Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 327 – 11. marts 2013 – side 2

OK 2013 Offentlige overenskomster

Lønnedgang

Jakob Nerup

Regeringens finansminister Bjarne Corydon bliver kaldt Blå Bjarne. Tilnavnet har han selv skabt med sine politiske og ikke mindst bramfri angreb på SAS ansatte, skolelærere og andre som ikke har forstået nødvendigheden af at underlægge sig arbejdsgivernes behov om mere arbejde for mindre løn.

De offentlig ansattes overenskomster er ingen undtagelse. Fra starten af dette års overenskomstforhandlinger dikterede regeringen med Blå Bjarne i spidsen at de der ikke ville være plads til lønstigninger eller forbedringer.

Tværtimod så skulle lønnen ikke stige, arbejdstidsaftaler smad-res og tillidsrepræsenternes beskyttelse og antal voldsomt beskæres. En klar nyliberal dagsorden, hvor erhvervslivets top roste regeringen for at bane vejen for dem selv.

Ingen modstand fra fagtoppen

Forhandlingsforløbet var kort og udramatisk, idet fagbevægelsens topfolk fra starten havde opgivet at slås for lønnen. Den kollektive arbejdstid skulle lærerne selv slås for. Det enste fagtoppen stod fast på var at forsvare beskyttelsen og antallet af tillidspræsentanter.

Regeringen fik sikret minimale lønstigninger på 0+0,5 % for statens ansatte i 2013-2014. De kommunalt ansatte fik lidt mere, ca. 1+1 %. Med en inflation på 1,5 % så fortsætter reallønsnedgangen for de offentlig ansatte. Siden 2010 er reallønnen faldet med mere end 1 % om året og på den måde hjælper regeringen arbejdsgiverne i det private erhvervsliv med trykke lønnen.

Presset fagtop

Enhver faglig aktivist må spørge fagtoppen om hvorfor de igen accepterede lønnedgang uden modstand? Har fagtoppen opgivet at forsvare arbejderklassens løn- og arbejvilkår og er de enige med regeringens blå politik? Svaret er tvedelt.

På den ene side er fagtoppens klassiske reformisme bundet i klassesamarbejdets logik. Og det betyder at man grundlæggende accepterer krisens logik om at arbejderklassen skal spænde livremmen ind i krisetider. I øjeblikket har fagtoppen ingen vilje eller tro på at tingene kan ændres.

På den anden side er fagtoppen afhængig af medlemmernes opbakning og de er påvirkelige overfor medlemmernes pres. Det oplever vi helt konkret i øjeblikket med støtten nedefra til lærernes kamp for arbejtidsregler, hvor fagtoppen mod mod sin vilje har vær nødt til at stoppe overenskomstens godkendelse (mest symbolsk), fordi de menige tillidsfolk ønsker solidaritet med lærerne.

Regeringens primære formål til denne overenskomst har været at svække arbejderklassen gennem rallønsnedgang og et offensivt angreb på lærernes arbejdstid. Regeringen udnytter at selvtilliden til egen styrke er meget lav i den danske arbejderklasse, fordi frygten for arbejdsløshed er stor.

Og når arbejderklassen konkret ikke har noget eller nogen i toppen af fagbevægelsen (Dennis Kristensen fra FOA som en hæderlig undtagelse) som taler om at stå imod angrebene, så falder den kollektive selvtillid drastisk og den individuelle modstand bliver meget risikofyldt. Man skal ikke forvente at medlemmerne stemmer nej til overenskomsten, fordi det vil opleves som perspektivløst, når der ikke er et kampvilligt alternativ.

Men selvfølgelig skal rigtige faglige aktivister opfordre til at stemme nej. Hvorfor skal vi acceptere reallønsnedgang uden modstand, mens virksomhederne skal betale mindre i skat. Vi har ikke lod og del i regeringens blå politik.

Skal vi genskabe selvtilliden i arbejderklassen er en nej-stemme et lille skridt. Kan vi kombinere det med at bygge bevægelse omkring lærernes kamp, så kan skridtet blive stort.

Flere artikler fra nr. 327

Flere numre fra 2013

Se flere artikler af forfatter:
Jakob Nerup

Siden er vist 1463 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside