Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 332 – 1. oktober 2013 – side 7

Kampe vi tog

Folkestrejkerne i 1943

Freddie Nielsen

29. august var 70 års dagen for at den danske regering trådte tilbage, og ikke længere ønskede at give indrømmelser til den tyske besættelsesmagt.

Hver gang den dato fejres, så er det ovennævnte myte der trækkes frem og der peges på at regering og befolkning atter forenedes, efter der nedværdigende samarbejde med besættelsesmagten.

Det lyder jo meget smukt med den nationale enhed og sammenhold, men sandt er det ikke.

Regeringen gik ikke af, ministrene trådte et skridt tilbage og overlod den direkte regeringsudøvelse til topembedsmændene, men bag det hele var det stadig politikerne, der fortsat  trak i trådene.

Når regeringen indgav sin afskedsbegæring fordi den ikke ønskede, at imødekomme det tyske krav, om at indføre dødsstraf, så er det nok rigtigt. Men den virkelige begrundelse var, at de kunne se hvad vej krigen gik, så de måtte så småt til at forberede sig på at besættelsen ikke varede evigt.

Politikerne vidste godt, at de var i et stadig voksende modsætningsforhold til store dele af befolkningen, som kunne blive farligt for såvel dem som for hele systemet, hvis de fortsatte som hidtil.

Det er her den virkelige betydning af august 43 er, for det drejede sig hverken om national enhed eller om forsoning mellem befolkning og politikere. Det drejede sig om at arbejderklassen trådte frem, og det var det der skulle til for at skræmme såvel politikkere som arbejdsgivere.

KRISE

Sandt at sige, var arbejderklassens tilstand elendig, ved den tyske besættelse i 1940. Krisen havde raset i 10 år, og arbejderne var presset af høj arbejdsløshed.I 1932 toppede den med over 30% og faldt først under 20% i 1939 for at hoppe op på 24% i 1940. Fra 1941 begyndte et fald og således var arbejdsløsheden 15% i 1942 og 11% i 1943.

Reallønnen havde det heller ikke for godt. Fra 1939 til 1940 steg priserne voldsomt, samtidig med at lønningerne raslede ned. Alt i alt faldt reallønnen med ca. 20% i de første besættelsesår.

Strejketallet var lige så sigende. Ifølge DA’s statistik var der kun 1108 tabte arbejdsdage i 1939 og det faldt til 421 i 1940, for så at stige til 1500 i 1941. Alt i alt et strejkeniveau som det var svært at få øje på.

Men det var ikke kun arbejdsløshed og krig, der holdt strejketallet nede. Da de ”nationalt sindede” borgerlige partier gik ind i samlingsregeringen, krævede de strejkeforbud. I september 1940 indførtes ”Lov om arbejdsforhold”, med 2 hovedpunkter. 1. Totalforbud mod strejker og 2. Tvungen voldgift (forbud mod almindelige overenskomstforhandlinger).

KLASSEKAMP

Alligevel bobler klassekampen stadig, og i 1942/43 vokser strejketallet. I 1942 siger DA’s tal godt 9000 tabte arbejdsdage, og i 1943 opgøres det til næsten 30.000, og det er vel at mærke uden selve auguststrejkerne.

Omslaget skyldtes flere ting. Dels faldet i arbejdsløsheden, dels at Tysklands krigslykke var  vendt, dels at reallønsfald og andre krigsulemper begyndt at gå arbejderne på, og sidst men ikke mindst et par markante strejkesejre, alt sammen noget der bar ved til arbejderklassens selvtillid.

I december 1942 strejkede B&W i protest mod nazistiske vagter på skibene, og da strejken bredte sig til Nordhavnsværftet, blev kravene indfriet. Samtidig vandt 500 befæstningsarbejdere ved Nymindegab en lønsejr efter bare 2 dages strejke.

Det satte i hvert fald noget i gang, for i januar 1943 var det sådan at antallet af tabte arbejdsdage indenfor jernindustrien, oversteg tallet for hele 1942.

Strejkerne drejede sig om alt fra lønkrav, over krav om bedre beskyttelsesrum og betaling for luftalarmer, til krav om faretillæg og mod nazister på arbejdspladsen. Strejkerne var  selvfølgelig også vidt forskellige, fra ½ dage til trælossernes lønstrejke i Købehavn, der varede 2 måneder

STØRRE SAMLING

I løbet af 1943 sker der også en politisk udvikling sammen med den voksende selvtillid. I marts er der folketingsvalg, og det resulterer ganske vist nærmest i status quo – bortset fra at DKP er forbudt og ikke på stemmesedlen.

Men kun 1½ måned senere er der kommunalvalg, hvor arbejderlister (primært dække for det forbudte DKP) flere steder opnår ret markante stemmetal. F.eks. 13,8% i Aalborg, 12, 3 i Esbjerg, 17,8 i Helsingør og 19,1% i Nakskov.

Samtidig bliver strejkerne mere samlende, og i august udvikler det sig til en decideret strejkebølge, der bølger hen over især Fyn og Jylland.

I begyndelsen af august strejker Odense værft mod tyske vagter, en strejke der fører til solidaritetstrejker på 12 af byens metalarbejdspladser, og i Aalborg strejker to cementfabrikker mod nazistiske sabotagevagter.

Begge vindes, men det er først med strejken i Esbjerg at man kan begynde at tale om bystrejker. Den 9. starter en strejke mod et 22-05 udgangsforbud, og efter 3 dage hvor byen er totalt lammet, slutter strejken med en sejr.

Den 18. er det igen Odense, og denne gang med total bystrejke, der også breder sig til mange byer på Fyn. Odense er lammet i 6 dage, og den 23. flytter strejkecentret til Nordjylland, hvor især strejkerne i Aalborg, Nørresundby og Frederikshavn er massive.

SPONTANITET

Da regeringen træder tilbage den 29. august, og besættelsesmagten indfører undtagelsestilstand med bl.a. dødsstraf for at strejke, afblæser strejkeledelsen kampen. Det tyder ganske vist ikke på at strejkeviljen er brudt i Nordjylland, men ledelsen afblæste af frygt for at kampen skulle gå i opløsning.

Den almindelige fortælling i tiden, siger at det ofte lykkedes at få strejkerne startet, ved at man bildte hinanden ind at andre allerede var i strejke, og således ping-pongede strejkerne i gang. Der vil være de der hævder, at den slags er snyd, men en strejke er en yderst demokratisk handling, så det er kun når vreden og viljen til kamp er til stede i arbejderklassen, at den slags kan lade sig gøre.

Historikeren Hans Kirchhoff skriver i disputats – Augustoprøret 43 – at da han indsamlede materiale, var det ikke muligt at gå ind i et arbejderhjem i Odense, uden at støde på ”manden der startede folkestrejken”. Det er nok overdrevet, men det vidner om en stolthed og et vist islæt af spontanitet omkring strejkerne i 1943.

De officielle repræsentanter, så vel i Socialdemokratiet som i fagbevægelsen, var da også arge modstandere.

Da enkelte mindre arbejdsgivere i Odense, viste sig sympatisk indstillet overfor de strejkende, sagde DA’s næstformand, på et lokalt møde: ”Jeg ved at der blandt arbejdernes ledere er stor betænkelighed ved, at arbejdsgiverne firer på deres ret, da det kan betyde, at lederne får vanskeligt ved at styre arbejderne. Det er en meget farlig situation vi er i, idet strejken ikke er organiseret af ledelserne, men udenom dem af arbejderne selv. Dette er det farligste af alt farligt...”

Men selvfølgelig var det ikke ren spontanitet, der fik arbejdsplads efter arbejdsplads, by efter by til at kaste sig ud i en strejkebevægelse, vendt mod såvel besættelsesmagten som mod den danske regering og myndighederne. Uden en organisering med rod i arbejderklassen havde det aldrig været muligt – det illegale DKP, havde efter anslaget i 191, fået geopbygget en vis styrke, og var meget ledende i bevægelsen.

Hvor vidt auguststrejkerne var en sejr eller ej kan diskuteres, men det der i virkeligheden betyder noget, er at vi kan se hvordan en trynet og svækket arbejderklasse, selv under de mest umulige forhold er istand til at rejse sig igen.

Flere artikler fra nr. 332

Flere numre fra 2013

Se flere artikler af forfatter:
Freddie Nielsen

Siden er vist 1919 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside