Socialistisk Arbejderavis
Nr. 327 – 11. marts 2013 – side 10
Ingen platform til fascisme!
Anne A. Lange + Sonja Andersen Lange
Inden vi tog til Athen var vores forventning, at vi ville se fascister på hvert gadehjørne, at vi skulle passe på ikke at tage alene hjem om natten, og at vi i det hele taget skulle holde lav profil.
Dette var ikke en ubegrundet frygt – Golden Dawn (GD) har overfaldet flere, og deres medlemmer og tilhængere har sågar dræbt immigranter om natten. Ved valget i 2012 kom GD ind i parlamentet med 7% af stemmerne – og 50 % af politistyrken stemte på fascistpartiet! Så man skulle tro, at de ville være fremtrædende i gadebilledet. Dette var dog ikke tilfældet.
Vi blev kun gjort opmærksomme på fascisterne via protester i gadebilledet – antifascistiske plakater, street art og demonstrationer var mangfoldige. Dermed ikke sagt, at de ting vi hører herhjemme ikke er reelle. Men modstanden er lige så reel – og større end fascisterne er – endnu.
Dem vi talte med i Grækenland vurderede de aktive, fascistiske støtter (mange af dem gadesoldater) til at være på et par hundrede personer. Så støtten til fascisterne er indtil videre størst i stemmeboksen. Dog er der mange, der ikke bekender sig som direkte støtter til GD, men som bevæger sig i periferien og er støtter af deres ideer.
Krisen som grobund
Fascismen vokser pga. krisen, ligesom det var tilfældet i 1930’erne. Det er det gældende billede over hele Europa. Det græske GD havde kun 0,3% af vælgernes opbakning i 2009 – nu er de steget med næsten 7 procentpoint på kun tre år.
Siden slutningen af 2. Verdenskrig indtil 90’erne har de fleste europæiske ledere ellers afvist at samarbejde med partier på den yderste højrefløj og taget klart afstand fra deres politik. Dette er ikke længere tilfældet.
I de sidste årtier har de europæiske regeringer indført love, der har kriminaliseret asylansøgere, immigranter, og andre minoriteter. Argumentet: “Vi har ikke råd til at sikre ægte grækeres velfærd, når vi også skal tage os af immigranternes børn,” er simpelt og let forståeligt, og på trods af usandheden i det, er det let at trænge igennem med.
Statsracismen betyder ikke, at regeringen er fascistisk – for det er den ikke. Men den racistiske politik og retorik gør det modsatte af at marginalisere den ekstreme højrefløj og gør det dermed muligt for fascisterne at krybe ud af deres niche og op på den bredere politiske bane.
Hvordan slår man fascisterne?
Grundlaget for en succesfuld antifascistisk kamp, er at man bliver enige om, at fascister og fascistiske ideer ikke skal have nogen platform.
Historien viser, at hver gang fascister har fået succes i et lokalområde eller uimodsagt har talt offentligt, bliver det efterfulgt af et spor af frygt, organiseret vold og trusler om vold.
Derfor er det af yderste vigtighed, at hver gang fascisterne stikker hovedet frem – enten i form af demonstrationer, møder, eller oprettelse af et kontor – så bliver de mødt med en massiv protest eller blokade.
Dette er ikke en opgave, venstrefløjen kan stå for alene. Hvis man skal kunne slå fascisterne, må man organisere bredt. I Grækenland har der været stor succes med at organisere antifascisme på arbejdspladser og i lokalmiljøet.
Dette er vigtigt af flere grunde. For det første er det vigtigt, at man skal kunne samle store masser, hver gang fascisterne stikker hovederne frem. Men det er også vigtigt, at der er nogen klar med modargumenter, når de letkøbte, racistiske idéer, der danner grobund for mere ekstreme, fascistiske ideer, bliver fremført på caféen, i kantinen på arbejdspladsen, i bussen eller andre steder.
Der skal være mange, der kan sige fra, når argumenter om at problemerne stammer fra de nederste dele af samfundet – og i stedet pege opad og bredere, til en generel systemkritik.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed