Socialistisk Arbejderavis
Nr. 331 – 17. september 2013 (Kun online)
Slagteriarbejdernes nej til lønnedgang
Et nej i solidaritetens navn
Jesper Juul Mikkelsen
Et flertal på Danish Crown på 60 % af arbejderne stemte nej til lønnedgang på 1000 kr. om måneden. Dette sker vel at mærke under trusler om fyringer af 1000 slagteriarbejdere, hvis de ikke følger ledelsens forslag og accepterer lønnedgang.
Lønnedgang er ingen løsning
Kravet om lønnedgang kommer fra en koncern med et milliard-overskud, det er i sig selv absurd.
Der er allerede blevet lavet lokale aftaler om at arbejde flere timer gratis på lokale slagterier i Danish Crown, mens man andre steder har accepteret et nedslag i akkorden. Mange arbejdere har længe været bange for at miste deres arbejde, men denne gang sagde arbejderne nej.
Der var ingen grund til at stole på ledelsen i Danish Crown. Tidligere har de gennemført fyringer efter at arbejderne er gået ned i løn. Desuden kunne virksomheden have brug noget af sit milliardoverskud til at investere i grisefarme hvis de virkelig mener det er så vigtigt.
En accept af lønnedgang vil rimeligt sikkert kun være en stakket frist. Danish Crown ønsker billigere arbejdskraft og vil se en accept af lønnedgang som et svaghedstegn og derfor komme tilbage med yderligere krav og med gentagne trusler om fyringer.
Samtidig vil en accept af lønnedgang i Danmark lægge yderligere pres på slagteriarbejdere i Polen og Tyskland osv. Slagteriarbejdernes nej har været med til at bremse ræset mod bunden.
Mod bosser, politikere og fagpampere
Slagteriarbejdernes nej til lønnedgang sender et klart signal til politikere som Henrik Sass Larsen, der har udtalt, at denne model med lønnedgang kunne spredes til resten af samfundet.
Det er et nej, der sender et signal om solidaritet til resten af arbejderklassen. Et nej, der siger, at vi ikke skal blive ved med at dukke nakken.
Og slagteriarbejdernes nej sender et signal til fagbevægelsen om at vælge side.
Hvis fagbevægelsen vil være med til at administrere ødelæggelsen af vores overenskomster – ja så vil fagbevægelsen langsomt dø. Men vil fagbevægelsen genopfinde sig selv som kamporganisation og bruge sin kraft til at forsvare vores rettigheder og organisere kamp, så kan den igen vinde opbakning og respekt.
Tak til slagteriarbejderne!
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe