Socialistisk Arbejderavis
Nr. 33 – Oktober 1987 – side 2
Våbenaftale
Færre vil betyde flere
USA og Sovjet har ikke aftalt at fjerne kortrækkende og mellemdistance atomraketter ud fra et dybtliggende ønske om fred og afspænding i verden.
I foråret fortalte NATO’s øverstbefalende, general Bernard Rogers, om USA’s virkelige hensigter: “Sandheden er, at nogle mennesker i 1979 blev enige om nulløsningsforslaget, fordi de regnede med, at det aldrig ville blive accepteret af Sovjetunionen.”
Grunden til at Reagan lancerede forslaget var, at USA i 1979 endnu ikke havde opstillet sine mellemdistance-missiler. De bad i virkeligheden russerne om at fjerne nogle af deres atomvåben uden at give noget til gengæld.
Da Gorbatjov seks år senere accepterede forslaget, var de amerikanske Pershing- og Cruise-missiler på plads.
Det var pludselig ikke så problemfrit. Derfor saboterede Reagan topmødet i Reykjavik ved at nægte at lade “Stjernekrigs-programmet” indgå som en del af en nedrustningsaftale.
Men Gorbatjov meddelte alligevel, at han var villig til at indgå en aftale om mellemdistance-missiler uden at “Stjernekrigs-programmet” skulle inddrages.
Brug for politisk sejr
Nu er Reagan positiv over for en aftale. Det skyldes væsentligst to ting. På den ene side har Reagan brug for en politisk sejr oven på Contragate-afsløringerne. En “historisk” våbenaftale kunne løse nogle af de problemer.
På den anden side er den militært set uden den store betydning. Den forhenværende danske forsvarschef, G. K. Christensen siger, at aftalen har mere politisk end militær betydning.
Der findes stadig masser af dødbringende våben i Europa og USA. England og Frankrig beholder deres atomvåben.
Denne dobbelte nulløsning har nu fået det blå stempel fra alle de vestlige regeringer.
De har netop fået forsikringer fra Reagan om, at USA vil pumpe penge i andre våbenkategorier og konventionelle våben. De er gået med, fordi de har indset, at aftalen ikke har noget med afrustning at gøre.
Billedtekst:
Reagan og Gorbatjov stråler af optimisme; ved at fjerne 6% af atomvåbnene, kan de få lov at opruste endnu mere.
Hvorfor gik Mihail med?
Hvorfor er Gorbatjov igen og igen kommet med nye indrømmelser, når Reagan og andre vestlige ledere har gjort deres bedste for at indgå en aftale om begrænsning af atommissilerne?
I en tale på Fredskonferencen i Moskva gav Gorbatjov et vink om, hvad der havde tvunget ham til forhandlingsbordet. Han sagde: “Vores internationale politik bliver mere end nogensinde bestemt af vores nationale politik, af vores konstruktive anstrengelser for at forbedre vores land.”
Sovjet bruger 17% af landets produktion på forsvaret mod USA’s 6%. En nedgang i våbenkapløbet vil lette trykket på økonomien. Og Gorbatjov har travlt. Oliepriserne falder på verdensmarkedet, der er nedgang i efterspørgslen på naturgas, og omkostningerne ved udnyttelse af energireserverne øges.
Moderne våben kræver avanceret teknologi. Og lige netop på dette område halter Sovjet langt bag USA.
Gorbatjov og det russiske militær er ikke blevet duer! Sovjets marskal Orgakov hævder, at det er en objektiv mulighed at vinde en atomkrig. Her er han enig med Reagan.
Militæret støtter dog Gorbatjovs våbeninitiativer. Aftalen giver dem pusterum og tid til at udvikle den teknologi og skaffe de ressourcer, som er nødvendige for at opbygge et arsenal af moderne atom- og konventionelle våben.
Våbenløgn
Uffe Ellemann og andre vestlige ledere siger tydeligt, at en våbenaftale ikke skal føre til mindre våbenudgifter.
Tværtimod. De siger, at Sovjet har stor overvægt af konventionelle våben. Hvis vi ikke opruster, vil Sovjet løbe Europa over ende, hævder de.
Argumentet bygger ganske enkelt på en løgn. Russerne er ikke overlegne på det konventionelle våbenområde.
Pentagons egne tal viser, at NATO’s våbenudgifter overstiger Warszawapagtens med en fjerdedel. Det uafhængige fredsforsknings-institut i Stockholm, SIPRI, siger, at NATO bruger to gange så meget som Warszawapagten.
Den eneste undtagelse er antallet af tanks. Her har østblokken to gange så mange. Men NATO er hurtigt i gang med at indhente forspringet. Den vestlige produktion af tanks er steget med 20% i de sidste fem år, mens østblokkens er forblevet det samme.
Og kvaliteten af NATOs tanks og anti-tankvåben er betydelig bedre end Warszawapagtens.
Lederne lyver
Hvordan kan de vestlige ledere overbevise folk om, at Østblokken har fleste våben stik modsat sandheden? De lyver simpelthen.
De tæller sovjetiske hærdivisioner som lige med NATOs, når de faktisk er mindre.
Da Caspar Weinberger offentliggjorde Pentagonrapporten, Sovjet Military Power, påstod han, at det beviste “stigningen i Sovjets militærevne år efter år”. Tallene i rapporten viser faktisk det modsatte.
I 1986 havde den russiske hær ni divisioner færre end i 85. Produktionen af brintbomberfly, Bjørnen, faldt fra 25 for to år siden til 10 sidste år.
Alt det betyder på ingen måde, at de sovjetiske herskere ikke er med i våbenkapløbet. Det betyder heller ikke, at de er mindre tilbøjelige at bruge deres våbenarsenal mod arbejderne hjemme eller mod konkurrenterne i udlandet.
Det betyder dog, at østblokken halter bagefter, og at frygt for et angreb på Europa er nonsens. De har ikke våben nok og har problemer nok med at styre Kabul og Gdansk, uden at tænke på Paris og København.
Billedtekst:
Ellemann: “En våbenaftale skal ikke føre til mindre våbenudgifter.”
Se også:
SAA 33: “Historisk” våbenaftale: Bluff!
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed