Socialistisk Arbejderavis
Nr. 328 – 16. april 2013 – side 9
Strejke nytter
Jakob Nerup
Lærernes meget synlige kamp for at bevare indflydelsen på deres arbejdstid rejser mange spørgsmål for dem som ønsker at lærerne vinder. Et helt centralt spørgsmål er, om det overhovedet nytter noget at offentligt ansatte strejker. Og her tænkes der ikke på, om regering og Folketing kan gribe ind, men om det grundlæggende virker.
Spørger man de offentligt ansatte selv, så vil nogle svare, at ud fra deres erfaringer, så nytter det ikke. Fordi de har været med i strejker hvor, de ansatte tabte efter en længere strejke.
Det er sket for sygeplejerskerne i 1995, 1999 og 2008. Socialrådgivere var i en stor og lang strejke i 1981, men måtte vende tilbage til arbejde uden resultat. Til gengæld kunne SOSU’ere og pædagoger skaffe sig en en forbedret lønstigning efter flere ugers strejke til overenskomstforhandlingerne i 2008.
Udmåling af styrkeforhold
Lokalt har mange offentligt ansatte protesteret og strejke mod de årlige nedskæringer, som kommunerne over hele landet har påtvunget de ansatte og brugerne. I langt de fleste tilfælde er det blevet ved mindre protester og endagsstrejker, som er endt uden succes. Den eneste reelle undtagelse herfra er pædagogerne i København.
Forskellen på sejr eller nederlag i en strejke skyldes ikke tilfældigheder, heller ikke for de offentligt ansatte. En strejke er en udmåling af styrkeforholdet mellem arbejdere og arbejdsgivere, og det foregår ikke isoleret fra den politiske situation og det generelle styrkeforhold.
Fx så lærerne i udgangspunktet ud til at være isoleret, fordi andre fagforbund ikke ville støtte deres forsvar for egne forhold. Angiveligt fordi lærernes faglige top i andre situationer ikke har støttet andre offentlig ansatte. Men kombinationen af stor utilfredshed med regeringen og massiv opbakning til lærerne ude på arbejdspladserne har forrykket styrkeforholdet positivt.
Det betyder at lærerne faktisk har en mulighed for at vinde, hvis dele af arbejderklassen går i sympatistrejke. Desværre ser det ud til, at fagtoppen effektivt vil forhindre at det virkeliggøres.
Bred sympati
Her er vi inde i de to væsentligste spørgsmål. Det ene handler om hvordan, man kan rykke på styrkeforholdet, og det andet handler om fagforeningernes rolle. Når offentligt ansatte strejker, så rammes profitten kun indirekte, fordi det bliver besværligt, at de private virksomheders ansatte ikke kan få passet børn eller komme på sygehuset.
Kun når meget store grupper af offentlig ansatte på en gang er i strejke, rammer det kapitalen direkte. Den vigtigste pression, de offentligt ansatte har, er den “offentlige mening” og ikke mindst opbakningen i arbejderklassen.
De offentligt ansattes arbejdsgivere er politikerne, og de kan ikke være ligeglade med, hvad folk i almindelighed – og deres vælgere i særdeleshed – mener om deres handlinger. Har de strejkende bred sympati og lægger de et pres på politikerne, så kan man vinde.
Sygeplejersker og SOSU’er
Når sygeplejerskerne i flere omgange har tabt lange strejker, så skyldes det to ting. Det ene er, at sygeplejerskerne har været ligeglade med alle andre og ført en fagchauvinistisk linje, hvor alt handlede om de dygtige sygeplejersker, som skulle have mere end andre. Og det skaber jo ikke opbakning blandt andre offentligt ansatte eller bredt i arbejderklassen.
Det andet er, at sygeplejerskernes strejkestrategi har været topstyret og aldrig har forsøgt at sætte en fælles dagsorden, hvor arbejdsgiverne for alvor blev udfordret.
I modsætning til sygeplejerskerne vandt SOSU’ernes strejke i 2008 stor sympati. Den var resultatet af en spontan strejkebevægelse i 2007, som gjorde at de kunne sætte en bredere dagsorden for lavtlønnede kvinder. Strejkerne havde stor synlighed lokalt og satte KL under et reelt pres, fordi der var opbakning i arbejderklassen.
Politiseret strejke
Når de offentligt ansatte er i strejke er der – i modsætning til når privatansatte strejker – ofte tale om at store grupper over hele landet er berørte. Derudover betyder forringelser for offentligt ansattes arbejdsforhold også angreb i velfærden.
Derfor bliver konflikter i den offentlige sektor et anliggende for alle, og er noget, som bliver diskuteret på arbejdspladser landet over, og det er lettere for de aktionerende at nå ud til flere.
Når de offentligt ansatte strejker, er de i direkte konflikt med regeringen eller kommunerne som er deres arbejdsgivere. Det betyder at offentlige strejker nemmere bliver politiske.
Lederskab
Forskellen på succes eller fiasko handler også om lederskab. Det er det andet grundlæggende spørgsmål. Når en faggruppe står overfor en stor strejke, så er det faglige lederskab af afgørende betydning. Lærernes lederskab med Anders Bondo i spidsen tiljubles af deres egne. Fordi det er lykkedes Bondo og co. at vende den offentlige opinion til lærernes fordel.
Men hvad så med strategien? Kan man vinde en faglig kamp ved at opfordre til regeringsindgreb?
Selvfølgelig kan man ikke det, og derfor er Bondos strategi også forfejlet. Skal lærerne vinde, må der skabes store sympatistrejker og skabes et politisk perspektiv for at ulydighed overfor et regeringsindgreb er vejen til succes.
Opgør med nyliberalismen
Sygeplejerskernes faglige ledere har gennem årene gjort livet meget svært for sig selv og medlemmerne. Fagchauvinisme og isoleret kamp kan ikke overvinde en samlet stat, der har medier og borgerskabet i ryggen. At vinde kræver offensiv tilgang og ikke mindst en politisk forståelse af det ideologiske opgør med nyliberalismen.
Et godt eksempel på at lederskab gør forskellen er det pædagogiske personales kampe mod nedskæringer. I næsten alle kommuner har de nøjes med at lave demonstrationer og korte strejker uden at udfordre kommunens politiske kurs.
I København har den pædagogiske fagforening under FOA, LFS, både udfordret nyliberalismen og nedskæringerne. Deres tilgang har været at tage den politiske diskussion med medlemmerne og forberede medlemsskaren igennem lang tid på, at der skal kæmpes.
Samtidig har man opbygget en basis nedefra og i de enkelte institutioner, som skaber et meget stærkere og mere politisk dybfølt engagement. Det har konkret betydet, at det pædagogiske personale i København gennem mange år har kunnet modstå massive nedskæringer, fyringer og nyliberal politik.
Skabe en styrkeposition
Pointen er at strejker nytter, når de har kombinationen af styrke fra neden, politisk lederskab og opbakning i arbejderklassen. Selvfølgelig kan hverken SOSU’erne eller det pædagogiske personale prale af store sejre.
Men de har skabt sig en styrkeposition, som deres arbejdsgivere ikke kan komme uden om. Strejker og politisk kurs kan gøre en stor forskel for de offentligt ansattes vilkår og for hele arbejderklassens velfærdsstat.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed