Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 332 – 1. oktober 2013 – side 13

Enhedslistens venstrefløj

Et lille, men vigtigt skridt fremad

Jesper Juul Mikkelsen

I starten af september samledes ca. 180 Enhedsliste-medlemmer til græsrods-konference i Taastrup og søndag d.29. september blev der afholdt evalueringsmøde i København.

Medlemmerne mødtes, fordi der er en voksende bekymring for Enhedslistens interne demokrati og samtidig en utilfredshed med den politiske retning, som Enhedslisten har fulgt de seneste år: Tilslutning til to finanslove, skattelettelser til de rige og tilslutning til krig mod Libyen for at nævne nogle af de værste. “Enhedslisten må ikke blive et SF 2.0,” lød det flere gange.

Konferencen var noget nyt for Enhedslisten

Der har længe været tradition i Enhedslisten for ikke at gøre uenighederne særligt synlige for at holde sammen og undgå splid og splittelse. Det har betydet en generel accept af den udvikling, som Enhedslisten har gennemgået og meget lidt debat.

Men det er efterhånden blevet tydeligt, at strategien om at “trække regeringen til venstre” ikke har været en succes og der er kommet mere kritik blandt et lag af medlemmerne. Der har længe været brug for få en meget mere ærlig og grundig diskussion om vejen frem.

Derfor var det rigtig positivt, at en række afdelinger var gået sammen for at samle medlemmerne og skabe debat.

Én konference er langt fra nok

Hvis vi ser på de udfordringer, vi står overfor som venstrefløj, så er de massive. Vi står i den dybeste krise siden 30erne. Der er en åbenlyse mangel på et modsvar fra arbejderklassen. Der er en voksende racisme og en total mangel på kollektiv udenomsparlamentarisk aktivitet.

Bag det ligger en mere grundlæggende uenighed om, hvorvidt Enhedslistens rolle som parlamentarisk opposition fortsat kun skal bruges til at forsøge at “trække regeringen til venstre”. Eller om den skal bruges til at opbygge modstand mod krisepolitikken – både ideologisk og konkret-praktisk.

Vi mener, det er nødvendigt, at Enhedslistens venstrefløj begynder at opfatte sig selv som de aktivister, der kan starte en ny logik på venstrefløjen. Fælles handling er en af nøglerne til at komme videre. Det er fælles aktivitet, som kan udvikle vores forståelse for bevægelsesarbejde. Det er fælles aktivitet, der kan give os en bedre ramme at diskutere sammenhængen mellem parti og bevægelse og vores rolle i at mobilisere arbejderklassen.

En alternativ linje

Det er nu blevet besluttet, at vi skal mødes igen, fordi de udfordringer, vi står overfor, ikke er forsvundet, men bliver større. Uenighederne i Enhedslisten vil heller ikke forsvinde. Især på de seneste 2-3 årsmøder har det været tydeligt, at der er en højrefløj og en venstrefløj i EL.

Svarene fra konferencen gik i flere forskellige retninger, så også af den grund er det vigtigt at fortsætte diskussionerne og søge afklaring – fx om: Hvordan udfordrer vi reformismen i stedet for at tilpasse os den? Hvordan udvikler vi en venstrefløj i fagbevægelsen? Hvordan kan EL blive en aktiv kraft i at bygge konkret modstand mod krisepolitikken på alle planer?

Mange var enige om, at det udenomsparlamentariske er vigtigere end det parlamentariske spil. Det er et godt udgangspunkt for at opbygge en ny tradition blandt Enhedslistens aktivister og på sigt skabe rødder i den kæmpende del af arbejderklassen.

Flere artikler fra nr. 332

Flere numre fra 2013

Se flere artikler af forfatter:
Jesper Juul Mikkelsen

Siden er vist 1825 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside