Socialistisk Arbejderavis
Nr. 338 – 1. maj 2014 – side 6
Uro og usikkerhed i Ukraine
Charlie Lywood
Det største imperialistiske stand-off siden Berlin-krisen i 1961 kan stadig eskalere ud af kontrol.
Situationen i Ukraine er stadig meget uklar. De russiske separatister i Øst-Ukraine har ikke forladt deres besættelser af offentlige bygninger. Aftalen mellem USA, Rusland, EU og Kiev om, at de skal forlade bygningerne, er ingen garanti for en fredelig løsning.
De seneste dages voldelige konfrontationer, kan udløse konflikter, som ingen kan kontrollere.
Begivenhederne drives nu frem af helt andre kræfter end den Maidan-bevægelse, der, trods alle dens modsætninger, først og fremmest var et udtryk for folkelig protest mod stenrige oligarker og deres korruption.
Imperialisme
Drivkræfterne er imperialistisk rivalisering og styrkede nationalismer i Ukraine.
Det, som fik den russiske imperialisme til at gå i aktion, først på Krim (hvor Putin har droppet alle benægtelser af russiske troppers rolle) og nu i Øst-Ukraine, var, at man opfattede Ukraine som en "buffer"-stat mellem russisk og vestlig imperialisme.
Putin kunne ikke acceptere, at Maidan-bevægelsen, som væltede Janukovitj, skulle betyde, at han mistede denne brik i sine geopolitiske planer.
Statskapitalismens sammenbrud
Ukraines regionale splittelser har givet potentiale til konflikt. Men det som satte tingene på spidsen var den katastrofale overgang fra bureaukratiske statskapitalisme til privat kasino-kapitalisme efter USSR’s sammenbrud i 1989-91.
Alle værdier i Ukraine blev solgt billigt til konkurrerende oligarker, som blev milliardærer i processen. En svag stat tillod mafia-lignende opgør mellem disse oligarker, mens folket blev snydt og bedraget og retssamfundet smuldrede.
Denne ribning af statens værdier førte til Orange-revolutionen i 2004 og Janukovitjs første fald fra magten. Men hans arvtager fortsatte gangster-regimet, og Janukovitj vendte tilbage til magten efter præsidentvalget i 2010.
Mange i Ukraine havde håbet, at Janukovitj ville lave en økonomisk aftale med EU. Så da han sprang mod Rusland, som tilbød bedre betingelser for et lån, udbrød Maidan-bevægelsen. En kombination af håb om en bedre fremtid, had mod oligarkier, et retfærdigt rets- og skattesystem og illusioner i EU.
Denne bevægelse endte med, at Janukovitj måtte flygte over hals og hoved. Putin risikerede at miste en vigtig allieret. Derfor slog han til i Krim og nu i Østukraine.
Rusland er også imperialistisk
Putins Rusland er også en del af det imperialistiske system. 75 pct. af russisk eksport er i gas og olie. 45 pct. af alle forbrugs goder importeres. Russiske firmaer er børsnoteret i Vesten. Analytikere forudser 300 milliarder i kapitalflugt fra Rusland i årets først tre måneder på grund af krisen.
Derfor tøver Putin i Øst-Ukraine og opfordrer til besættelsernes ophør. Den ukrainske regering kan intet stille op og lover en føderal løsning. Men yderligtgående ukrainske nationalister kan sagtens ændre situationen.
Hverken Vesten eller Rusland ønsker en væbnet konflikt med hinanden. Og til dels anerkender Vesten Ruslands "ret" til at intervenere. Men det forhindrer ikke sabelraslen med danske kampfly til Baltikum og NATO-øvelser i Polen.
Obamas og danske politikeres moralske opsang til Rusland er hyklerisk dobbeltmoral. USA’s og Vestens egne invasioner er utallige. Hvis de tror, folk har glemt fx Vietnam, Afghanistan og Irak, tager de fejl.
Men USA er mere fokuseret mod Kina og Syd- og Øst-Asien. Især efter nederlagene i Irak og Afghanistan, og efter man brændte fingrene i Georgien i 2008, er man ikke interesseret i at have flere konflikter kørende. Og slet ikke med Rusland.
Venstrefløjen
Reaktionen fra den vestlige venstrefløj har mildest talt været forvirret. Mange har rodet sig ud i undskyldninger for Ruslands imperialistiske overgreb.
Baggrunden for dette er flere ting. Stalin-nostalgi, overdrivelse af højrefløjens styrke i Maidan-bevægelsen og ønsket om en modvægt til USA og dennes allierede. Dette har meget lidt at gøre med den marxistiske tradition.
Socialister forsvarer svage nationer mod imperialistisk overgreb. National selvbestemmelse gælder såvel for Ukraine som for Tjetjenien. Det gælder Georgien og Moldavien, hvor Putin har brugt invasioner og militær undertrykkelse under påskud af at forsvare etniske russere.
Selvfølgelig er USA stadig den dominerende imperialistiske magt i verden. Men USA er svækket, og imperialismen er et sammenhængende system af gensidig afhængighed og rivalisering.
Imperialismen kan ikke reduceres til enkelte lande. Putins ønsker at bevare sit imperium på bekostning af rivalerne – og omvendt.
Politisk klarhed
I denne æra af imperialistisk rivalisering netop på baggrund af en global økonomisk krise – den værste siden 30’erne – stilles der krav til politisk klarhed.
I New York, København (og Bryssels) og Moskva er fjenden hjemme, som Karl Liebknecht sagde i forbindelse med 1. verdenskrig. Men det betyder ikke, at vi skal undskylde vore herskeres rivaler.
Imperialismen er et mange-hovedet uhyre. Det er det kapitalistisk-imperialistiske system, der skal knuses. Imperialismen truer freden og bruger befolkninger efter forgodtbefindende. Det gælder ikke kun USA, én af dens manifestationer, men dem alle – også den russiske.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed