Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 327 – 11. marts 2013 – side 7

Arbejderkamp i Grækenland

Bo Nielsen

Klassekampen i Europa når netop nu sit mest avancerede niveau i Grækenland.

Krisen er en kapitalistisk systemkrise, så der kæmpes ikke mindst for ethvert job i et land, hvor kapitalistklassen ikke investerer, men tværtimod trækker milliarder af euro ud af landet, og hvor der hver dag fyres hundreder af mennesker, og hvor ungdomsarbejdsløsheden er kravlet over de 61%.

Krisen og venstredrejningen i arbejderklassen resulterer for tiden i en lang række radikale arbejderkampe. Socialistisk Arbejderavis og faglige aktivister fra den danske venstrefløj har været i Athen og mødt nogle centrale aktører i disse kampe.

Angreb hele vejen rundt

Netop nu er det bl.a. angrebene på landets hospitalsvæsen, der fører til arbejderkampe blandt sygeplejersker, læger og andet hospitalspersonale. Også bankekspedienter og kontorpersonale strejker og aktionerer.

Folkeskole- og gymnasielærere, universitetsundervisere og studerende strejker og besætter som reaktion på regeringens totalangreb på offentlig undervisning, hvor 150 skoler står til lukning og 75% af statslig finansiering forsøges fjernet til fordel for privatisering af undervisning.

Nedskæringer og massefyringer rammer alle sektorer, og imens vi var i Grækenland forberedte venstrefløjen og fagforeningerne sig på generalstrejke den 19. februar – landets 28. i rækken siden krisens udbrud i 2008.

Militarisering af arbejdet som våben mod arbejderklassen

Da Socialistisk Arbejderavis mødte Metro-arbejdernes fagforening i Metro-depotet et stykke uden for Athen, var det et par uger siden, at en strejke på niendedagen havde fået en brat ende ved en regulær magtdemonstration af staten.

Antonis Samaras er formand for Metroarbejdernes Fagforening, som organiserer over 1500 arbejdere. Og i øvrigt medlem af det venstreradikale parti Antarsya. Han og de mange faglige kammerater, der var mødt op for at fortælle os om deres kamp, fortalte om årsagerne til strejken, der blot var den seneste i en række siden fyringerne af 280 kolleger i 2010.

Metroarbejderne er de seneste år blevet udsat for angreb efter angreb, ikke mindst i form af enorm lønnedgang. Antonis, der er en af dem med længst anciennitet, tjener nu blot 1000 Euro om måneden – de fleste andre må klare sig med 800.

Alle bonusser og helligdagstillæg osv. har de også stjålet. På to år havde metroarbejderne oplevet en lønnedgang på 70% fortæller fagforeningsfolkene os. Og vi taler her om et land, hvor der ikke er statstilskud til børnepasning og sundhed.

Arbejd eller ryg i fængsel

En tidlig morgen mødte politiet op på over 1300 metroarbejderes bopæle med en skriftlig ordre fra myndighederne om, at regeringen havde taget en særlig lov fra Junta-diktaturet i brug for at tvinge de strejkende tilbage på arbejde.

Budskabet: at unddrage sig at arbejde er det samme som at desertere fra hæren og straffes med 5 års fængsel!

Et par tusinde demonstranter havde den morgen, trods politiets forsøg på at forhindre det ved at lukke hovedvejene inde fra Athen, stillet op foran portene til depotet, hvor de i fagforeningens orange farver og med røder faner forgæves havde forsøgt at holde det kampklædte politi ude ved at danne en menneskeekæde.

Altsammen foran pressens rullende kameraer. Men, kommenterer fagforeningsfolkene, venstrefløjens parlamentsmedlemmer mødte ikke op. Venstrefløjens lederskab var fraværende og derfor blev staten den stærkeste den morgen.

Solidaritet fra neden

Metroarbejdernes er oppe imod en massiv massemediehetz som systematisk lyver om de reelle forhold hos metroarbejderne. På vores møde med arbejderne blev det flere gange gentaget: “Tro ikke på medierne, de lyver om vores situation.”

Men metroarbejderne er langt fra knækkede. Sammen med buschefførernes faglige organisering har man vedtaget sin egen lov. Billetkontrollørerne i metroer og busser nægter at udskrive bøder til folk uden jobs. Er du arbejdsløs, så kører du ‘gratis’. Den slags tiltag viser i et lille billede hvilken magt der ligger gemt i arbejderklassens organisering.

Arbejderkontrol

Vio.Me. er en stor fabrik i Thessaloniki, der producerer byggematerialer. De ansatte havde indtil januar ikke fået løn i halvandet år, og arbejderne besluttede sig for at tage sagen i egne hænder. Besættelsen er den seneste i en række arbejderbesættelser af virksomheder i Grækenland, og ligesom tidligere lignende aktioner, er der stor opmærksomhed for sagen på venstrefløjen langt ud over Grækenlands grænser.

Socialistisk Arbejderavis har talt med aktivister på den græske venstrefløj, herunder SEK (Internationale Socialisters søsterparti), som er en del af Antarsya, for at danne os et overblik over hvad, det er der foregår på Vio.Me.

For det første er arbejdernes beslutning om at genåbne virksomheden et positivt skridt. Men det åbner også samtidig en diskussion om hvad arbejderkontrol egentlig er for noget. Antarsya roser skridtet, da det konkret viser for resten af arbejderklassen, at arbejderne kan genåbne de lukkede virksomheder.

Det, som arbejderne på Vio.Me. gjorde, var imidlertid ikke at besætte virksomheden, men derimod at starte en helt ny virksomhed op, hvor arbejderne er de nye “aktionærer” eller bosser. Samme historie som i Argentina efter statsbankerotten i 2001.

Der rejser sig nogle spørgsmål, som arbejderne er nødt til at tage stilling til: Hvad vil der ske, hvis arbejderne får at vide, at de må undvære lønudbetaling fordi, der ikke er nogen penge? Hvordan kan man have en fabrik, der fungerer som socialistisk virksomhed indenfor det kapitalistiske systems konkurrence?

Fælles kamp baner vejen for arbejdermagt

For det andet er kontrollen over produktionen nødt til at være hele arbejderklassens kontrol. På arbejdernes stormøder argumenterer fabrikkens mange Antarsya-medlemmer for at Vio.Me. må være forbundet med andre arbejderes kampe, men der er en del uenigheder med det kommunistiske flertal.

Giannis Koutras, som er medlem af SEK og er valgt til delstatsregeringen i regionen, konkluderer: “Vi har ikke brug for ‘øer af socialisme’, vi har brug for kontrollen over al produktion og økonomi. Hvilket betyder, at målet for arbejderkontrol over alle de virksomheder, der lukkes (pga. krisen, red.) er nødt til at følges med nationalisering af bankerne, med afvisningen af gælden og udtrædelse af EU og euroen.”

Arbejderkontrol over virksomhederne kan kun lade sig gøre som en del af et større antikapitalistisk program med fokus på arbejderklassen for hele samfundets interesser og behov. Derfor må kampen på Vio.Me. ikke blive isoleret, men derimod forbindes med resten af arbejderbevægelsens kampe.

Imod privatiseringer, imod lukninger af fabrikker og offentlige arbejdspladser, for gennemtvingelse af nationaliseringer og arbejderkontrol med alle de vigtige dele af økonomien.

Flere artikler fra nr. 327

Flere numre fra 2013

Se flere artikler om emnet:
Krise og modstand - Grækenland

Se flere artikler af forfatter:
Bo Nielsen

Siden er vist 1463 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside