Socialistisk Arbejderavis

Nr. 325 – 14. december 2012 – side 5

Ri-bus-konflikten

Hans Erik Madsen

Ri-bus konflikten for 17 år siden er på en og samme tid enestående og en klassiker inden for arbejderklassens historie, som vi kan lære en masse af i dag.

Politi beskytter skruebrækkere ved Ri-Bus Enestående på grund af den omfattende solidaritet de strejkende chauffører fik fra resten af arbejderklassen. Og en klassiker fordi det nok engang viste sig, at det ikke var arbejdsgivernes og politiets arsenal af brutaliteter, men først og fremmest fagtoppens arsenal af løfter og svig, der knækkede strejken.

1)
268 dages konflikt mod privatisering

For 12 år siden kæmpede 70 buschauffører i Esbjerg mod privatisering og udlicitering af busdriften. De sagde i 268 dages uafbrudt konflikt uden normal busdrift i Danmarks femte største by nej til at få forringet deres arbejdsvilkår.

De fik en enorm støtte fra arbejderne i byen og fra resten af landet. 250.000 strejkende arbejdere lukkede Danmark i solidaritet med chaufførerne.

Der var gentagne storstrejker i Esbjerg, som reaktion på politiets forsøg på at bryde blokaden. Masseblokader satte politiet ud af kraft. 2-3.000 arbejdere fra byens arbejdspladser stod i en periode skulder ved skulder og brugte alt lige fra peber, tegnestifter, dæk der blev skåret op, til sveller og bøllebank til politiet for at stoppe busserne. Det rystede politiet og arbejdsgiverne, og det løftede stemningen utroligt på landets arbejdspladser.

Der blev opbygget et landsdækkende støttearbejde. Der var hyppige tillidsmandsmøder, og busser fyldt med blokadevagter kom fra nær og fjern til Ravnevej. Alt sammen bygget op og styret fra neden af chaufførerne selv, tillidsfolk og faglige aktivister fra landets arbejdspladser.

Buschaufførerne tabte. Arbejdsgivernes pengetanke, politiets brutalitet, skruebrækkeriet og pressens svineri tærede alt sammen kraftigt på chaufførernes kræfter. Men det var ikke det, der gjorde, at de til sidst opgav kampen. Det var fagtoppens undergravende og forræderiske linje, som knækkede de strejkende definitivt.

Men buschaufførerne indædte modstand og den omfattende solidaritet i arbejderklassen har uden tvivl dæmpet de borgerliges og Socialdemokraternes planer om privatisering og udlicitering i årene siden. De husker Ri-bus konflikten og frygter en gentagelse.

2)
SiD-toppen knækkede strejken

Når vi kigger på, hvem chaufførerne var oppe imod i deres kamp, og hvilken betydning de tillagde kampen, har vi en del af forklaringen på, hvorfor denne konflikt blev lang, hård og bitter.

Blandt arbejdsgiverne og magtens mænd og kvinder i Esbjerg og ud over landet var der stort set ingen sprækker i deres opbakning bag det felttog, som de borgerlige satte ind ved at privatisere busdriften – koste hvad det koste ville.

De følte sig stærke og havde masser af penge. De ejede fabrikkerne, pressen, havde stærke arbejdsgiverforeninger og loven og statsapparatet på deres side. De spillede på stort set samtlige magtstrenge – især politiet.

Politiets aggressive fremfærd og kriminalisering af konflikten, bl.a. med fængsling af tre – en chauffør og to aktivister fra støttekomiteen – havde til formål at skræmme blokadevagterne væk, splitte chaufførerne og svække solidariteten fra arbejdspladserne.

Men det var ikke det, der gjorde, at de til sidst opgav kampen. Det var fagtoppens undergravende og forræderiske linje, som knækkede de strejkende definitivt.

SiD-toppen ville uden tvivl gerne have haft en bedre aftale, end den de indgik. I april/maj 95 var Ri-Bus og amtsrådet meget pressede. På det tidspunkt var opbakningen bag chaufførerne massiv.

SiD forsøgte at stoppe konflikten med det ene udspil til en forhandlingsløsning efter det andet. Men både amtsrådet og chaufførerne sagde nej. SiD-toppens dilemma var, at det var chaufførerne og solidaritetsbevægelsen, der havde teten.

Ri-Bus og amtsrådet gamblede i den situation. De satsede på, at SiD-toppen fik styr på konflikten. Arbejdsgiverne spillede på, at SiD’s formand Hardy Hansen ikke ville give buschaufførerne fuld støtte – fx ved at stoppe for tilførsel af diesel, effektivisere blokaderne ved at sparke til afdelingerne, så de hver uge sendte blokadevagter af sted og åbne strejkekasserne op som tilfældet var under HT-konflikten i 1984.

De vidste, at Hardy Hansen var hunderæd for at tage disse skridt – ikke på grund af truslen om organisationsansvar og en millionbod. Nej, Hardy var bange for at miste kontrollen over sine egne medlemmer.

SiD-toppen foretog en manøvre til venstre. De gik ind og bakkede op bag støttekomiteerne og tillidsmandsmøderne. Samtidig gik de bevidst mere og mere ind og overtog den økonomiske styring af konflikten. Med den attitude, at de bakkede op, men også med en løftet pegefinger om, at vi nu måtte indstille os på en lang og sej kamp med daglige blokader, som SiD gik ind og var sponsor og organisator for via distrikterne.

Men formålet var entydigt at få kontrol med konflikten og passivisere støttearbejdet og dermed livsnerven i konflikten: opbakningen og sympatien fra landets arbejdspladser. Værktøjet, som definitivt skulle bruges til at give chaufførerne kniven, hed penge eller mere præcist: no money!

Men perioden fra midten af maj og til oktober 95 sled hårdt på chaufførerne, samtidig med at det ramte konflikten som en boomerang, at SiD havde overtaget de økonomiske forpligtigelser. Den direkte kontakt og netværket mellem chaufførerne og landets arbejdspladser forfaldt.

SiD-toppen valgte at æde stort set alt, hvad Ri-Bus og amtsrådet dikterede. Ud fra devisen: hellere tabe til arbejdsgiverne på medlemmernes bekostning end risikere at vinde konflikten og samtidig miste kontrollen over medlemmerne. Men ikke kun det: en sejr til chaufførerne i Ri-Bus ville have medført et fantastisk opsving i selvtillid og kampe rundt omkring, som ikke alene ville have givet arbejdsgiverne, men også fagtoppen, grå hår i hovedet.

3)
Strejkens lære – reform eller revolution

Konflikten er et lærestykke i, hvilken rolle fagtoppen spiller, og hvilken magt fagtoppen har hvis arbejderklassen overlader initiativet til de faglige ledere frem for selv at tage teten, fastholde initiativet, og alene stole på egne kræfter.

Konflikten er samtidig et lærestykke i, at arbejdsgiverne ikke er uovervindelige. At alle deres pengetanke, deres politi og deres medieopbakning ikke kan hamle op med en arbejderklasse, som bruger sin styrke: strejken, blokaden, solidariteten, og det at vi er mange.

I lange perioder af den 268 dage lange konflikt havde de strejkende og solidaritetsbevægelsen i arbejderklassen teten.

Men i det øjeblik at bevægelsen i en kombination af træthed – og det tror pokker – og manglende tro på, at strejker, masseblokader og solidaritet kunne fortsættes kiggede efter andre der kunne løfte bevægelsen fremad, og med åbne arme tog imod SiD toppens økonomiske støtte, ja, så var slaget tabt.

Og det dilemma er arbejdere i kamp gang på gang løbet ind i. Det handler om reform eller revolution. Kunsten er ikke at undgå det dilemma. For det dilemma har sin materielle basis i at arbejderklassen altid vil søge mod realistiske svar på enhver situation.

Og hvis de ikke længere tror på sig selv, på at de selv kan bygge solidaritetsstrejker, masseblokader osv. op, så kigger de mod, hvem der så kan gøre det. De ved godt, at strejker og masseblokader er svaret, men de har ikke selv kræfterne til at opbygge dem.

Og det er her at reformisterne tilbyder sig med svar. ‘Vi er med jer. Vi skal nok tage teten, men vi må også være realistiske.’

Revolutionæres svar på dette dilemma er krystalklart: ‘Nej vi stoler ikke på jer. Overtager I initiativet og ledelsen er kampen tabt.’

Om vi så kan vinde det argument bredt i arbejderklassen afhænger ikke mindst af, hvor mange vi er, og hvor synlige vi er på landets arbejdspladser.

Vores idé om at opbygge et revolutionært parti har som mål at løse den opgave.

Flere artikler fra nr. 325

Flere numre fra 2012

Se flere artikler om emnet:
Ribus-strejken

Se flere artikler af forfatter:
Hans Erik Madsen

Siden er vist 4211 gange.

Redirect = 0