Socialistisk Arbejderavis
Nr. 327 – 11. marts 2013 – side 8
Udfordringer og muligheder for den græske venstrefløj
Bo Nielsen
Ved parlamentsvalgene i 2012 kunne grækerne sætte deres kryds ud for tre venstreorienterede partier. Kommunistparti KKE, venstrefløjsalliancen Syriza og det venstreradikale Antarsya. Partierne fik tilsammen hele 33% af stemmerne!
Syrizas sejr, stalinisterne i krise og mytteristerne på gaden
Venstrefløjens parlamentarisk helt store vinder blev Syriza (27 % af stemmerne), der blev landets andetstørste parti, ikke mindst på bekostning af det socialdemokratiske PASOK’s kollaps. Ligesom Enhedslisten blev Syriza dannet som en paraply af venstrefløjspartier og først forud for parlamentsvalget 2012 blev det et egentligt parti.
Syriza rummer 13 partier, der spænder politisk fra SF-lignende ‘demokratiske socialister’ over eurokommunister til maoister og venstreradikale. Partiets fremgang har været enestående på den europæiske venstrefløj de senere år.
Antarsya klarede ikke spærregrænsen. Partiets 1,2 % ved valget er et udtryk for et tilvalg af Syriza på parlamentarisk niveau mere end det er et fravalg af Antarsya. På gaden, er Antarsya en anderledes ledende kraft.
Der hedder det internt (lidt drillende) på venstrefløjen i Grækenland, at “den ene procent styrer de 30 procent”. Ligeledes har Antarsya dannet sig en solid base i studenterbevægelsen, hvor de har flertal. Og måske vigtigst af alt har partiets antikapitalistiske program fået opbakning i dele af fagbevægelsen. KKE, det gamle stalinistiske kommunistparti, havde op til valget erklæret, at de ikke ville et samarbejde med andre dele af venstrefløjen (og kaldte “det reformistiske” Syriza for “hovedfjenden”!), blev halveret, da titusinder af stemmer fravalgte partiets sekteriske enegang til fordel for Syrizas fornyende venstrefløjsprojekt.
En mulig arbejderregerings store udfordringer
Syriza ser her snart et år efter valgene ud til at have fået endnu større opbakning og bliver i måling efter måling største parti ved et nyt valg. Et valg i utide er bestemt en mulighed, da PASOK-ND-regeringen har stadig sværere ved at regere. Syriza forbereder sig på at tage magten og har lagt sig fast på en to-sidet strategi.
For det første vil partileder Alexis Tsipras genforhandle gælden. Syriza ønsker at dele gælden op i ‘en legitim’ og ‘en illegitim gæld’ og håber derigennem, at Angela Merkel og den europæiske finansverden vil acceptere en nedskrivning af gælden. For det andet ønsker de at underlægge bankerne en grad af statslig kontrol. Der er dog en del intern uenighed i partiet om disse to spørgsmål.
En Syriza-politiker udtalte f.eks. under valget i juni, at man ville nationalisere banker, der har fået statslån, men siden sælge dem igen. Andre har talt om nationaliseringer efter en ‘Chavéz-model’, hvor der ydes kompensation efter markedsværdi.
Kommer Syriza til magten, vil manges håb været rettet mod dem. Men det vil være en regering, der har lagt en strategi om at ville genforhandle, og det kræver jo, at dem man ønsker at forhandle med er villige til det. Hvis ikke, hvad gør man så?
Bryd med EU og bryd med gælden
Syrizas forhandlingsstrategi er ikke det eneste svar fra venstrefløjen. Den mere radikale venstrefløjs organisation Antarsya kritiserer Syriza for, at partiet ikke tør sige EU og euroen imod, og i stedet søger efter såkaldte 'løsninger' gennem forhandlinger med kreditorerne.
I Antarsyas program kræves der, anderledes radikalt, et rent brud med EU, og der formuleres en række systemoverskridende krav for arbejderklassen, som enhver regering, der har som mål at administrere systemet, må afvise.
Antarsya taler om to former for bankerot: en styret fra EU og IMF, hvilket vil betyde, at Grækenlands befolkning vil komme til at lide endnu mere under de store privatiseringsbølger og tyveri af alt hvad, der har værdi.
Antarsyas alternativ er en bankerot styret bunden af samfundet med arbejderklassens overtagelse af de mest centrale institutioner og arbejdspladser for at forhindre de massive lukninger af fabrikker og de riges kapitalflugt.
Civilsamfund eller arbejderklassen?
Allerede nu forsøger Syriza via opbygningen af en organisation ved navn ‘Solidaritet For Alle’ at skabe et stærkere civilsamfund. Socialistisk Arbejderavis talte med Georgia, som er medlem af Syriza og en ledende aktivist i organisationen.
Hun forklarede os, at dette landsdækkende netværk forsøger at koordinere de forskellige former for selvorganisering, der er dukket op særligt siden 2009, typisk initiativer, der udspringer på kvartersniveau.
På denne måde organiseres tjenester og varer uden om markedet, f.eks. sociale apoteker, fødevarefællesskaber, der springer mellemled over, aktivisthuse der tilbyder retshjælp, folkekøkkener, sproghjælp og endelig ‘tidsbanker’. Altså at imødekomme de basale sociale behov, som staten ikke længere garantere samt at øge den kollektive handlen ved at aktivere mennesker om fælles mål og beslutninger og skabe en fælles forståelse af behovet for solidaritet.
Pointen med projektet er dels at pege på de aktører, der er ansvarlige for elendigheden og gøre elendigheden til et samfundsproblem, og dels at aktivere til fælles handlen fra neden. På den måde er der også tale om en form for solidaritet, der adskiller sig fra filantropi og hattedameri. Filantropi gør intet for at anspore til reel forandring for dem, man hjælper, men fastholder dem i stedet i passivitet og almisser.
Et spørgsmål om lederskab
Det at Syriza så målrettet investerer, både tid og økonomiske midler (hvert af partiets medlemmer af parlamentet betaler 20 % i “partiskat” til SFA) i dette projekt skal ikke kun ses som et svar på tiltrængt solidaritet her og nu under krisen. Georgia forklarede os, at der også er tale om en forberedelse på modstand i nabolagene mod kapitalistklassens angreb i form af økonomisk sabotage på en kommende arbejderregering.
Projektet er ikke blot sympatisk og smukt, det er hamrende vigtigt og udviklende for almindelige menneskers subjektive klasse- og selvopfattelse.
Men en så stor satsning på civilsamfundet skal samtidig i høj grad ses som et udtryk for partiets endnu manglende opbakning på arbejdspladserne. Det er stadig – trods parlamentarisk nedsmeltning – i overvejende grad PASOK, og dernæst KKE, der er dominerende på arbejdspladserne.
Den faglige dominans er dog de sidste par år blevet udfordret i enkelte sektorer af Antarsya. Men ikke af Syriza, der måske skal danne en ‘arbejderregering’ inden for få år, og muligvis snart, når den politiske krise fører til regeringens fald. Hvad værre er, er at Syriza ikke har en ligeså ambitiøs og storstilet plan for at opnå den nødvendige opbakning på arbejdspladserne som deres civilsamfundsstrategi, imens de undskylder den manglende tilstedeværelse i fagforeningerne med PASOK og KKE’s lederskab.
Historien har vist os, at det er på arbejdspladserne, at arbejderklassen vinder. At lægge hovedfokus på civilsamfundet i stedet ligner noget, vi har set før. Vi har set det ved Occupy, de spanske Indignados, den egyptiske revolutions kampe om bydele og pladser.
Vi har set det herhjemme med Kirkeasyl og besatte huse; hvis statsmagten først sætter sig det for, er det simpelthen muligt (dog ikke altid populært) at nedkæmpe sådanne civile organer, hvis man ikke har arbejderklassen med. Aktivisterne får en masse heroiske tæsk, men taber under alle omstændigheder.
At vinde opbakning på arbejdspladserne
Når metro-arbejderne og el-forbundet har taget Antarsyas antikapitalistiske program til sig og står bag disse hardcore krav, og opbakningen generelt breder sig til trods for PASOK’s og kommunisternes dominans, så er det et udtryk for, at Antarsya rammer lige ind i den radikalisering, der foregår i arbejderklassen: krav om brud med EU og om ekspropriering under arbejderkontrol er udtryk for en tro på arbejderklassens formåen. Der ses efter et revolutionært lederskab.
Enhedsfront
Revolutionære socialister må gøre sig til en del af den større bevægelse, der ruller over Europa, men bevare egen politisk identitet. Det handler ikke om at konkurrere mod Syriza, når Antarsya bygger egen organisation. Det handler om kæmpe sammen med Syrizas medlemmer og dem, der stemmer på dem, og således forbinde sig med arbejderklassen, immigranterne, de studerende, de fattige og alle, der nægter at betale for kapitalismens krise.
Der er behov for enhedsfront med alle der vil slås. Men ikke mindst er der behov for et revolutionært parti, der ikke gør sig illusioner om EU og om at kunne administrere indenfor systemet, men som hele tiden søger at flytte hegnspæle i klassekampen frem mod det endelige opgør med kapitalismen.
(Billede: Metroarbejderne får overrakt indsamlede støttemidler)
ANTARSYA
Antarsya betyder direkte oversat ‘mytteri’ og er et akronym for ‘Den venstreradikale antikapitalistiske front for omstyrtelse’.
Antarsya er en alliance , der i 2009 blev dannet efter de 3 uger med store uroligheder der opstod efter et overlagt politimord. Organisationen består af 10 partier og organisationer på den yderste venstrefløj.
Antarsyas antikapitalistiske program
1. Omgående opsigelse af låneaftalen og alle relaterede betingelser og planer for tilbagebetaling.
2. Anerkend ikke gælden. Gældseftergivelse og betalingsstandsning.
3. Bryd med systemet og med euroen / EU.
4. Nationalisér banker og selskaber uden kompensation under arbejderkontrol.
5. Omgående lønstigninger og højere pensioner! Annuller flad skat og øg beskatningen af kapital.
6. Forbyd fyringer. Fuld beskyttelse af de arbejdsløse. Nedsæt arbejdstiden og reducer pensionsalderen.
7. Eksproprier hundredvis af lukkede fabrikker og underlæg dem arbejderkontrol.
8. Lever billige fødevarer af god kvalitet gennem landbrugskooperativer, fattige og middelstore bønder – uden mellemmænd og stor-producenter.
9. Løsningen er en stærk venstrefløj, der kæmper for et brud med systemet og for den anti-kapitalistiske revolution!
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed