Socialistisk Arbejderavis
Nr. 339 – 4. juli 2014 (Kun online)
Palæstina under angreb
Et påskud for den næste fase i Israels krig
Jason Farbman
Den israelske regering udfører kollektiv afstraffelse af palæstinensere efter tre teenage-bosætteres død – men hvor langt vil den gå?
2. juli 2014
I DE TIDLIGE TIMER af 1. juli bombarderede israelske forsvarsstyrker (IDF) snesevis af mål i Gaza, få timer efter, at tre savnede israelske bosætter-teenagere blev fundet døde. Imens hele Israel var fokuseret på drengenes begravelser, brugte israelske embedsmænd begivenheden til endnu en mulighed for at vende virkeligheden på hovedet.
Den israelske regering, ledet af premierminister Benjamin Netanyahu, greb forudsigeligt drengenes forsvinden og død som mulighed og påskud for at plyndre palæstinensisk territorium, angribe Hamas og udvide bosættelserne.
Mens palæstinenserne har været udsat for brutal kollektiv afstraffelse siden drengenes forsvinden den 12. juni, har Israel givet den som det belejrede offer. Staten Israel eksisterer på besat jord og behandler palæstinenserne med racistisk foragt – men israelske embedsmænd insisterer på, at antisemitisme er motivationen for kidnapningerne.
“De blev kidnappet og myrdet blot for at være jødiske,” siger den israelske forsvarsminister Moshe Ya’alon. “De blev kidnappet og myrdet med koldt blod af dem, der er dedikeret til at såre israelske borgere og føre en daglig udmattelseskrig mod staten Israel.”
Men en sådan soleklar propaganda kan ikke skjule det faktum, at besættelsen, den etniske udrensning og apartheid udgør roden til denne konflikt – og propagandaen kan ikke skjule det faktum, at palæstinenserne lever som et undertrykt folk i deres eget land, mens støtte fra USA sikrer, at Israel opretholder en overvældende militær overlegenhed over palæstinenserne.
Nu, efter de indledende bombninger, der ramte 34 steder i Gaza (uden nogen form for bevis, der forbinder disse websteder til drengenes forsvinden), er det israelske establishment splittet i spørgsmålet om, hvorvidt deres næste træk skal være en fuld-skala invasion.
Repræsentanter for den israelske regering udtrykte øjeblikkeligt, at de agtede at “give Hamas en lærestreg,” selv om til stadighed ingen endnu har leveret skyggen af beviser for, at drengenes forsvinden kan forbindes til Hamas – og selv om en Hamas-talsmand har benægtet de gentagne israelske påstande om Hamas’ skyld og kaldt beskyldningerne “dumme og grundløse”.
Ligene af drengene blev fundet på en mark nær byen Halhul, lige nord for Hebron på Vestbredden. Mens det israelske militær lagde mere end et dusin palæstinensiske byer og flygtningelejre under belejring, og indførte udgangsforbud for to og en halv uge, dukkede ligene op blot 10 minutter fra, hvor drengene sidst var blevet set.
Efter at israelske tropper strømmede ind Halhul, rapportes der om adskillige tilfælde af jødiske israelere, der angriber arabere. Blandt disse var en taxachauffør, der blev angrebet med tåregas af en 17-årig dreng, og en ung mand, der er indlagt efter at være blevet angrebet af en gruppe unge israelere.
Andetsteds blev en jødisk mand i 20’erne arresteret for at spray-male “Kahane havde ret” på et vejskilt – en henvisning til den ultra-nationalistiske rabbiner Meir Kahane, der opnåede en anseelig opbakning i 1980’erne ved at opfordre til tvangsdeportering af arabere fra Israel.
Israels vedvarende kollektive afstraffelse af Palæstina
FN’s menneskerettigheds-talskvinde appellerede straks til, at alle parter ikke begår kollektiv afstraffelse, hvilket ville være en krænkelse af folkeretten. “Vi opfordrer alle parter til at afstå fra at straffe enkeltpersoner for lovovertrædelser, de ikke personligt har begået, eller ved at pålægge kollektive sanktioner,” sagde hun på et pressemøde i Geneve.
At hendes kommentarer var rettet mod begge sider – som om der var nogensomhelst lighed mellem magtanvendelsen eller styrkeforholdet mellem israelere og palæstinensere – benægter den virkelighed, der er den israelske besættelse. I løbet af de sidste 13 år, er i gennemsnit et palæstinensisk barn er blevet dræbt hver tredje dag – hver tredje dag – af de israelske besættelsesstyrker.
Denne statistik afslører det totale hykleri i hver eneste israelske politiker, der prøver at nære ilden af anti-palæstinensisk racisme. Netanyahu sagde, at de tre teenager-bosættere var blevet “bortført og myrdet med koldt blod af menneskelige dyr,” og han svor, at “Hamas er ansvarlige og Hamas vil komme til at betale for dette”. Israels økonomiminister, højreekstremistien Naftali Bennett udbrød: “Der er ingen tilgivelse for børnemordere ... Nu er det tid til handling, ikke ord.”
I de 18 dage, der gik mellem drengenes forsvinden og fundet af deres døde kroppe, ransagede israelske forsvarsstyrker mere end 1.000 palæstinensiske hjem. Mere end 420 palæstinensere fra Vestbredden blev arresteret, uden at blive sigtet for noget – 58 af dem var blevet frigivet under Gilad Shalit fangeudvekslingen. Omkring 80 tilbageholdes fortsat administrativt. Mindst fem blev dræbt, heriblandt en 15-årig dreng.
Skulle FN’s talskvinde have været lidt mere præcis, ville hun have bønfaldt Israel om at standse den igangværende kollektive afstraffelse.
Men det israelske militær er ikke færdigt endnu. Vestbredden er fortsat under belejring, og vejene er blokeret af soldater og bosætter-bander. Snesevis af militære køretøjer fortsatte de omfattende operationer og indtrængen i hjem i det sydlige Hebron selv efter ligene blev fundet. Yderligere snesevis af boliger blev gennemsøgt og ransaget, hvilket forårsagede omfattende skader på privatejendom.
Palæstinenserne rapporterede om sårede ramt af skarp ammunition. En 16-årig dreng blev dræbt af IDF tropper, da de trængte ind i Jenin.
Måske vil israelske regeringsfolk finde, at der i dette tilfælde er tilgivelse for børnemordere.
Israel hævder, at to palæstinensiske mænd – Marwan Kawasma og Amar Abu Aisha – er ansvarlige for drengenes forsvinden og død. Begge har flere gange tidligere været tilbageholdt af Israel og holdt i administrativ tilbageholdelse uden at få en rettergang. Ha’aretz har rapporteret, at begge mænds hustruer havde meldt deres mænd savnet til de Palæstinensiske Myndigheds sikkerhedsstyrker.
De palæstinensiske myndigheder havde til gengæld viderebragt oplysningerne til Shin Bet Caf (den israelske sikkerhedstjenestes berygtede anti-terror-gren, red.), som derefter havde pågrebet kvinderne og forhørt dem i flere timer.
Kawasmas hustru, der er gravid i ottende måned, blev atter pågrebet under den natlige razzia i Hebron efter ligene blev fundet den 30. juni. Hun er i øjeblikket i Israels varetægt, selvom hun har gjort klart, at hun ikke har kendskab til hendes mands opholdssted eller planer. Andre af mændendes familiemedlemmer bliver også tilbageholdt, herunder Marwan Kawasmas fire brødre og Abu Aishas far. I et angreb på Kawasma hjem, smadrede en eksplosion den øverste etage og sårede et spædbarn med granatsplinter.
Men husk – der er ingen tilgivelse for børnemordere.
Et påskud for Israels interesser
Israels reaktion på disse begivenheder har været kynisk, forudsigelig og effektiv. Blot timer efter opdagelsen af ligene af drengene den 30. juni, foreslog både Netanyahu og forsvarsminister Ya’alon at hævne dem ved at starte en ny bølge af bosætterbyggerier – til deres ære.
Netanyahu framet forsvindingerne som en Hamas-kidnapninge – en anklage, der stadig ikke er nogen beviser for, og alligevel noget, de fleste medier har rapporteret videre som et faktum.
Med henvisning til den israelske nationaldigter Haim Bialik, fortsatte han: “Hævnen for en ung drengs blod kan selv djævelen kan ikke fatte, således heller ikke hævnen for blodet af disse unge rene drenge ... Hamas er ansvarlige, og Hamas kommer til at betale for det her.”
Ved at dreje fortællingen på denne måde, har Netanyahu opfyldt et andet vigtigt israelsk mål: at underminere den seneste Hamas-Fatah forsoningsaftale.
Vice-sikkerhedsminister Danny Danon brugte en retorik, der er velkendt for enhver, der er bekendt med Israels tidligere angreb på Gaza. “Denne tragiske slutning vil også blive slutningen på Hamas,” sagde han. “Vi er nødt til at ødelægge Hamas ... nedrive Hamas-aktivisters hjem, ødelægge deres ammunitionslagre og stoppe alle penge, der finansierer Hamas direkte eller indirekte.” En assisterende minister, Tzipi Hotovely, opfordrede til en fornyet udslettelseskrig mod Hamas og en politik for målrettede mord rettet mod deres folk.
Samme ønske blev gentaget af nogle af Netanyahus mest magtfulde amerikanske allierede. De øverste Demokrater og Republikanere i House Middle East subcommittee sendte et fælles budskab til Den Palæstinensiske Myndighed præsident Mahmoud Abbas: “Hvis det fastslås, at Hamas står bag denne forfærdelige tragedie, skal [Abbas] straks bryde enhedsaftalen mellem Fatah og Hamas, som USA betragter som en udenlandsk terrororganisation.”
De militære invasioner, arrestationerne og luftbombardementerne har uden tvivl til formål at fremprovokere en reaktion fra Hamas. På sin side har Hamas svoret at forsvare palæstinenserne mod en land-invasion, og lover at “åbne helvedes porte” mod Israel.
Det israelske militær har indtil videre rapporteret 18 raketnedslag på israelsk territorium fra ukendt oprindelse. Disse raketter har ikke dræbt eller såret nogen, men de israelske ledere ved godt, at enhver form for vold fra Hamas’ side vil passe perfekt ind i den israelske fortælling om offergørelse.
Det israelske establishment i intern debat
Hvis Israel ikke påbegynder den fulde landinvasion, Netanyahu truer med, er det fordi, der er divergerende holdninger til hvad, der skal være Israels næste træk. Israels sikkerhedskabinet var trådt sammen om ekstraordinære forhandlinger den 30. juni og 1. juli, men mens dette skrives er der ikke taget beslutning om yderligere militær aktion.
Liberale zionister lod ikke til at være villige til at bakke op omkring en sådan en militær aktion, med begrundelse i, at det ville skade Israels internationale omdømme. Disse bekymringer blev indfanget i en artikel af den mangeårige krigskorrespondent og udenrigspolitiske kritiker Ron Ben-Yishai under titlen “Israel må knuse Hamas, men gøre det med omtanke”:
“Hvis muligheden for en operation i Gaza tages op, er det sandsynligt, at de fleste ministre vil være imod. Hvorfor? Fordi Hamas i Gaza ikke var involveret i kidnapningen, og fordi en IDF-invasion af Gaza-striben ville blive opfattet som kollektiv afstraffelse, som det internationale samfund ikke ville forstå og sågar fordømme. En af de ting, som staten Israel ikke må miste, er international legitimitet for sine handlinger, og det må ikke kunne opfattes som et land, der straffer en hel befolkning uden berettigelse.”
Både USA og Egypten – Israels to mest magtfulde allierede – har signaleret, at Israel ikke skal gå alt for langt og “destabilisere situationen.” Begge har vist sympati for Israel. “Som far kan jeg ikke forestille mig den ubeskrivelige smerte, som forældrene til disse teenagedrenge oplever,” sagde Obama i en erklæring.
Men denne bekymring for menneskers liv og lidelse er, som altid, selektiv. Som Ali Abunimah bemærkede: “Obama har aldrig udtrykt sympati for eller kondeleret nogen af de mere end 1.400 palæstinensiske børn, der er blevet myrdet af israelske besættelsesstyrker og bosættere.”
Den palæstinensiske spoken word-digter Remi Kanazi skrev på Twitter med sin karakteristiske kølighed: “‘Som far’ sørger Barack Obama over israelske teenagere. Som præsident sprænger Barack Obama pakistanske, yemenitiske og somaliske teenagere i luften.”
Det er vigtigt at bemærke, at USA og Egyptens officielle sympatier for Israel ikke omfatter støtte til en landinvasion. “Jeg opfordrer også alle parter til at afstå fra skridt, der yderligere kan destabilisere situationen,” sagde Obama i slutningen af sin udtalelse. Regional ustabilitet vil kun gøre den amerikanske rolle i regionen mere usikker, især i lyset af, at den kæmper for at få styr på et stadig mere kraftfuldt oprør i Irak og overgangen til endnu en hersker i Egypten.
Hvis Israels grusomheder i Gaza bliver for grusomme til at kunne ignoreres, vil det sætte den egyptiske præsident Abdul-Fattah el-Sisi under pres for at åbne den egyptiske grænse ind i Gaza for at hjælpe civilbefolkningen i optrækket til et israelsk angreb. Skulle Israel, et af verdens mest magtfulde militær, invadere Gaza, verdens største open-air fængsel, vil den arabiske verdens øjne hvile på Sisi.
Valget mellem at handle imod Israel (og dermed USA), og at undlade at gøre noget for at hjælpe palæstinenserne under angreb er helt sikkert et valg, Sisi helst ikke vil foretage.
United Israel
Et militært angreb på de tilfangetagne palæstinensere ville helt sikkert blive modtaget med folkelig støtte på et tidspunkt, hvor Israel har igen er samlet om nationalismens ild. Og alligevel, på trods af alt dette, er der stadig strategiske uenigheder i Israels øverste rækker.
Disse valg har ikke været svære for Israel tidligere. Under Operation Cast Lead i slutningen af 2008-begyndelsen af 2009, angreb Israel Gaza, målrettet mod den civile infrastruktur og smed hvid fosfor ud over en befolkning, der ikke kunne flygte fra overmagten. I maj 2010 bordede IDF Mavi Marmara, et tyrkisk skib i internationalt farvand, som medbragte humanitære hjælpemidler og var på vej til Gaza, og dræbte 10 civile. I begge tilfælde handlede Israel hurtigt, satte sin PR-maskine i sving og så sig aldrig tilbage. Og der er utallige andre eksempler, man kunne fortsætte med her.
Men lige nu, er der i den israelske herskende klasse ikke en følelse af fælles tillid til at skulle handle med ukontrolleret brutalitet mod en uskyldig befolkning, hvilket viser et minimum af selvbevidsthed om, hvad et angreb kunne tilvejebringe af ubehagelige konsekvenser.
Og de er ikke forkert på den, når de føler sådan – som det ses af de seneste sejre for bevægelsen for boykot, afvikling af investeringer i israelske virksomheder og sanktioner.
For nylig stemte den presbyterianske kirke i USA for at afhænde 21 millioner dollars fra tre selskaber, der driver virksomhed i ulovlige israelske bosættelser. “Vi kan som kirke ikke drage fordel af ødelæggelsen af hjem og liv,” sagde en af kirkens talspersoner efter en afstemning, der vakte opmærksomhed rundt omkring i verden. I Europa nægter et stigende antal af fødevaredistributionsselskaber at købe israelske varer produceret i de besatte palæstinensiske områder.
Som Ali Abunimah skrev på Electronic Intifada: “Det er stadig uvist, hvilke stemmer, Israels ledere vil lytte til: Dem der kræver at blodet skal flyde i de palæstinensiske gader, eller Israels internationale sponsorer, der ikke ønsker at blive sat i pinligt lys og få problemer på grund af endnu et af Israels vilde og hævntørstige mordorgier på et tidspunkt, hvor resten af regionen er i særligt store problemer.”
Mens vi venter at se hvordan det vil gå Gazas indbyggere nu og her, er vi ikke magtesløse i forhold til at påvirke fremtidige resultater. Hvis boykot-kampagnernes sejre har givet en Israel pause på sin folkemorderiske march mod at udslette palæstinensere fra kortet, så må vi fortsat forpligte os på at vinde nye grupper til boykotten, frasalg og sanktionering af den israelske apartheid, besættelse og etnisk udrensning.
Oversat fra engelsk af Bo Nielsen. Artiklen er bragt i Socialist Worker (US) 2. juli 2014.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed