Socialistisk Arbejderavis
Nr. 329 – 24. maj 2013 – side 14
Mit møde med P79 (psykiatrisk afdeling Glostrup)
Didde Menneskebarn
Da jeg var 18 år, mødte jeg en mand, som jeg forelskede mig i. I starten var det et sjovt forhold; men der gik ikke lang tid før han viste sit sande ansigt; en aften efter indtagelse af store mængder alkohol og stoffer, angreb han mig første gang.
Det resulterede i en flækket læbe, en ødelagt fortand og en tvangsindlæggelse på psykiatrisk skadestue, med dertilhørende stærk medicinering og fiksering. De næste tre år var et helvede; jeg blev med jævne mellemrum fysisk mishandlet og inden længe blev voldtægt ligeledes en fast del af mishandlingen.
Nu, halvandet år efter at jeg flygtede hjem til mine forældre, må jeg erkende at jeg har brug for hjælp til at bearbejde, hvad der er sket. Jeg har brug for at få snakket det igennem, få nogle råd, blive forstået og få lov til at tage mig den tid, det tager at hele, uden at skulle presses i aktivering.
Jeg har gjort meget ud af at forklare at jeg ikke ønsker psykiatrisk behandling, men stærkt ønsker psykologsamtaler. Dette skyldes mine tidligere erfaringer med psykiatrien; som jeg skrev før har jeg været indlagt, og jeg har i flere år modtaget ‘behandling’ mod depression i form af Zoloft, Truxal, Sertralin, Seroquel osv. Denne medicinske ‘behandling’ har jeg aldrig fundet gavnlig, tværtimod. Jeg mener ikke depression, angst og PTSD (for bare at nævne nogle), kan medicineres væk, det handler i stedet om samtaleterapi og derigennem forhåbentlig en ny selverkendelse og accept af fortiden.
Jeg mener ikke det på nogen måde kan være gavnligt at sende en, som er så klar modstander af psykiatrien, videre til psykiatrisk behandling. Men det er lige præcis det der er sket! I stedet for at lytte til de ting jeg sagde til samtalen, har psykologen og hans kolleger udelukkende vurderet og diagnostigseret mig ud fra psykiatriske spørgeskemaer (spørgeskemaer som vel og mærke tog 20 min at udfylde, og som jeg udfyldte lige efter jeg havde været inde til samtalen).
Jeg frygter nu at jeg mister min kontanthjælp (eller det der er tilbage af den efter den nye reform), når jeg bliver nødt til at modsætte mig behandling og heller ikke er klar til aktivering. Helt ærligt, så føler jeg mig som en slave der bare har at makke ret!
Jeg sidder nu, alene, og har en afgrundsdyb følelse af at være svigtet, brugt og kasseret. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op – jeg føler mig svigtet af et samfund, hvor jeg er ubrugelig hvis jeg ikke er arbejdsklar, og hvor behandling består i at indtage farlig og ubrugelig medicin. Jeg lider igen meget af selvmordstanker, og føler ofte trang til at være selvskadende. Jeg føler mig voldtaget på ny.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed