Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 330 – 5. juli 2013 – side 15

Er kooperativer en løsning?

Freddie Nielsen

Blandt de ting, der diskuteres som mulig løsning på kapitalismens krise, er kooperativer – det med at de egentlige producenter slår sig sammen og producerer og handler inden for forskellige fællesskaber.

Også i Enhedslisten er der folk, der taler om kooperativer, og i Grækenland har arbejderne i kamp mod ledelsen på Vio.Me. fabrikken i Thessaloniki startet en egen-produktion i en form for kooperativ.

Men er kooperativer svaret på det helt centrale problem, at under kapitalismen, sidder et forsvindende lille mindretal på den økonomiske magt og dermed stort set på magten i samfundet?

Kooperativer historisk

Lidt historie og lidt om erfaringer med kooperativer, kan måske være med til at vise, om ideen kan være et svar på det ene eller det andet, eller måske slet ikke et brugbart redskab i kampen for et menneskeværdigt samfund.

I Sydeuropa og Sydamerika f.eks. finder man en hel del landbrugskooperativer. Under den portugisiske revolution i 1974 indtog fattige bønder og landarbejdere store godser og oprettede kooperativer. Og heller ikke i Nordeuropa og Nordamerika er kooperativer et ukendt fænomen.

Den kooperative ide er langt fra noget nyt. Ideologisk var den på et tidligt tidspunkt –  i slutningen af 1700-tallet – knyttet til den utopiske socialist Robert Owens' ideer til at befri arbejderklasser. Og det første praktiske udtryk var Rochdale vævernes brugsforening, som blev oprettet i 1844.

Også i Danmark ser vi en tidlig udvikling. Thisted Arbejderforening, under ledelse af provst Sonne, oprettede i 1866 en brugsforening. Men bortset fra det, så var det bønderne, der gik i spidsen.

Fra begyndelsen af 1880erne sprang det ene andelsmejeri og andelsslagteri efter det andet op. Bare i 1888 blev der oprettet 244 nye andelsmejerier.

Allerede i 1870erne talte man i arbejderbevægelsen om at oprette produktionsforeninger, både i konflikt- og i arbejdsløshedssituationer, som værn for arbejderklassen. De fleste blev kortvarige, men i løbet af 1880erne opstod de første fællesbagerier – kooperative bagerier, oprettet med det formål at skaffe billigt brød til arbejderfamilierne.

Ideen bredte sig både rundt i landet og til andre produktionsgrene. Og når man senere talte om, at det var muligt for arbejderen at tilbringe hele sit liv inden for den socialdemokratiske bevægelse, så var det ikke mindst på grund af den kooperative bevægelse, at det var muligt.

Nogle kooperative virksomheder blev oprettet, for at skaffe arbejderne bedre råd. Som nævnt brødfabrikkerne, men også mejerier og slagterbutikker, og ikke mindst boligkooperationen og de kooperative byggefirmaer. Andre blev oprettet under arbejdskampe, som bygningssnedkernes selskab under storlockouten. Skrædderne lavede også kooperative systuer under konflikt, og Figaro salonerne blev oprettet i forbindelse med frisør-lockouten i 1927 (en lockout, der varede til 1961).

Fra vugge til grav

Da arbejderkooperationen var på sit højeste kunne man (i det mindste i København) få mælk fra Enigheden, brød fra fællesbageriet, slagtervarer fra Arbejdernes Kødforsyning, tøj fra Tilskærernes a/s, sko fra Arbejdernes Kooperative Skotøjsfabrik, brændsel fra Arbejdernes Fællesorganisations Brændselsforretning (Arbejderkul), øl og vand fra Bryggeriet Stjernen, bøger og papirvarer fra Fremad, handle det meste ind i HB.

Og så kunne man have sine penge i Arbejdernes Landsbank, forsikre sig i ALKA, gå i en kooperativ biograf, og på de større arbejdspladser kunne man spise i det kooperative marketenderi, og under en tur i Dyrehaven spise i Peter Lieps Hus. Man kunne bo i en kooperativ byggeforening og lytte til sin Arako radio, og så kunne man gifte sig med ringe fra Karat Guld & Sølv.

Man kunne arbejde i et af de nævnte firmaer eller et af de kooperative byggefirmaer – snedker-, tømrer-, blikkenslager- el-, murer- eller entreprenørfirmaer. Man kunne holde sin ferie gennem Dansk Folkeferie, og når det hele var slut, kunne man blive begravet gennem Arbejdernes Ligkistemagasin.

Det var dengang – arbejderkooperationen er ganske vist ikke forsvundet helt, men flagskibene er gået ned, og siden 1970erne er det gået voldsomt tilbage.

Der kan peges på flere gode sider ved de hedengangne kooperativer, flere var pionerer omkring arbejds- og velfærdsforhold, sortlistede arbejdere kunne ofte finde arbejde i kooperationen, og det var virksomheder, der ikke var baseret på at skabe profit, men i stedet gode og billige varer til forbrugerne.

Coop, Arla og Danish Crown

På den baggrund kan det virke uforståeligt, at der er blevet færre og ikke flere kooperative virksomheder. Men det helt centrale er, at det kapitalistiske system er et helhedssystem, det tvinger alle til at følge sine regler. Uligheden i samfundet er synlig, og det er et stort problem, men det er mere et symptom end det centrale problem.

I kapitalismen er der ikke plads til nicher for non-profit og ikke konkurrerende produktion i større stil. Tvangen til at konkurrere, skabe profit og vokse er indbygget, og det betyder, at enten følger man trop eller også bukker man under.

Giganter som Coop, Arla og Danish Crown, har alle deres rødder i andelsbevægelsen. Den danske kooperation er altså stadig levende, men selskaber som Coop og Arla er ikke svar på de problemer, kapitalismen giver os. Der er ikke tale om et alternativ til kapitalismen, ja der er endda langt fra tale om en alternativ kapitalisme, selv om producenterne stadig er andelshavere i Arla og Danish Crown, og selv om man kan melde sig ind i Coop og stemme, er disse selskaber alle blevet en del af systemet.

Alternativ til kapitalismen – ikke alternativ kapitalisme

Selvfølgelig kan der findes små nicher, hvor der er plads til alternativ og kooperativ produktion eller service, men så skal man sikre sig, at det ikke bliver for stor en succes, hvis ikke man hurtigt skal blive udkonkurreret.

Hvis vi vil gøre endegyldigt op med uligheden, skal vi altså kæmpe for et alternativ til kapitalismen – alternativ kapitalisme har kun en stakket frist før, den bliver stillet overfor valget mellem at følge trop eller bukke under.

Når der er folk der peger på kooperativer, som et aktuelt kampmiddel, så bliver vi nok nødt til at sige, at der selvfølgelig kan tænkes situationer, hvor en eller flere arbejdergrupper kan skaffe sig en styrkeposition, ved at gå sammen i kooperation eller en anden form for alternativ produktionsenhed. Men hvis det ikke er et led i at bruge styrken i kampen for at omstyrte kapitalismen, så er det alene en stakket frist.

Et eksempel er det alternative byggefirma Logik & Co., der bestemt skabte en mulig styrkeposition ved at tage mange folk ind, der ikke havde anden mulighed for at komme i arbejde. Men så snart virksomheden overskred den absolutte niche-placering, blev man nødt til at gå ind i en kollektiv lønnedgang, for at bevare ligelønnen og fastholde de mere svage medarbejdere i ansættelsen – alt sammen tvunget af den konkurrence ingen slipper uden om før kapitalismen afskaffes.

Flere artikler fra nr. 330

Flere numre fra 2013

Se flere artikler af forfatter:
Freddie Nielsen

Siden er vist 2387 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside