Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 330 – 10. juli 2013 (Kun online)

Interview med Kim Menzer fra Burnin Red Ivanhoe

Dansen om guldkalven og det musiske menneske i skammekrogen

Jesper Juul Mikkelsen + Alexander Lassithiotakis

Kim Menzer om Burnin Red Ivanhoe, det kreative menneske og nyliberalismen.

Kim Menzer er en af hippie-æraens helt store ikoner. Som en af nøglepersonerne i Burnin Red Ivanhoe, siden bandets fødsel, har han oplevet 68-oprøret og den musikalske udvikling siden på egen krop.  I anledning af Burnin Red Ivanhoes nye plade BRI, mødes de to udsendte fra Socialistisk Arbejderavis, Jesper Juul Mikkelsen og Alexander Lassithiotakis, Kim Menzer, sammen med fotografen Mette Kristensen, til en snak om bandets opståen, politik, musik og musikalitet.

Vi mødes en onsdag eftermiddag på Månefiskeren på Christiania (selvfølgelig!). Men er stedet cliche, er manden det ikke. For han er ‘still going strong’; hverken udsyret hippievrag, der kom for tæt på solen, desillusioneret tilbageskuende, eller bedrevidende arrogant. I stedet møder vi et nærværende, varmt og passioneret menneske, der ydmygt og inspirerende stiller op til en samtale om musikken, politikken og om livet i almindelighed. Og han har noget at have det i, når han pøser ud af de personlige erfaringer.

Planen er at starte med at spørge ind til den nye plade, bandet og den kreative proces, samt om 68-oprørets betydning, og så være klar til at improvisere i øvrigt. Ikke så snart har vi fået kaffeglas (og en chai til Kim) på bordet, før vores plan bliver kølhalet. – “Vil I vide hvordan det hele startede?” spørger han, og har med et slag overtaget styringen og sendt os ud på meget dybt vand – for hvordan skulle vi kunne svare nej til det!?

Fra Sønderjylland til Nyhavn – med jazzen som enkeltbillet

Vi får en lang historie om jazzens udvikling op gennem halvtredserne. Om den unge Kim Menzer, der voksede op i Sønderjylland, spillede sit første job på guitar som 14-årig, bevægede sig derfra og til banjo i et jazzorkester,  og måtte til Brande hvor “der lå en boghandler  der tog LP-plader hjem. Med Louis Armstrong, Charlie Parker, Miles Davis – alle de navne jeg havde hørt om i jazz-bladene”.

Kim Menzer startede på lærerseminariet i københavn, hvor der var “begejstrede lærere der brændte for deres fag”. I ‘61 blev Kim Menzer ansat som folkeskolelærer i Valby, og spillede jobs i weekenderne – nu med basun som hovedinstrument, efter at han mere eller mindre tilfældigt havde fået stukket en i hånden. Og i ‘62-63 måtte Kim Menzer på skovarbejde som militærnægter.

“Det var et fantastisk sted, med en masse venstreorienterede. Jeg spillede instrumenter i skoven, og læste alle Dostojevskijs romaner – hvornår skal man ellers få tid til det?! En havde Dylans nye plade, og jeg kom med Coltrane.” En tid hvor jazz og beat begyndte at mødes i Kim Menzers og mange andre unges liv.

Fortællingen fortsætter om Nyhavns spillesteder og værtshuse, sømænd og prostituerede. Om hvordan Cap Horn blev et in-sted hvor man gik ud og hørte jazz. “Der var bordel ovenpå, og de kom vand i alt hvad der kunne kommes vand i. Og der var ikke engang noget der hed galar. Men man kunne tage dødsruten og ende på Hong Kong og få morgenbrød klokken fem om morgenen.”

Og ungdommen dengang var til jazz. “Det var en revival-periode for klassisk jazz, og det bredte sig som en steppebrand. Og hvis man havde en islandsk sweater, og et par sko med tykke rågummisåler, og måske havde været så heldig og været i Nyhavn, og havde gået forbi en skibsproviant, hvor man kunne få amerikanske arbejdsbukser – det blev kaldt blue jeans, og der var to mærker Levis eller Lee, – så var man bare klædt på! Og havde man så en banjokasse eller en basunkasse og kunne gå over rådhuspladsen – come on man!”

I dette miljø lærer Kim Menzer for alvor at improvisere. “Og ud fra den erfaring jeg har med livet, der mener jeg, at det menneske er godt hjulpet, der er i stand til at forstå at improvisere. For hver gang man kommer ned i et hul, så skal du jo finde vejen op igen,” siger han. Og man er ikke i tvivl om, at vi både snakker om en tilgang til musik og livet generelt.

Kim Menzer kom fast med i en gruppe i der spillede hver weekend. “Og det var traditionel jazz. Men jeg var også hulens interesseret i moderne jazz, for det havde jeg lært at elske. Men der skal I vide, at dengang i begyndelsen af 60’erne – hvis man kunne lide traditionel jazz så hadede man moderne jazz. Og hvis man kunne lide moderne jazz, så hadede man traditionel jazz. Og det skal forstås BOGSTAVELIGT! Det var virkeligt sådan!”

Jeg spørger til hvor denne grænse gik – hvor for eksempel Duke Ellington hører til. Og han var grænseland, vurderer Menzer, “for han havde jo komponeret en del. Men Monk, det var ren afgrund. Så var man fortabt.”

Således går det hverken værre eller bedre, end at Kim Menzer kommer med som afløser i et band der spiller moderne jazz, og efter 3 måneder med den nye spillestil, bliver han fyret fra det traditionelle orkester. “Men så snart noget er et farvel, er det også samtidigt et goddag. Og det er vigtigt at holde sig for øje.”

Den moderne gruppe var John Tchikais avantgarde-jazz-gruppe Cadentia Nova Danica. Her spiller Kim Menzer, sammen med folk der allerede var, eller skulle blive prominente danske jazznavne; blandt andre Karsten Vogel, der senere skulle tage initiativ til dannelsen af Burning Red Ivanhoe.

“Igennem ‘65, ‘66 og ‘67 er København blevet en by med en jazzkultur af internationalt format. Flere store kunstnere fra udlandet slog sig ned i byen i kortere eller længere tid, og der var gode navne på Montmartre. Også fordi det jo var alvorlige år for sorte i USA. Stan Getz, Dexter Gordon, Don Cherry, Ben Webster. Jeg husker hvordan vi spillede på Cap Horn, pakkede vores gear sammen så hurtigt vi kunne, og løb over på Montmartre for at høre Dexter Gordon spille.”

Fra avantgarde til Burning Red Ivanhoe og ungdomsoprør

Karsten Vogel inviterede en dag Kim Menzer til at spille med i en ny konstellation på et undergrundssted der hed Labyrinthen. Først spillede Don Cherry og John Tchikai.

“Og så var der en brydekamp. Ind kom en træner i hvid skjorte og stor mave. Og så var der brydekamp! Og folk sad på sådan nogle afdankede biografstole, og i hjørnet kunne man købe æbler og gulerødder, sodavand og bajere. En fuldstændig forrykt sammensætning. Og bagefter skulle vi spille. Så der mødte jeg en form for tidlig rock. Og det der så bagefter bliver til Burning Red Ivanhoe.”

Menzer blev bagefter af Vogel inviteret til at være med i det nye band Burnin Red Ivanhoe. I bandet spiller udover Karsten Vogel, Kim Menzer, og Bo Thrige Andersen der kom fra avantgardejazzen, sammen med guitarristen Ole fick, fra Bluesmiljøet og Jes Stæhr fra det moderne beatmiljø.

“Og det vil sige at tre af os, vi havde en erfaring der var meget brugbar, for hvis vi for eksempel var ude og spille, skal vi sige i Viborg Hallen, og strømmen gik, fordi mange gange var deres elektroniske systemer ikke gearet til elektrisk musik, ja så tog vi vores instrumenter, og så spillede vi jo bare løs. For vi var vandt til det der ‘hvis han spiller sådan, ja så kan jeg gøre sådan’, og folk tænkte what man!?.”

“I slutningen af 68 blev vi inviteret ud i en klub, der ligger i Brøndbyerne – Brøndby Pub. Der var to gymnastiksale der var slået sammen. Og vores første koncert derude, der var det, at vi sang danske sange: Tingel tangel-manden, Ivanhoe i Brøndbyerne, Kaj, Indre landskab og sådan noget ... næste dag var vi berømte i hele Danmark. Ekstrabladet og BT – POW – nyt ik! Og så kommer der bare en opstigende kurve, som ender i 1971, der havde vi næsten 300 koncerter. On the road – altid. Og en sidebemærkning dertil ku’ være, at folk troede at det var det rene hor og skørlevned, men DET VAR DET IKKE.”

Bandet måtte selv hjælpe med at slæbe gear, og måtte arbejde efter hver koncert så de kunne pakke ned, og være klar til dagen efter. I samme periode inspillede bandet flere albums – ikke mindst 6 Elefantskovscikadeviser med Poul Dissing. Og musikken blev et hit, med en opskrift af ordinære beatnumre, men hvor det blev åbnet op flere steder for at man kunne improvisere frit, “og fri adgangen til fantasien og det man kalder det musiske menneske. For tre af os havde fået den der guldnøgle der hed at kunne improvisere. Og det var en frihed der hang sammen med den politiske situation dengang.

Og hvad var det for en situation. Ja det var en situation der var inspireret fra udlandet. Især i 1968, det store oprør i Paris. Det spredte sig som ringe i vandet. Der var jo ikke noget der hed internet, men man kunne læse om det i aviserne, og folk der havde været dernede kom hjem og fortalte. Og tiden var på det tidspunkt så forfærdelig parat til at unge mennesker, der havde lyst til det, de kunne gøre oprør – mod hvad? Familiestrukturen, opfattelsen af seksualitet, indlæringsprincipper og skoleformer. De kunne gøre oprør mod boformer, og de kunne gøre oprør mod den måde magteliten var i Danmark dengang. Så her har jeg nævnt fem hovedformer, der var med til at forme hvad man i dag ser tilbage på som en tid – ‘Hippietiden’ ... nu var det jo ikke alle unge der havde lyst til det, men der er en lille elite, eller jeg vil hellere sige en lille gruppe af nysgerrige mennesker. For begrebet nysgerrighed det er jo en af de der ufatteligt væsentlige guldnøgler i livet ligesom det musiske menneske er.”

Dansen om guldkalven og det musiske menneske i skammekrogen

Over oprør, pigtrådsmusik og kollektiver, interesse for østlig musik – og et personligt møde med Ravi Shankar, og indføring som fløjtespiller i klassisk nordindisk musik, bevæger vi os over Burning Red Ivanhoes zenith med international berømmelse og ligeved-og-næsten gennembrud i USA, udmattelse og opløsning i 1972, og derfra over i en snak om tidens nye partier og nye politiske muligheder.

Ungdommen kunne vælge nye politiske partier, DKP var en vigtig drivkraft, som dog forlades af mange på grund af Sovjetregimets uhyrligheder, og først SF og senere VS dannes.

“Da VS kommer frem, der må man jo sige at der var nogle meget fremragende begavelser, der var med til at starte det parti. Som virkelig kunne den kunst at lave visioner. Og visioner er forfærdelig vigtigt, hvis du vil have magt – vel at mærke en kvalitativ magt.”

Samtalen udvikler sig henover bandets gendannelser og udvikling, og om samspillet med den politiske udvikling. I starten af Burnins liv atomkraftmarcher, modstand mod Vietnamkrigen, og kvindebevægelsen, med kvindegrupper og politik på det personlige plan.

“Dengang var det utrolig politisk at være et ungt menneske. Og det starter en bevægelse, som medfører mange ændringer; at vi ikke har A-kraft i Danmark, og ikke mindst om kønsroller, der har udviklet sig helt fundamentalt. I dag kan kvinderne selv, vil selv. Og det er den politik mellem kønnene som er forfærdelig interessant. Det startede dengang.

Jesper spørger om der stadig er oprørsånd tilbage i 68’er generationen. Kim tygger lidt på spørsgmålet, imens Månefiskerens anlæg meget passende spiller Waltzing Matilda med Tom Waits, inden han svarer:

“Ja, nu er vi jo altså røget op i årene. Og jeg må sige at mange af dem vi spillede for dengang, er jo røget fra, fordi de blev fortabt i stoffer eller sprut, så de ikke nåede så langt. Og mange gange hvis man snakker med dem i dag, så var alting meget bedre i de gamle dage. Og det hopper jeg ikke på – jeg vil aldrig være bekendt overfor mig selv at sige at det var bedre i de gamle dage. De passer ikke ind nogen steder – eller jo, hvis din æstetik og moral er sådan, men så kan du ikke leve som musisk nysgerrigt menneske.”

Kim Menzer har aldrig været medlem af et politisk parti, men været med i et band, der påvirkede samfundet gennem musikken, og altid tænkt politisk. Han forklarer, hvordan folk troede de var et syreband, “og det var vi slet ikke. Vi var faktisk meget clean når vi gik på scenen, ellers fungerede det slet ikke. Og det er jo en gave når man står på scenen, at man kan tillade sig nogle ting, der kommer bag på folk, så de ikke bare får det de gerne vil høre, som overrasker folk. Når ud til folk. Men folk troede vi var et syreband, og vi var faktisk det mest cleane rock band i Danmark, det er helt sikkert.

Jesper spørger ind til hvad alt dette betyder for politik i dag:

“Ok, da jeg selv har tilhørt 68-generationen, og stået på mange scener, der må jeg sige, at som det er i dag, så er min interesse for politikere nærmest ikke-eksisterende. Hvordan kan det så være? Jo, fordi jeg var så heldig at være fremme i en tid, hvor dem der ønskede et andet samfund, de var befolkede med meget begavede mennesker der havde visioner. Og hvis man ser på politikere i dag, så synes jeg nærmest hver anden dag man hører politikere i medier, eller læser hvad de tænker, ja så får man det indtryk at mange af de mennesker der bliver valgt ind i Folketinget, de kommer på to kurser: det første hedder, "Svar aldrig på et spørgsmål", og det næste hedder "smil". Og derfor har vi en flok politikere i dag, og det er lige meget om det er fra højre- eller venstre-fløjen, det er det samme smil jeg ser. Så den person der underviser dem må virkelig tjene mange penge. Og øjnene siger noget helt andet – øjnene er nærmest løgnagtige. – Det er groft at sige, men jeg mener det virkelig, og det er dybt forfærdeligt.”

Kim Menzer gengiver hvordan en ung socialdemokrat pinagtigt og fuld af løgn på tv forsvarer den nye offentlighedslov. “Og det ser man med en helt masse unge politikere, med et mønster hvor når de kommer ind i Folketinget, så gælder det for guds skyld om at blive der og tjene de penge. Vi har lige oplevet det med SF, hvor en helt masse unge de strøg. Hvorfor? Det er dansen om gulvkalven. Og magt ja, de er drevne af magt. Så derfor så er politik faktisk ikke noget jeg gider bruge tid på.

Så derfor øver jeg på en masse instrumenter, og på det der hedder det musiske menneske. Vi lever i en tid, hvor det musiske menneske er i skammekrogen. Jeg kommer fra en tid hvor det musiske indenfor pædagogik blev sat i højsædet. Hvorfor? Jo, fordi det legende menneske, det musiske menneske, det har en guldnøgle til at bruge fantasien. Og fantasien er den stærkeste magt mennesket kender. Der er ikke noget så stærkt som fantasien.

Og vi har klaret os i dette land, fordi vi var i stand til at producere musikalske mennesker. Og det er den musiske side af mennesket, der hvor fantasien bor, der er det stærkeste vi har. Men de politikere vi har i dag, de har jo ingen visioner – de kan jo ikke inspirere. Vi har en statsminister uden visioner.”

Jesper indskyder, at så er der vel også meget at gøre oprør for? Kim Menzer giver ham ret:

“Det må komme udefra. For det oprør som jeg tror snart må komme i Europa, for vi hører hele tiden om så og så mange millioner arbejdsløse unge. Og det tror jeg ikke de kan klare at blive ved med at finde sig i. Da vi var unge, var der jo arbejde nok – hele tiden. Du kunne arbejde tre måneder, og så holde fri i seks måneder. Som ingenting. Sådan er det jo ikke mere. Så jeg tror bestemt der kommer et oprør. Men jeg tror ikke det sådan vil være bundet til et politisk parti. Det bliver på en anden måde. Når vi har så mange unge der ikke tror på fremtiden, hvor der ikke er plads til dem, eller brug for. Og vi er mange sammen.  Og når man så samtidig har en Europæisk industri, som får sværere og sværere ved at sælge de produkter der laves i Europa. For de kan laves lige så godt andre steder ... og hvis du har et kontinent som Europa, der har svært ved virkelig at blive et samlet hele, fordi der er så mange nationalistiske tendenser, så det er svært for os i Europa virkelig at stå sammen. Og med svært ved at sælge produkterne. Og med masser af ungdomsarbejdsløshed – skulle det ikke kunne give et oprør!? I hver generation fødes der jo folk som er musiske, og som kan komme med de rigtige visioner, og med inspiration til andre unge. Og jeg tror de vil komme med helt nye modeller for hvad livet skal indeholde, i stedet for som det har været op gennem 80’erne, 90’erne og 00’erne hvor det er jeg, mig, jeg mig hele tiden.

Og der kan jeg sige at jeg lærte dengang som hippie at DU er ligeså vigtigt som JEG, og det lukker jo til op gennem firserne og frem hvor ideen om egoet bliver så kraftigt. Og skal der komme et nyt oprør så skal det komme fra folk, der forstår at JEG-opfattelsen, det er ikke nok, for så har du de politikere vi har i dag.sådan nogle typer der bare er der for pengenes skyld. Og det bedste eksempel jeg kan komme med det er ham Villy Søvndal; mage til mand, hvor da han var i opposition råbte op, på den mest flabede og charmerende måde, ved enhver lejlighed. Og så kommer han selv ind og skal stå til ansvar. Og hvad har du så? Så har du pludselig et politisk nul – i mine øjne. Elendig og man hører aldrig om ham. Et skammeligt eksempel.

Så politik, det interesserer mig ikke – det der interesser mig det er det musiske menneske. Det er rytme. Hvordan kan du få kvalitativ magt og forbedre dit eget liv – det kan du for eksempel ved at studere begrebet rytme. Det betyder at noget er rundt, og at noget er i harmoni. Rytme betyder at du er i harmoni med din næste, med naturen. At du har omsorg og solidaritet. Og den form for opfattelse af begrebet rytme kan jeg bruge resten af livet på at studere. Det er endeløst. Men det giver energi. En masse positiv feedback. Og kvalitet til at stå op om morgenen og klare det liv sådan som det er nu. Og man kan mærke på masser af unge, når vi er ude og spille i dag, at de har den glød vi havde dengang. For du skal have lidenskab – du skal ville noget andet. Ellers bliver det jo ikke til noget. Og den synes jeg man mærker mange steder.”

Samtalen kommer vidt omkring inden vi sluttet. Vi kommer omkring hvor svært det er at opretholde fantasien i dette samfundm, hvor alting strammer til. Over dagpengereformer, over nødvendigheden af at dyrke gymnastik, og finde ind til det spirituelle, frem for den materielle verden. Om at træne sit sind, og opfattelsen af det. Kim Menzer konverterede i 1973 til buddhismen. Og den har han holdt fast i, fordi det er en “meget spirituel vej at beskæftige sig med sit sind på”. Om at øve sig i ikke at være kritisk, ikke at ønske sig noget. Og om hvordan man kan få den tangegang til at harmonere med samfundskritik og visioner for en anden verden. Om hvordan der er blevet en hel industri bygget op omkring de forskellige tanker der kom frem i hippietiden – lige fra meditation til ideen om at spise gulerødder. Om hvordan X-faktor og underholdningsindustrien kvæler det kreative menneske i en gold nyliberal underholdnings-industri. Om Melodi Grand Prix:

“Det er jo nærmest hade-programmer. Det er jo ikke musik, med tekster der betyder noget. Men det er det der får den største opmærksomhed og seerskare. Og hvordan fanden kan det være, at unge mennesker i den grad kan være tilfredse med det. Du går i fitnesscentret og træner. Det er fuldstændigt lige gyldig musik. Rytmisk er det fuldstændig uinteressant. Det er en maskine – ren og skær business. Og alle mennesker har jo lyst til at høre kvalitet. Men industrien er så stærk. Og ham der har opfundet X-factor er blevet meget rig på en skide god idé. Jeg har aldrig oplevet noget så kynisk. For de dér dommere ved jo godt, at dem de skal hen og kramme og give kys på kinden, de har ikke en chance. Og hvad får sådan en dommer, måske 600.000 for at være med. Og det meste af musikindustrien har jo en økonomisk baggrund – de har gået på kræmmerskole. Imens de talentfulde unge musikere står og knokler rundt omkring, for de spiller ikke det, musikindustrien vil have.”

Efter flere timer siger vi farvel og bryder op. Stærkt overbeviste om at Kim Menzer måske nok er en gammel hippie, der ikke selv tror han er i position til at lægge stemme til et oprør. Men bestemt også et levende kreativt menneske, der har masser af erfaring, inspiration og visioner for livet i fremtiden. Og masser at sige til nutiden.

Flere artikler fra nr. 330

Flere numre fra 2013

Se flere artikler af forfatter:
Jesper Juul Mikkelsen
Alexander Lassithiotakis

Siden er vist 2630 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside