man intervenere og handler i klassekampen, men organisationen skal holdes op hvordan man forholder sig til sine fejltagelser.
”Åbent at vedgå en fejl, fastslå årsagerne til den, analysere de omstændigheder, der medfører den, og grundigt at drøfte midlerne til at rette den – det er kendetegnet på det alvorlige parti.”
Det mener jeg sådan set er vigtig lære, der stadigvæk må være gældende for alle – ikke bare revolutionære – organisationer i dag.
At være revolutionær real-politiker fordrer altså, at man tør handle og intervenere, altså at blande sig på nye baner, men samtidig drage læren af hvad man gjorde rigtig og forkert.
Denne selvindsigt mener jeg også er hyper-relevant i dag i forhold til Enhedslistens strategi om at trække regeringen til venstre gennem 12 socialister i parlamentet.
Her må man spørge sig selv om hvorvidt det har været den rigtige taktik? Har den ført til de resultater man har håbet på? Og har det ført til øget aktivitet blandt Enhedslisten næsten 10.000 medlemmer?
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed