Socialistisk Arbejderavis
Nr. 329 – 30. juni 2013 (Kun online)
Grækenland: Interview med ANTARSYA
Hvis vi vælter vores regering, vil solidariteten eksplodere
Jesper Juul Mikkelsen
Socialistisk Arbejderavis har mødt Yiannis Sifakakis, som er en del af ledelsen af den græske aktivistiske og revolutionære koalition ANTARSYA.
Hvordan er den politiske situation i Grækenland?
Vi har en regering, som forsøger at sælge et skønmaleri af økonomien. De siger, den er under forbedring, at vi derfor bør væbne os med tålmodighed, og så vil arbejdsløsheden falde. Det billede er ikke rigtigt. Sandheden er, at vores økonomi er meget svag, i et Europa, som også er i dyb krise.
På den anden side oplever vi en bevægelse fra arbejderklassen, som forsøger at overkomme de mange vanskeligheder og som gør modstand mod regeringen og Trojkaens angreb.
Hvad skete der under den græske lærerkonflikt?
Gymnasielærerne besluttede for ca en måned siden, at man ville lave en permanent strejke imod regeringen pga. regeringens varslede fyringer. Regeringen brugte endnu engang deres hidtil mest effektive våben, nemlig militærlovene fra diktaturtiden. Lærerne blev “militariserede”, hvilket betyder, at fortsat strejke kan straffes med 5 års fængsel.
På trods af dette samlede 20.000 lærere sig til stormøde og besluttede med 93% opbakning at fortsætte strejken. Lederskabet af lærernes fagforening, som er domineret (af det store venstrefløjparti) SYRIZA, sagde, at arbejderklassen ikke er klar til at strejke mod regeringen og nægtede at følge den demokratiske vedtagelse fra de strejkende. Vi har altså en regering, der er meget presset og en bevægelse fra arbejderklassen, som forsøger at slå igen.
I Danmark har nogle kaldt SYRIZA ‘det sidste røde håb for Europa’, hvad er din kommentar til det?
Ved sidste valg gik SYRIZA fra 4% til 27% ved parlamentsvalget. Det var et stort skift for venstrefløjen. Efter det sagde ledende medlemmer i SYRIZA, at man nu skulle gøre partiet modent til at gå ind i regeringen. Det betød mange skridt til højre.
Lederen af SYRIZA, Alexis Tsipras, mødtes med den tyske økonomiminister samtidig med at der var store demonstrationer mod Angela Merkels besøg i Athen. Så mødtes han med IMF og sagde, at man ikke er klar til at gå i strejker og i konflikt med regeringen.
SYRIZA bliver ved med at sige, at arbejderklassen ikke er klar til at gå i konflikt med regeringen, men at arbejderne skal bruge hjælp fra en venstreregering. Men de glemmer, at opbakningen til dem skyldes arbejderklassens kamp. Når de ikke støtter lærernes kamp, er det fordi, de ikke tror på, at arbejderne kan gøre noget – at bevægelsen er den centrale ledende kraft i forandringsprocessen.
SYRIZAs centrale politik er et reformistisk projekt. De støtter sig på og vokser pga en bevægelse, der kan strejke og kæmpe, men deres centrale mål er alligevel regeringsmagten.
Hvad tror du der vil ske, hvis SYRIZA danner en regering efter næste valg?
Jeg tror presset fra EU, IMF og de græske kapitalister vil blive meget meget stærkt imod en sådan regering. Hvis du f.eks. vil redde hospitalerne, bliver du nødt til at skære meget ned på hvad du afbetaler på gælden. Hvis du ikke siger nej til at betale gælden, kan du ikke redde hospitalerne. De bliver altså nødt til at tage et valg.
SYRIZA siger, de vil genforhandle gælden med EU. Men se på Cypern, der blev regeringen tvunget til at forsøge at genforhandle gælden med EU. Og det stod hurtigt klart, at EU ikke ville forhandle. En sådan strategi er meget begrænset i forhold til at kunne skabe forbedringer. Har man ikke arbejderklassens egen organisering som omdrejningspunkt, har man ikke chance.
Hvad sker der internt i SYRIZA, når nu de gør sig klar til regeringen?
SYRIZA har kongres i sidste uge af juni. Lederskabets forslag er, at de vil afskaffe alle de små grupper, som indtil nu har udgjort SYRIZA. Alle indenfor SYRIZA ved, at dette er et forsøg på at manipulere, og er et forsøge på få bunden af partiet ud af beslutningerne i partiet.
Der er rejst kritik fra prominente venstrefløjspersoner i SYRIZA om, at det er et angreb på demokratiet i SYRIZA, og at det vil gøre det langt sværere for bunden i partiet at bevare en grad af kontrol med toppen. Dette har skabt en stor debat i partiet.
Ungdomsafdelingen af SYRIZA har meldt ud, at de mener, at SYRIZAs tilgang til lærernes kamp var et forræderi af lærernes strejke. SYRIZA oplever en begyndende krise fordi, de vil i regering, men samtidig er der en stærk følelse af, at venstrefløjen er i fremgang.
Den samme diskussion om hvilken retning for venstrefløjen finder vi også i KKE (det stalinistiske kommunistparti, red.). Kan arbejderklassens bevægelse gå fremad? Eller skal arbejderklassen hjælpes af en arbejderregering? Alle på venstrefløjen i Grækenland ved, at vi står foran store udfordringer.
Hvordan er udviklingen i ANTARSYA?
ANTARSYA fik et dårligt valg, og nogle sagde, at det var slut for ANTARSYA. Vi sagde derimod, at vi havde større muligheder nu end nogensinde før pga. fremgangen for venstrefløjen, men at vi skulle handle for at udnytte dem.
I den politiske diskussion om afvisningen af gælden og i kravet om at træde ud af EU har ANTARSYA spillet en vigtig rolle. Kommunistpartiet i Cypern siger nu, efter at Cypern er blevet ramt af krisen, det samme som os.
Vi er en dominerende kraft i den antifascistiske og antiracistiske bevægelse. Vi får også en stadig større rolle i arbejderklassens kamp. Da metroarbejderne strejkede, erklærede de, at de politisk kæmper for ANTARSYAs antikapitalistiske program. Det var også ANTARSYAs forslag om tidsubegrænset strejke, som gymnasielærerne støttede op om. Senest har vi spillet en helt central rolle i støtten til arbejderne på det statslige radio- og tv, som blev lukket ned af regeringen. Alt tyder på, at arbejderkampene vil tage til i den nærmeste fremtid, og her vil vi komme til at spille en helt central rolle.
Hvordan ser du de næste to år i Grækenland?
Grækenland overlever ikke to år mere med den nuværende politik. Vi har nu levet 4 år under Trojkaens nedskæringer. Som du ved er arbejdsløsheden 27%, og den er over 65% for unge. Mange mennesker kan simpelthen ikke leve under disse forhold. Det betyder blandt andet masseflugt fra Grækenland – vi har nu 6000 læger, der arbejder udenfor Grækenland. Sådanne forhold er ikke til at leve under, og derfor vil der snart ske noget – derfor må der ske noget!
Meget tyder på, at regeringen vil kollapse næste gang, arbejderklassen for alvor går i kamp. De kommende kampe vil blive så massive, at man ikke vil kunne skjule arbejderklassens magt.
Det er lidt som Lenins beskrivelse af en præ-revolutionær situation: “Når den herskende klasse ikke længere kan regere på den gamle måde, og når arbejderklassen ikke længere vil lade sig styre på den gamle måde.”
Hvad er det for en udvikling du ser i arbejderklassen?
Vi har i flere år arbejdet på at skabe en bevægelse i arbejderklassen, så den i højere grad er organiseret fra neden. For eksempel er der nu fungerende arbejderkomiteer på hospitalerne i Athen, så fagforeningerne for læger og natsygeplejersker er tvunget til at lytte til hvad, denne arbejderkomité beslutter.
Vi arbejder på at skabe den stærkeste solidaritet, vi kan, når én arbejdergruppe går i kamp. Fx har man nu besluttet at lave en koordination mellem alle militariserede arbejdere, og der er i den forbindelse planlagt at lave en fælles demonstration mellem metroarbejdere, lærerne og havnearbejderne. Dét er noget nyt.
Vi mener at sådanne arbejderkomiteer er vejen frem. Hvis dette vokser sig større indenfor arbejderbevægelsen, kan vi få en situation som den i Portugal i deres revolutionære periode i 1974-75. Her havde de 3500 arbejderkomiteer. Hvis dét sker i Grækenland, vil arbejderklassebevægelsen opnå al den energi, som bureaukraterne i øjeblikket forsøger at dæmme op for. Vi mener, at arbejderkomiteer er nøglen til at få bevægelsen fremad.
Hvis I vælter regeringen, vil det jo kun ske i Grækenland – er dét ikke et problem?
Jo, men lad os nu se lidt på situationen. I Cypern vandt en højreorienteret regering valget. Men da de blev ramt af Trojkaens reformer, så vi strejker for første gang i mange år, og mange har nu været på gaden for første gang. Og mange folk ser nu mod venstrefløjen for yderligere organisering – og det sker i Cypern, hvor der længe har været meget stille.
Hvis du ser på Portugal, er det samme situation. Se på Spanien, det er samme situation. I hele det sydlige Europa forsøger arbejderklassen at lægge pres på regeringerne. Vi tror, at hvis det lykkes for os at vælte vores regering, vil det sprede sig som en steppebrand over Europa, ligesom den arabiske revolution spredte sig fra Tunesien til resten af regionen.
Mange mennesker i Europa ser mod Grækenland for inspiration og vil sige: “Hvis de kan gøre det der, kan vi også gøre det her.” Vi vil ikke blive isolerede. Et godt eksempel på den støtte, vi oplever, kan ses på den 272 dage lange strejke i et stort stålværk. Bare fra Danmark samlede metalarbejdernes fagforening omkring 20.000 euro i støtte!
Det var vel at mærke blot én strejke, hvor vi så denne form for solidaritet. Hvis vi vælter vores regering, så vil solidariteten eksplodere. Vi er ikke alene.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed