Socialistisk Arbejderavis
Nr. 327 – 11. marts 2013 – side 14
Ung hjemløs og på kontanthjælp er en farlig cocktail i dagens asociale Danmark
Dorthe Nielsen
Alle midlertidige opholdssteder for hjemløse melder alle pladser besat, stor søgning og lange ventelister.
Desuden meldes om en relativt ny og stærkt bekymrende tendens: at de hjemløse bliver yngre (gennemsnitsalder 21 år) og sander til på opholdsstederne, som gennem 1-2 år bliver til “permanente” boliger.
Ifølge SFI var der i 2011 på landsplan 1002 unge hjemløse mellem 18 og 24 år, mod 633 i 2009, dertil kommer en gråzone og ukendt antal af “sofasovere”.
Udsatte
De unge, som sander til på herberge for hjemløse, med fare for permanent hjemløshed, er særligt udsatte unge.
De er vokset op i fattige familier, ud og ind af børnehjem, der er ikke tænkt på at blive skrevet op til bolig. Der har mest været kaos, ingen kontinuitet i følelsesmæssige relationer, men mange opbrud og en dagligdag præget af her og nu overlevelse. Ofte er kontakten til familien afbrudt eller meget beskeden. Det samme gælder kontakten til jævnaldrende.
Så de unge er både uden forudsætninger og netværk, som kan hjælpe dem ud af hjemløsheden. Mange af de unge, som har levet stigmatiseret det meste af deres liv, har desuden problemer med kriminalitet, vold, psykiske diagnoser, dårlig skolegang og forskellig slags misbrug.
En anden stor gruppe udgøres af unge flygtninge eller indvandrere. De er kommet til landet som store børn, med eller uden familie, de har set og oplevet forfærdelige ting under krig og ekstrem fattigdom. De oplever ikke at høre til nogen steder og afslutter folkeskolen med dårligt resultat og en klar fornemmelse af at være anderledes og stigmatiseret.
Fattigdomsydelser
Hverken boligmarkedet, arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet er gearet til disse unge. De kan ikke indgå i eller opfylde de krav, der er omkring rammer og regler. De kan ikke opfylde adgangskrav, kan ikke følge med i undervisningen (det bliver ikke bedre af at unge tvinges til uddannelse, som skal speedes igennem til hurtig afslutning), de har ikke lært de sociale koder, så der opstår tit konflikt omkring dem, fordi de reagerer atypisk på “almindelige situationer”.
Den såkaldte røde regering lovede at fjerne fattigdomsydelserne – det gjorde de så også til dels – men ungeydelsen på kontanthjælp for unge mellem 18 og 25 år blev ikke afskaffet.
Det gør den heller ikke i det nye oplæg til kontanthjælpsreform – den udvides til 30 år, og der indføres nye fattigdomsydelser for andre grupper (det sker også på sygedagpenge-området). Det betyder, at unge skal leve for 6767 kr. før skat om måneden. Det er stort set en umulighed at få en bolig i København, som kan betales med så få penge.
Opbygger gæld
Det er dyrt at leve på gaden, der er ikke noget der hedder madplaner, storindkøb og andre gode sparemåder, og der skal betales husleje på herberget, der skal bruges penge til transport, medicin og misbrug. Alle ting koster det samme som for andre, og kan umuligt dækkes af ungeydelsen.
Så oveni alle de andre problemer oparbejder unge hjemløse ofte en bundløs gæld, som bliver endnu en forhindring for at få egen bolig.
Men så er der jo velfærdssystemet – her tager de vel hånd om de unge – med en relevant og helhedsorienteret indsats, som tager højde for den unges samlede behov?
Tidligere var en socialrådgiver tovholder, indsatsen var helhedsorienteret og tog udgangspunkt i respekt for den unge, tillid og motivation. Men nu er systemet delt op i adskilte områder, ingen er tovholder, en ung kan have mange forskellige personer med forskellige uddannelsesbaggrunde.
Indsatsen bygger på, at job (som ikke er der, heller ikke med uddannelse) kan løse alle problemer, på mistillid, på beskåret økonomi og på tvang. Selv kontanthjælpen fratages i kortere eller længere perioder, som en del af metoderne til at få den unge til at rette ind.
Alt dette har meget alvorlige konsekvenser for en stor gruppe unge, men der er ingen tvivl om, at det ikke bekymrer den nuværende regering synderligt.
Dét der er vigtigt er den sidegevinst, de forhold har for alle dem som er i arbejde: nemlig frygten for arbejdsløshed, og det der er værre. Konsekvensen er at forværringer af arbejdsbetingelser og lønnedgang accepteres. Denne polarisering af samfundet er dybt alvorlig, for det er en vej hvor, der kun bliver flere hjemløse, flere der bliver arbejdsløse, flere der mister dagpenge og forsørgelsesgrundlag, der er ikke plads til at være anderledes, der skal rettes ind og ydes, ellers....
Solidaritet på tværs af køn/ikke køn, arbejde/ikke arbejde, bolig/ikke bolig, uddannet/ikke uddannet, det at kunne yde efter evne og nyde efter behov – at ingen skal stå uden for fællesskabet – er mere end nogensinde højaktuelt.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed