Socialistisk Arbejderavis
Nr. 332 – 1. oktober 2013 – side 12
Hvad kan vi lære af Chile 1970-73?
Mercedes Sanz
I disse dage er det 40 år siden Pinochets kup i Chile, der druknede arbejdernes og landarbejdernes bevægelse i blod og undertrykkelse og banede vejen for et nyliberalt paradis for kapitalister.
Amerikansk imperialisme
Chile 1970-73 gjorde det for det første tydeligt, hvor stor den amerikanske imperialismes dominans var i Latinamerika, og hvor langt de var parat til at gå med både overtrædelser af demokratiske rettigheder og menneskerettigheder, når deres interesser var truet.
Men det var ikke kun forsvaret af de allerede etablerede amerikanske virksomheder i Chile, der førte til kuppet. Med Pinochets kup skulle Chile forvandles til et prøvelaboratorium for de økonomiske nyliberale teorier, der i den tid så dagens lys i Chicago, med Milton Friedman og "the Chicago boys".
I Chile begyndte det nyliberale eksperiment, som nu hersker over alt i verden, med dets følger af elendighed, ekstrem fattigdom, nedrivning af arbejderklassens erobringer i det sidste århundrede, krige og meget mere.
I den forstand kan man se, at kapitalismens væsen i sine ekstreme former har brug for autoritære regeringer for at nå sine mål. Det reelle demokrati står i vejen for kapitalismen, når det gælder den herskende klasses interesser.
Staten og borgerskabets rolle
For det andet kan man se de elementer, som borgerskabet og staten inden for det formelle demokrati, kan bruge til at lave modstand mod reformvenlige regeringer, når deres ejendom er truet.
Det chilenske borgerskab boykottede først Salvador Allendes regering økonomisk. De skabte inflation, mangel på varer og deres aktioner kulminerede i den store lockout af lastbilejeres, som fuldstændigt lammede landet i november 1972.
Det blev tydeligt, at der er grænser for, hvor langt vi kan nå kun med økonomiske reformer inden for et borgerligt demokratis rammer, når borgerskabet har den reelle økonomiske og udenomsparlamentariske magt, og den derfor kan sabotere enhver regering.
For så længe det kapitalistiske system består, vil vi altid slå hovedet mod muren i kampen for grundlæggende ændringer. Derfor er der brug for et økonomisk, socialt og politisk magt- og systemskifte – en revolution.
Allende forsøgte at kvæle oprør fra neden
Arbejderne i Chile var klar til revolution. De var organiserede, og de var i oprør. Klassekampen i Chile var på sit højeste – strejker, besættelser, arbejderråd og andre alternative organiseringer blomstrede frem.
Flere gange satte Allende militæret og det forhadte oprørspoliti ind mod disse protester for at genoprette “lov og orden”.
Efter et mislykket forsøg på militærkup i juni 1973, præsenterede Allende en ny regering med generaler (bl.a. Pinochet).
Militæret og politiet arresterede og torturerede mange af arbejder- og landarbejderorganisationernes ledere. Og endelig gav Allende tilladelse til en voldelig afvæbning af de væbnede militser. Få måneder efter gennemførte Pinochet sit kup.
Og det kan vi lære en del af: Vi får ikke en mere fredelig overgang ved at holde os tilbage, vi mister ikke færre liv, fordi vi holder mund, vi forhindrer ikke drab, tortur og fængsel, fordi vi ikke gør modstand.
Den anden vigtige lære fra Chile er, at der dengang manglede et revolutionært parti, som kunne bruges til at udvikle og uddybe den revolutionære situation. Vi kan ikke lægge vores oprør i hænderne på ledere, der ikke ønske at vinde. Hvis et sådant revolutionært parti havde eksisteret, kunne det havde ændret udfaldet af arbejdernes oprør i Chile.
Militæret er et redskab til at opretholde kapitalismen
Chiles hær var omgivet af en helteagtig aura i forhold til kampen for uafhængighed. Den naivitet kostede dyrt. Pinochet ville ikke sætte borgerskabet på plads eller forsvare arbejdernes erobringer fra boykot.
Militærfolk i et kapitalistisk samfund vil aldrig nogensinde forsvare folkets rettigheder.De er der for at tjene de kapitalistiske interesser, og det vil de gøre med vold, undertrykkelse og blodige handlinger.
Efter diktaturets afslutning i 1990 kunne der opgøres 15.405 dræbte, 155.000 ulovlige anholdelser, 2.202 forsvundne personer, og 100.000 mennesker havde måttet flygte fra Chile.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed