Socialistisk Arbejderavis
Nr. 324 – 2. november 2012 – side 12
Syriens revolution
Blodig, men ingen overgiver sig
Simon Assaf
Simon Assaf hævder, at revolutionen stadig er populær, ikke-sekterisk og ledet af syrere selv.
Kernen i denne revolution, er kravet om en afslutning på et-parti styre, vilkårlige tilbageholdelser, undertrykkelse, korruption og fattigdom. Revolutionen blev født i fattige landsbyer og spredte sig til de enorme arbejderkvarterer i alle de større byer. Det har været præget af store folkelige demonstrationer, og fremkomsten af en national græsrodsbevægelse organiseret omkring Lokale koordinationsudvalg (LCCs) og andre lignende organer.
Revolutionen er forenet om kravet om en samlet nation. Dens mest populære slogan er stadigt væk: ”Det syriske folk er ét.” Den er anti-sekterisk, går på tværs af alle etniske og religiøse grupper, og er blevet drevet frem af masserne, bestående af arbejdere, studerende og landarbejdere der, inspireret af det arabiske forår, kræver social retfærdighed. Dette er en populær revolution, dens motor var de tusindvis af små og store protester, der brød ud de fleste nætter og efter hver fredagsbøn.
Blodig undertrykkelse
Men i modsætning til i Egypten og Tunesien, var Bashar Assads regime ude af stand til at levere selv de mildeste reformer og forfærdede dets allierede, da regimet mødte hver stigning i folkelig vrede med blodig undertrykkelse.
Da undertrykkelsen blev mere intens, begik dele af hæren mytteri og vendte deres våben for at forsvare den folkelige bevægelse. I lyset af denne tilintetgørende undertrykkelse, er en væbnet opstand den eneste mulighed for mange mennesker. Et stigende antal revolutionære sluttede sig til afhopperne for at danne brigader, der er kendt som “Den frie syriske hær”(FSA). Der er nu over 100.000 involveret i daglige kampe mod regimets styrker.
Da den væbnede opstand spredte sig, blev regimets styrker fanget i deres baser. De kan ikke generobre oprørernes områder, derfor har regimet tyet til en strategi med ”massakre” – vilkårlige artillerier, tank ruter, krigsfly, klyngebomber og de rå ”TNT tønde bomber” kastet ned fra helikoptere. Herudover er der også de uventede rydninger af arbejderklasse kvarterer, der efterlader hundreder døde (ofte dræbt, mens de prøvede at søge ly). Den seneste massakre på mellem 800 og 1.000 mennesker i Damaskus-forstaden Daraya har været den blodigste hændelse for revolutionen, men den bliver gentaget dagligt i en mindre skala, i snesevis af byer.
Ved siden af de daglige lister over døde, opgøres navnene på mange fabriksarbejdere, landmænd, studerende og fattigfolk i byerne, hvilket vidner om oprørets klassekarakter. Regimet har reduceret store dele af Syrien til ruiner og ødelægger fabrikker, hospitaler, markeder, boliger, butikker og infrastruktur såsom vandforsyning og elektricitet i krigen mod folket. Der er hundredtusindvis af flygtninge, både internt fordrevne og dem, der krydsede grænserne. Store dele af syriske byer er nu øde slagmarker.
I de sidste par måneder er kampene spredt på tværs af hundredvis af fronter i alle større byer og landsbyer. Det presser dødstallet tæt på 30.000.
Juli-offensiv
Kampen om Aleppo har afsløret grænserne for regimets magt. Med mangel på pålidelige tropper, og mistroiskhed over for de værnepligtige, har regimet tvunget unge mænd i militærtjeneste. Regimets styrker har trukket sig tilbage til en række stærkt forsvarede forbindelser, og bruger vilkårligt luftvåbnet og artilleri til at smadre oprørernes kvarterer.
Damaskus har været mindre heldige. Assads styrker skubbede de let bevæbnede oprørere ud, og han har taget sin hævn over hovedstadens oprørske arbejderkvarterer. Hundredvis af butikker er blevet brændt, hjem smadret med bulldozere og der bliver slået hårdt ned på ethvert tegn på modstand. Ingen har været forskånet, herunder den palæstinensiske lejr Yarmouk, der blev straffet for at give husly til syriske flygtninge og soldater.
Denne krig er ved at tage sit præg på landet, og har efterladt mange mennesker, herunder revolutionære, i fortvivlelse. Midt i al den kaos forbliver revolutionen intakt, men den står over for voksende udfordringer, ikke blot for sin overlevelse, men også for hvad der kommer ud af ruinerne af krigen.
Der er et glimt af et fremtidig Syrien væk fra frontlinjerne. I befriede områder begynder den civile kontrol er at slå rod. Mange af de LCC’er, der sprang op i de tidlige dage af revolutionen, har forvandlet sig til civile myndigheder, og nogle steder haft held med at sætte lokal administration under folkelig kontrol.
Disse kommuner er sammensmeltet til et nationalt netværk med støtte fra de vigtigste oprørsgrupper. Dannelsen af rådene er et tegn på en udvikling af revolutionen, selv under de mest vanskelige forhold. Men denne folkelige kontrol har store problemer med at forholde sig til omfanget af ødelæggelse, stigende hungersnød og mangel på midler.
Revolutionens uafhængighed
Det langsomme fremskridt i opstanden modsiger det faktum, at revolutionen har stærke støtter i Vesten og blandt nogle arabiske regimer.
Den største myte om den syriske revolution er, at oprørerne bliver bevæbnet og trænet, og effektivt arbejder til fordel for de vestlige magter og dets arabiske allierede.
I en af sine mange rapporter fra inside Syria Time Magazine har journalist Rania Abouzeid forsøgt at spore våben, der kommer ind fra den nordlige grænse med Tyrkiet.
Hun fortæller, at de fremmede magters forsøg på at bevæbne revolutionen har været meget kaotiske, og langt fra en koordineret strategi.
Der er meget der tyder på, at en betydelig mængde af våben kommer ind fra Tyrkiet (bortset fra det sorte marked), mindre dele kommer fra den jordanske grænse, mens den gammel bestand (meget af det ubrugeligt) kommer fra irakiske byer som Fallujah og Samara. Det er få våben der kommer ind, og slet ikke vestlige våben.
En fælles klage er, at oprørere har flere frivillige end våben. Utilstrækkelige netværk af våben workshops er dukket op, men disse er ingen match for lagrene af sofistikerede våben til rådighed for regimet – designet til at modstå en to-år lang krig med Israel – eller de regelmæssige forsendelser af våben fra Iran og Rusland.
The Telegraph rapporterede, at saudierne har brugt en mindre formue på en brigade bestående af kun 50 mænd. Qatars indsats har også været begrænset. Både de udenlandske sponsorerede brigader, samt de udenlandske Salafi krigere, udgør en brøkdel af oprørshæren.
Tilsvarende forsøg fra vestlige magter, især USA, på at finde ”venligtsindede styrker” er kommet kort. Vesten har mistet troen på Riad al-Asaad, den selvbestaltede leder af FSA, som indtil for nylig var baseret i Tyrkiet. I stedet har Vesten soigneret et nyt militært hierarki, bestående af nyere højtstående desertører.
Den meget omtalte lancering af den vestligt støttede Syriske National Army (SNA), som sigter mod at sætte alle oprørske bataljoner under central kontrol, har også haft begrænset succes. Vigtige brigader har nægtet at anerkende SNA kommando, de forbliver loyale over for de deserteredes civile råd, der opstod i de tidlige dage af den væbnede opstand.
Sekterisk borgerkrig?
Denne fare skal ikke undervurderes, og der er stadig en dyb bekymring for mange af de revolutionære. Men hvis dette var en sekterisk krig, ville det have været forbi nu, da sunni-muslimerne udgør 70 procent af befolkningen.
Både revolutionen og regimet får støtte på tværs af de mange religiøse og etniske samfund. Langt størstedelen af kurdere støtter revolutionen i dens sociale mål, med troen på, at revolutionen kan afslutte årtiers diskrimination.
Regimet bevarer et stort antal sunni-muslimers loyalitet, især blandt middelklassen og den rige elite.
Bashar Assad og mange ledende medlemmer af regimet er hentet blandt Alawi mindretallet. Alawi byer og landsbyer er rekrutteringsbaser til den berygtede Shabiha milits, der er ansvarlig for bølger af massakrer, og er blevet mål for hævnakter blandt oprørere.
Der er dyb bitterhed over Assad-klanen, dens korruption og monopoler. Nogle Alawi landsbyer og kvarterer har åbent taget revolutionens parti, og mange kæmper sammen med andre minoriteter i oprørernes brigader.
Arabiske revolutioner
Vestlige bestræbelser på at påvirke revolutionens retning og udfald, står over for en anden udfordring. Egyptens nye præsident Mohamed Morsi har forsøgt at danne en koalition af store regionale magter, der afviser direkte vestlig indblanding i Syrien. Morsi har allieret sig med Tyrkiet om at invitere Saudi-Arabien og Iran til at danne en gruppe dedikeret til at løse ” det syriske spørgsmål”.
Denne revolution har vist sig at være bemærkelsesværdigt robust og har bevaret sin uafhængighed. Revolutionen er langt fra slut, men den står over for mange mørke dage, og som vinteren nærmer sig, så vil problemerne vokse.
Simon Assaf: “Syria’s Revolution: bloodied but unbowed” bragt i Socialist Review
http://www.socialistreview.org.uk/article.php?articlenumber=12107
Oversat og stærkt forkortet af Sebastian Andersen
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed