Socialistisk Arbejderavis
Nr. 325 – 14. december 2012 – side 16
Den kamp Israel troede det ville vinde
Simon Assaf
Det arabiske forår har ændret dynamikken i Palæstina-konflikten, forklarer Simon Assaf.
I sidste uge var Israel tvunget til at acceptere en våbenhvile med Hamas i Gaza. Israel havde ikke lidt nogen alvorlige tab, men landets regerings Operation Pillar of Cloud havde heller ikke nået de ønskede mål.
Den situation, Israel befinder sig i kan kun forstås, hvis den sættes i kontekst med de folkelige opstande, der er blusset op på tværs af regionen.
Det arabiske forår har ændret hele situationen. I de otte dage Israel bombede Gaza, kunne man observere den gamle verden støde imod den nye.
Det første tegn på denne skiftende situation kom, da Egypten stadig blev styret af diktatoren Hosni Mubarak. Israel igangsatte/introducerede Operation Cast Lead, landets tidligere morderiske bombeangreb på Gaza, i begyndelsen af 2009.
Så forsøgte egyptiske fagforeningsfolk og modstandsaktivister at tage forsyninger af medicinsk hjælp med over grænsen. Det var det egyptiske militær, der blokerede vejen for dem. I sidste uge stormede tusinder af egyptiske aktivister til grænsen ved Rafah, og blokaden forsvandt.
Følgende var der den ændrede internationale reaktion på Israels angreb. Tyrkiet længe været tæt allieret med Israel og fremstillet sig selv over for Vesten som en moderat styrke.
Men i sidste uge erklærede landets premierminister Recep Tayyip Erdogan, at “Israel er en terrorstat”. Han fordømte Vesten for dets hykleri. Dette er et ekstraordinært opgør, der har lagt yderligere internationalt pres på Israel om at indgå våbenhvile.
Det er vreden fra den “arabiske gade”. I 2006 invaderede Israel Libanon og blev sidenhen slået tilbage af Hizbollah. Senere var det solidaritet fra den arabiske gade, der var en trussel mod Israel.
Opstande
Men i dag er denne vrede ikke bare en trussel – Israel og USA har set, hvad den er i stand til. For to år siden tog seks millioner egyptere del i en revolution og vandt. De omstyrtede Mubaraks diktatur og, sammen med Tunesien, satte de gang i opstande tværs over hele regionen.
USA er nu paniske over, hvad det næste træk skal være. Amerikanerne har ikke længere regionens diktaturer at forlade sig på. De egyptiske, tunesiske og endda qatarske regeringer har alle sendt delegationer af ældre politiske skikkelser til Gaza. Dette har lammet Israels stærke arm.
Den nye realitet i Egypten betyder, at revolutionen brød belejringen i Gaza og at Israel ikke længere kan påtvinge denne belejring ved egen kraft.
Israels hensigt med den seneste operation var at isolere Hamas – at ødelægge dets lederskab. Palæstinensere skulle tvinges til at opgive deres støtte til modstanden mod Israels daglige overgreb på det palæstinensiske folk. I stedet har operationen afsløret en mere og mere anspændt imperialisme.
Hvor var Barack Obama og Hillary Clinton i alt dette? Frem for at heppe på Israel bevægede de sig desperat rundt bag kulisserne for at dysse det hele ned.
De har brug for Tyrkiets og andre landes støtte mere end nogensinde, hvis de skal forstærke en moderat stemning i regionen. Men dette vil vise sig svært.
Den egyptiske præsident, Mohamed Mursi, opnåede troværdighed i landet ved offentligt at erklære solidaritet med palæstinenserne i Gaza. Han vandt også respekt i Vesten ved at forhandle om våbenhvile.
Men efterhånden som presset på Mursi vokser inden for de egyptiske grænser, vil det blive sværere for den amerikanske imperialisme at få sin vilje i landet og i regionen som helhed. De qatarske og tunesiske regeringspartier holder et vågent øje med hvordan den situation, Mursi står overfor, udvikler sig.
Våbenhvile
I bund og grund blev Israel befalet at stoppe, og det gjorde det også. Men vi ved, at dette ikke er enden på konflikten. Dagen efter at våbenhvilen var blevet bekendtgjort, myldrede israelske tropper ind på den besatte Vestbred og arresterede 55 mennesker, som de anklager for at være militante.
De gjorde dette for at vise deres styrke, fordi operationen i Gaza ikke endte med nederlag til Hamas. Israel’s tro på dets egen militære uovervindelighed er blevet undermineret.
I 2006 blev Israels invasion af Libanon slået ned. Det spillede for højt spil i 2008-9 med Operation Cast Lead, der dræbte 1400 palæstinensere, men kickstartede en ny bølge af global solidaritet med Gaza.
Israel har ikke længere med en føjelig arabisk verden at gøre. Og en yderligere radikalisering er i gang i Egypten. Midt i Gaza-krisen var der kampe mellem revolutionære og staten i hovedstaden Cairo.
Den 19. november markerede tusindvis af demonstranter den første årsdag for drabene på 43 demonstranter i en gadekamp i Mohamad Mahmoud Gade i byens centrum.
De havde krævet, at militæret overgav magten til folket. Nu, et år senere er militærregimet væk, men demonstranterne råbte det samme slogan: “Folket kræver regimets fald.” Politiet angreb dem med tåregas, og demonstranter svarede igen med stenkast.
Pres
Dette beviste, at mens Mursi vandt midlertidig folkelig støtte som følge af hans håndtering af Israel, er denne støtte langt fra stabil. Pres fra neden, som f.eks. en opfordring til en protestmarch til grænsen ved Gaza, satte ham i en svær situation.
Palæstinenserne er ikke alene. Udover international solidaritet har palæstinenserne anden, mere praktisk hjælp.
Mange af de raketter, Hamas har sendt mod Israel, kom fra Libyen. Oprørere plyndrede regimets våbendepot da de bragte diktatoren, Muammar Gaddafi, til fald. Israel provokerede Hamas til at affyre alle dets hjemmelavede raketter, blot for at opdage, at palæstinenserne havde betydningsfulde, libysk-fremstillet opbakning.
I 2006 affyrede Libanons Hizbollah-milits raketter indtil det punkt, hvor våbenhvilen begyndte. Det sendte beskeden om, at “vi er ikke besejret, vi kan stadig svare igen.” Hamas gjorde det samme i sidste uge, og Israel ved, hvad det betyder.
Israels Operation Pillar of Cloud viser uden nogen tvivl at verden har forandret sig. Nøglen til Palæstinas befrielse – de arabiske masser, især i Egypten – er bevidste om deres styrke og magt.
Den kamp, Israel var sikker på at vinde, har faktisk afsløret statens svagheder. Den har lagt stigende pres på amerikansk imperialisme, der afhænger af Israels evne til at fremme dens interesser mere end nogensinde.
USA kan ikke længere vende sig mod gamle venner i de arabiske diktaturer, der nu er blevet væltet af bevægelser fra neden.
Oversat af Anna Wolf
Se også:
SAA 325: Protest-demonstration i solidaritet med Palæstina
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed