Socialistisk Arbejderavis
Nr. 335 – 16. januar 2014 – side 13
Ingen respekt til Ariel Sharon (1928-2014)
Bo Nielsen
Ifølge Sharons jødiske tro skal han (og alle døde) genopstå ved tidernes ende, hvor det skal afgøres, om han skal have evigt liv i Guds rige eller dømmes til evig fortabelse.
Denne religiøse forestilling om en guddommelig dom er en abstraktion, der grundlæggende skal minde os om, at hvad vi vælger at bruge vores (i historisk tid) stærkt begrænsede tid på Jorden til, har nogle konkrete konsekvenser.
I Sharons tilfælde taler vi om en mand, der brugte sit liv på racisme, krig og statsvold. Sharon brændte gennem hele sit liv (indtil han i 2006 gled ind i koma) for zionismen, en nationalistisk kærlighed, der fik brændstof af hans had til arabere – som døde og led for hans hånd gennem årtier.
Noget af det, den magtfulde Sharon vil skulle bedømmes på, er hvordan, han under den anden intifada, som han selv fremprovokerede, som øverstbefalende gav ordre til at dræbe civile palæstinensere, uden skelen til om de var med i demonstrationer og kampe eller ikke.
Eller hvordan han i 1953 som officer førte an i et angreb på landsbyen Qibya, hvor Sharons styrker sprængte huse i luften med kvinder og børn inden i, og 59 mennesker blev dræbt.
Og ikke mindst hvordan han i 1982 som israelsk forsvarsminister og dermed øverstbefalende for den israelske besættelsesmagt i Libanon billigede de kristne fascistiske falangisters massakre i Sabre og Shatila, hvor militserne i 40 timer voldtog og massakrerede palæstinensiske kvinder, børn og ikke-våbenføre mænd. Et sted mellem 800 og 3.500 mennesker blev dræbt i lejrene.
De israelske styrker befandt sig hele tiden blot 200 meter fra lejrene og så passivt til eller skød hvid fosfor ind over lejrene for at give lys i nattemørket.
Ikke et spørgsmål om religion og etnicitet, men om ideologi og politik
Ariel Sharon behøver ikke vente på sin Gud for at få sin dom. Jødedommen er, ligesom al anden religion, blot et trossystem. Jødedommen vejer godt og ondt ud fra nogle såkaldt hellige skrifter, hvis etik hentes i en metafysisk forestilling om en dømmende almægtig Gud.
Men det var aldrig Sharons religion og etnicitet, der kostede palæstinensere deres frihed og tusindvis af liv. Det var hans ideologiske kamp for zionismen, den israelske stats racistiske og nationalistiske ideologi.
Den israelske stat er en besættelsesmagt med en racistisk ideologi. Tyveri af palæstinensisk land og indespærring af Gazas befolkning bag mure, pigtråd og handelsblokade er kolonialisme og brutal apartheid-politik.
Den israelske stat er USA’s vagthund i Mellemøsten. Og Ariel Sharon var krigeren og højreekstremisten, der dedikerede sit liv til dette.
Historien dømmer Ariel Sharon. Men dommen skulle være nedfældet og eksekveret af mennesker for mange år siden. Intet glemt, intet tilgivet, global intifada for frihed og retfærdighed!
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed