Socialistisk Arbejderavis
Nr. 330 – 5. juli 2013 – side 9
Det syriske oprør
Mod Assad-regimet og imperialistiske interesser
Jens Andersen
Det syriske oprør er stadig et folkeligt oprør for demokrati, men internationale magthaveres imperialistiske interesser fremmer den islamistiske del af oprøret.
Hvis man ser på borgerkrigens parter, er der hovedsageligt to parter, nemlig dem der støtter Bashar al-Assads regime, og dem der vil vælte det.
Oprøret startede fredeligt, inspireret af revolutionerne i Tunesien og Egypten. Men oprørets manglende forbindelse til en organiseret arbejderklasse og Assads blodige undertrykkelse tvang hurtigt oprørerne til at gribe til våben. Siden har oprøret derfor bestået af en militær kamp, og gør hele situationen i Syrien mere uigennemsigtig og sværere at bedømme.
De militære grupperinger
Oprørsgrupperne er for det meste lokalt rodfæstede militser, og landsdækkende organisering besværliggøres af mangel på en stærk central organisation.
Den største militære gruppe er Den Frie Syriske Hær, som er en bred blanding af folk med forskellige politiske, religiøse og etniske tilhørsforhold. Derudover er Den Syriske Islamiske Front, som er en paraplyorganisation for 11 islamistiske grupper, også en vigtig militær spiller.
Al-Nusra Fronten, som, efter sigende, er tilknyttet Al-Qaeda, har det sidste halve år oplevet en forholdsvis stor tilstrømning af afhoppere fra Den Frie Syriske Hær, hvilket især skyldes, at Al-Nusra Fronten har bedre våben, og at deres soldater sjældent mangler ammunition.
Den islamistiske del af oprøret vurderes til at udgøre mellem fem og femten procent af oprørsstyrkerne.
Våben er vigtige for oprøret
Våbenmanglen er generelt det største problem for oprørsstyrkerne, hvilket gør det tillokkende at være i de grupperinger, som modtager militær støtte fra udenlandske magthavere. Men de udenlandske magthavere vil støtte kræfter, de kan kontrollere, som man også ser det i Afghanistan.
Eksempelvis støtter Saudi-Arabien de mest ultrakonservative og ultrareligiøse af oprørerne med våben og frivillige i håb om at kunne spille en større rolle i Syrien, når Assad er blevet væltet.
Derfor står de fleste oprørsgrupper ret alene i kampen mod Assads regime, og de klarer sig med ammunition, de erobrer fra Assads hær eller køber på det sorte marked af Assads soldater.
På den anden side har Iran og Rusland under hele oprøret solgt våben til Assad-regimet, og Assad har for nylig fået militær hjælp af Libanesiske Hizbollah til at indtage den strategisk vigtige by al-Quasir, som ellers havde været kontrolleret af oprørerne.
EU har for nylig ophævet deres våbenembargo mod oprørerne, så de nu kan købe våben i EU. Ophævelsen kan måske give oprøret et momentum, men samtidig kan det ikke forstås isoleret fra EUs imperialistiske interesser i Syrien.
Den militære konflikt trækker ud, og dermed stiger risikoen for imperialistisk en intervention, hvilket for alvor vil kvæle håbet om et succesfuldt oprør.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed