Socialistisk Arbejderavis

Nr. 332 – 1. oktober 2013 – side 15

Filmanmeldelse Spise sove dø

Arbejderen hun er stærk og sej – og sjov!

Freya Ea Bjørnlund

Hvis du tvivler på, om der findes en ægte arbejderklasse i dagens Skandinavien, så sæt dig ned og se Spise sove dø. Vær forberedt på sydende samfundskritik, smuk socialrealisme, salte tårer og en smule sort humor.

Arbejdere, indvandrere og kvinder er underrepræsenteret i dansk film. Både foran og bag kameraet. Sådan er det egentlig også i Sverige. Men modsat os, retter vores naboer op på skævvridningen med politiske initiativer. Uden svenskens ligestillings-ideal og tilhørende pengepuljer, ville Spise sove dø nok ikke eksistere. Alligevel anklager filmen Europas dengse-stat for at svigte sine svageste.

Filmen er skrevet og instrueret af Gabriela Pichler. Hun er noget så usædvanligt som en kvindelig instruktør med arbejder- og indvandrerbaggrund. Debutfilmen handler netop om sådan en kvinde. En knas-pragmatisk og knus-elskelig heltinde, hvis superkraft består i at afveje præcis 150 gram rucula-salat i hånden. Hver gang.
Den gæve drengepige Raša bor i en flække på det skånske bøhland. Her er ikke meget andet at lave, end at sparke til mudderet på marken. Hun går også mest op i sit job ved samlebåndet på byens salatfabrik. Den 20-årige arbejdshest skal nemlig både brødføde sig selv og sin syge far, som har fået rygskader af alt for meget sort arbejde. Men fabrikken må skære ned og Raša mister sit job.
Stort set alle roller spilles af amatører, som er fundet på gaden i provins-skåne. Det gør de fuldstændig eminent. Især hovedrolleindehaver Nermina Lukac er en herlig naturlig perle. Mange scener improviseres frem og mange skuespillere spiller egentlig sig selv, når de fortæller deres egne historier om snurreturen i arbejsløsheds-møllen.
Spise sove dø leder tankerne hen på den italienske klassiker Cykeltyven fra 1948, som handler om en familiefar, som må finde sin stjålne cykel for at beholde sit job og brødføde sin søn. I Spise sov, dø er cyklen blevet til en bil. Den lille detalje, at Raša ikke har kørekort ender nemlig med at blive hendes største handicap i kampen om et arbejde.
Scenerne mellem den robuste Raša og hendes lille bitte far er nogle af filmens mest originale og mest rørende. Hvem skulle have troet, at en scene med en nøgen far i badekarret og en tissende datter på toilettet kan signalere kærlige familiebånd helt uden at få incest-klokkerne til at ringe?
I det hele taget er Raša et friskt opgør med unge kvinderoller på film. Hun er et par tøjstørrelser fra det lillepige-lækre look. Og det er hun ret ligeglad med. Endnu mere uhørt er det, at filmen dropper det obligatoriske romantiske sideplot. Raša har ikke brug for en fyr. Hun har nok i at elske sin far og sit arbejde.
I Cykeltyven anno 2012 bliver efterkrigs-krise naturligvis til finanskrise. Og gang på gang falder velfærdssamfundets sikkerhedsnet til jorden. Lægen vil ikke lytte og fagforeningen vil ikke strejke – men de fyrede medarbejdere må selvfølgelig altid ”komme forbi til en snak, hvis de har brug for det.” Værst står det til på den pseudo-pædagogiske arbejdsformidling.
Instruktøren skal have ros for sin intelligente galgenhumor, når hun skræller sig ind under de velmenende, men forlorne smil i det offentlige system. Humoren gør godt for det tunge budskab. Og et par grin på vejen gør det bestemt ikke mindre vigtigt.

FAKTABOKS:

Spise, sove, dø – 2012

Skrevet og instrueret af Gabriela Pichler.

Har vundet en publikumspris på filmfestivalen i Venedig og den svenske Guldbagge som årets film.

I danske biografer:

København: Empire indtil 02.10

Odense: Café Biografen indtil 02.10

Flere artikler fra nr. 332

Flere numre fra 2013

Se flere artikler af forfatter:
Freya Ea Bjørnlund

Siden er vist 1556 gange.

Redirect = 0