Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 330 – 5. juli 2013 – side 16

Sexisme? Hvaffor en sexisme?

Mette Hermansen

Bitter, snerpet, sur kælling og ude af trit med virkeligheden er nogle af de ord, der kan bruges til at beskrive kvinder, som prøver at sætte sexisme og kvindeundertrykkelse anno 2013 på dagsordenen.

Opfattelsen af, at ulighed mellem kønnene hører fortiden til, og at kvindekamp er ligeså uddateret som brylcreme og batikskjorter har gode vilkår. Faktisk har kvinder ikke blot opnået ligestilling, vi har også overhalet mændene indenom, og måske er de i virkeligheden nu den undertrykte part.

Disse påstande er ikke blot forkerte men bidrager også til en degradering af muligheden for at komme til at leve i et lige samfund. Troskij sagde, at man altid kan se om et samfund er socialistisk eller ej ved at kigge på kvinders position.

Selvom vi er kommet langt og kvinder nu har adgang til universiteter og arbejdsmarkedet, tror jeg ikke Trotskij ville være særlig imponeret, hvis han kastede et nærmere blik på kvinders forhold i dag. Kvinder tegner sig stadig for størstedelen af arbejdsbyrden i hjemmet. Kvinder tjener i gennemsnit 18% mindre end mænd og over et helt liv kun lidt over halvdelen af, hvad en mand når at tjene.

Den gamle sang vil nogle sige – vi mener, socialister skal synge den, så længe den har hold i virkeligheden.

Dertil kommer den sexisme, som er rettet mod kvinders krop. Kvinder bliver vurderet på deres udseende, på hvor sexede de er, og udfra hvordan de går klædt. 'Everyday sexism project´ modtager omkring 1000 historier om ugen fra kvinder, der har oplevet sexisme på deres arbejdsplads, på gaden, i hjemmet og mange andre steder. Et par eksempler:

“Der er ingen stop på voldtægtstoget, sagde en kollega. Da jeg blev vred over det, sagde han bare, at han havde fundet mit svage punkt.”

“Mand på marked: ‘En rødhåret! Jeg elsker rødhårede.’

Mig: (Kigger frastødt på ham.)

Ham: ‘Er du lesbisk?’”

“Mand i toget glor på mine bryster og begynder så at snakke til mig om motivet på min top (Copenhell). Lige som jeg er begyndt at føle mig tryg ved samtalen (om hvilke bands, der spiller på Copenhell), siger han: ‘Jeg synes bare dine patter ser godt ud i den top.’ Jeg ignorerede det og gik væk fra ham, hvorpå han råbte: ‘Tag dog imod komplimenten, kælling.’”

Sexistiske kommentarer er ikke kun ubehagelige. Det kvindesyn der ligger bag, som gør kvinder til objekter, der er til for mænd eller tilhører mænd, kan også være decideret farligt.

En ny undersøgelse viser, at en tredjedel af verdens kvinder på et tidspunkt i deres liv bliver udsat for fysisk vold og/eller voldtægt. I afrikanske lande især er procenten tæt på halvdelen af alle kvinder, herhjemme 27%.

Tal, som hvis de angav sygdomstilfælde, ville blive betragtet som en epidemi – og som understreger, hvorfor voldtægt og vold mod kvinder ikke er noget at joke med. Samtidig er opklaringsprocenten af voldtægt under 1%, og såkaldt victim blaming spiller en stor rolle i den lave opklaringsprocent. Hvad havde hun på? Gik hun alene? Var hun fuld? er alle spørgsmål, som flytter ansvaret for voldtægt fra forbryderen over på offeret. Spørgsmål, som aldrig bliver stillet til eksempelvis røveriofre – fordi de er irrelevante.

Fra splittelse til enhed

Et samfund fri for sexisme og kvindeundertrykkelse vil ikke kun være en fordel for kvinder, og kampen for at nå dertil er ikke en kamp for kvinder alene. Sexisme er ligesom eksempelvis racisme og homofobi en måde at splitte almindelige mennesker på.

De eneste der har fordel af denne splittelse er vores bosser og den overklasse, som tjener penge på at holde os i skak, så vi ikke opdager vores samlede styrke – mænd og kvinder, hetero- og homoseksuelle, sorte, hvide, muslimer, jøder og kristne – til at slås igen mod et system, der undertrykker os alle.

Sexisme kan ikke reduceres til at være et problem med visse mænd, mænd er derimod en del af løsningen. Midt i protesterne omkring årsdagen for valget af præsident Morsi, viser Egypten os igen hvordan mænd og kvinder står skulder ved skulder i kampen for et fundamentalt anderledes, demokratisk og solidarisk samfund. Først når den kamp er vundet, vil vi se en verden uden kvindeundertrykkelse og sexisme.

Flere artikler fra nr. 330

Flere numre fra 2013

Se flere artikler om emnet:
Kvinder

Se flere artikler af forfatter:
Mette Hermansen

Siden er vist 3031 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside