Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 328 – 16. april 2013 – side 5

Hvorfor vil de faglige ledere ikke slå igen?

Jesper Juul Mikkelsen

“Bondo, Bondo, Bondo” sådan rungede det på Slotspladsen til den store demonstration, lærerne havde indkaldt til. Tiltroen til de faglige ledere er stor, men de ønsker ikke at føre kampen til sejr.

Anders Bondo opfordrede for nylig regeringen til hurtigt at lave et regeringsindgreb. Man appellerer til den regering, der har planlagt angrebet på lærerne. Det er en meget defensiv strategi.

Da forhandlingerne mellem KL og lærerne brød sammen, svarede de andre offentlige fagforeninger i KTO-samarbejdet igen ved at deponere deres overenskomstaftaler. Et godt solidarisk skridt.

Men nu har fagforeningerne i KTO-samarbejdet skrevet under på deres overenskomster. Dette sker vel og mærke efter, at ledelsen i DLF har opfordret de andre fagforeninger til at skrive under. Ledelsen i DLF ønsker altså ikke en solidarisk kamp.

Men det er ikke kun ledelsen i DLF, der ikke vil slås, flere faglige ledere har undladt at forholde sig til konflikten og afvist at gå med i sympati. Formanden for FTF, Bente Sorgenfrey, har endda luftet ideen om, at det skal være ulovligt at strejke i det offentlige!

Fagtoppen i krise

Forklaringen på denne kampforskrækkelse findes i fagtoppens grundlæggende ønske om at ville forhandle. Deres job og høje løn er afhængige af, at de kan sidde i en position hvor, de kan forhandle på vegne af arbejderne.

Men fagtoppen er i øjeblikket i vildrede. Krisen betyder hårde angreb på løn- og ansættelsesforhold, og arbejdsløsheden øger presset mod ringere forhold. Det er ikke lykkedes at forhandle reelle forbedringer igennem ved de offentlige og private overenskomster under krisen. Fagtoppen i DLF ønsker febrilsk at holde fast i en forhandlingsstrategi, men regeringen og KL ønsker at forringe arbejdsforholdene så markant, at toppen ikke kan sælge det til deres medlemmer.

Derfor har Bondo ikke haft anden vej end at holde fast og få konflikt, men han har konstant tryglet om at komme tilbage til forhandlingsbordet.

Dynamikken fra neden

Aktiviteten i konflikten har været enorm. Men denne massive aktivitet ønsker fagtoppen at kontrollere. Man er bange for, at medlemmerne skal overhale ledelsen indenom og kræver mere radikale kampskridt. Fagtoppen vil ikke miste sin rolle som dem, der forhandler løsninger hjem. Fagtoppen ønsker aktivitet, men aktivitet de kan kontrollere.

At Bondo disse dage fremstår som en “rockstjerne” er et udtryk for en kæmpe vilje til sejr i bunden blandt lærerne og deres sympatisører i arbejderklassen, men også en usikkerhed på egne styrke.

Det åbne spørgsmål er, om konfliktens dynamik skaber netværk, der kan udfordre de faglige lederes nederlagslinje og – vigtigst af alt – at andre medlemmer i fagforeninger i det offentlige indkalder til faglige møder og vedtager kampskridt i sympati de kommende dage. For vinde – det kan vi, men det kræver en ny linje.

Flere artikler fra nr. 328

Flere numre fra 2013

Se flere artikler af forfatter:
Jesper Juul Mikkelsen

Siden er vist 2236 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside