Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 329 – 24. maj 2013 – side 10

Væksten og krisen

Sebastian Skjønberg Andersen

Snart er det seks år siden, at den økonomiske krise brød ud. En krise, der sendte jordskred gennem hele verdensøkonomien. Oppustede vækstrater styrtede hurtigere end tyngdeloven tillader – og de ligger stadig og kravler rundt dernede.

Politikere spår om økonomisk fremgang ude i horisonten. De ser krisen som en sort sky, der skygger for solen.

Tiden er gået, men krisen er blevet. Det kom som et chok for de fleste, da finanskrakket forkrøblede kapitalismen i så voldsom grad, som den gjorde. Siden har svaret været entydigt: “Vi må vækste os ud af krisen”. Så langt, så godt, men hvor skal væksten komme fra?

Nedskærings-socialdemokrater

I mange europæiske lande har socialdemokratiske centrum-venstre partier høstet stemmer ved at love forandring. Forandring fra den benhårde nyliberale politik. Men forandringerne udeblev. I stedet har det tordnet med nedskæringer og forringelser.

I Danmark har den socialdemokratiske regering gennemført forringelser på dagpenge, SU, den offentlige sektor mm. Der bliver taget større hensyn til virksomheder og erhvervsliv, end til resten af befolkningen. Man behøver ikke en kandidatgrad i økonomi for at forstå, at forringelserne ikke bliver rullet tilbage, bare vi ser et plus på vækstraten.

Det er jo lige netop forringelserne, der gør os ‘konkurrencedygtige’. Lavere skat, dårligere arbejdsforhold og lavere realløn. Hvis man ruller disse tiltag tilbage, så forsvinder væksten lige så hurtigt, som den kom. Det minder grangiveligt om et kapløb til bunden.

Drypper det på arbejderen?

Politikere og højtstående forretningsmænd udnytter vækstretorikken til at opdigte, at vi alle må lide tab under lavkonjunkturer – for igen at løfte økonomien. Men det er soleklart, at ikke alle lider tab under krisen. De rige bliver rigere, uligheden bliver større.

Vi skal alle ofre os, for at fylde de riges badekar med penge – for så vil der nok dryppe lidt ned på os. Klassisk nyliberalistiske tankegang: 'hellere at beskatte lidt af meget, end meget af lidt'.

Men økonomien skrumper. Mindre produktion, flere arbejdsløse, mindre profit, flere krak. Der bliver kastet penge efter bankerne i håb om, at de kan 'investere' os ud af krisen. Milliarder af kroner i ‘redningspakker’, ikke bare i Danmark, men i hele verden. Senest har vi set Laika Bank i Cypern, der har lagt deres økonomi i ruiner.

Det bliver tydeligere, at det kapitaliske system er ved at æde sig selv op. Ligegyldigt om vækstraterne går op den ene dag og ned den anden, bliver systemet sværere og sværere at redde. Det er umuligt at opretholde den ‘sunde’ 3 % årlige vækst. Vi kan se med vores egne øjne, at man ikke forbedrer samfundet uden at se sig blind i vækst.

Modsætningerne vokser

Klimaforandringerne bliver voldsommere. I starten af maj måltes der for første gang skræmmende 400 ppm CO2 (CO2-molekyler pr. mio. luftmolekyler) i atmosfæren. Atmosfærens indhold af drivhusgassen er nu øget med over 40 % i forhold til det førindustrielle niveau.

Fattigdommen bliver større. Det bliver sværere og sværere for almindelige mennesker at få deres økonomi til at hænge sammen. Var meningen med vækst ikke, at det skulle gøre os alle sammen materielt rigere – ikke kun de få?

Det er ren logik, at man ikke kan blive ved med at ekspandere. Der er selvfølgelig en naturlig grænse. En grænse, der er ved at være nået. Et absurd eksempel er, at der produceres mad i tonsvis, og det bliver smidt ud i tonsvis – og samtidig sulter et voksende antal mennesker rundt om på kloden.

I takt med at de økonomiske skel og klimaforandringerne sker giver det mere og mere mening at producere ud fra behov, og mindre og mindre at producere ud fra profit. I kapitalismen er der simpelthen for få vindere og alt for mange tabere.

 

Flere artikler fra nr. 329

Flere numre fra 2013

Se flere artikler af forfatter:
Sebastian Skjønberg Andersen

Siden er vist 1712 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside