Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 340 – 22. august 2014 – side 12

Social dumping på Lindø Industripark

Lene Junker

En lang række virksomheder beskæftiger omkring 1500 folk i produktionshallerne hos Lindø Industripark A/S. Langt fra alle bliver dog aflønnet efter overenskomsten.

Efter tip fra ansatte holdt arbejdstilsynet, politi og Skat en razzia i starten af juni. Resultatet er desværre ikke offentliggjort.

Der er mistanke om, at underleverandører til Fayard, som har repareret Mærsks borerig, Galiant, for en halv milliard, ansætter polske arbejdere, der arbejder 12 timer om dagen til 54 kr. i timen.

Deres arbejdsgivere sørger for et sted at bo, mad og transport til arbejdspladsen – mod betaling. Også andre virksomheder benytter udenlandsk arbejdskraft uden at betale dem industriens mindsteløn på 110,20 kr. i timen.

Antallet af udenlandske arbejdere på Lindø Industripark er voldsomt stigende.

Stop ræset mod bunden

I starten af juni stod det klart, at størstedelen af de 300 arbejdere, som skulle bruges på boreriggen, kom fra Polen og et vikarbureau i Aalborg.

Derfor tog vi, aktionsgruppen Solidaritet eller frit fald, med Otto Nielsen en tidlig morgen ud til Lindø Industripark. Otto Nielsen er en flittig skribent i gruppen “Begge sider af Lindøværftet” på facebook, hvor han beretter det, andre anonymt fortæller ham.

Med os havde vi en løbeseddel med overskriften: “Stop ræset mod bunden – Solidaritet eller frit fald”. Budskabet var, at de udenlandske arbejdere burde arbejde på lige vilkår med deres danske kollegaer, og at de faglige organisationer måtte komme ind i kampen og ikke lade stå til.

Løbesedlerne blev vældig godt modtaget, selv om nogle var lidt bange for at stoppe op og tage den, og flere bekræftede vores opfattelse. Aktionen blev dækket af TV2 Fyn, der også interviewede Otto Nielsen.

Inden kl. 7 blev vi dog smidt væk fra Lindø Industriparks port og P-plads. Fayards direktør, Thomas Andersen, truede med at tilkalde politiet, hvis vi ikke forlod stedet.

Uegnet som menneskebolig

Et par uger senere tog vi derud igen – denne gang med en løbeseddel på engelsk, der forklarede de udenlandske arbejdere, at mindstelønnen i industrien er 110,20 kr. i timen, og at hvis de ikke fik det, kunne de kontakte 3F, Dansk Metal eller os.

Også den løbeseddel blev godt modtaget af såvel udlændinge som danskere. Igen blev vi smidt væk af Fayards direktør og portvagten.

Efterfølgende kørte vi rundt i omegnen af Munkebo, hvor en lokal beboer viste os de mange forskellige steder, hvor de udenlandske arbejdere boede. Vi talte med nogle, der bekræftede de dårlige løn- og arbejdsvilkår.

Siden har Kerteminde Kommune også besøgt disse bosteder og lukket nogle af dem, fordi de var uegnede til boliger for mennesker.

3F og Dansk Metal

Efterfølgende havde vi et positivt møde med 3F Østfyn, hvor vi udvekslede erfaringer. Vi fik 3F-foldere på polsk med, som blev delt ud ved Lindø Industripark. Denne gang lod vi os ikke smide væk af vagten.

Håbet er, at 3F Østfyn får præsenteret, først og fremmest, Fayard for deres ønske om at ansætte arbejdsløse fra Østfyn i de kommende jobs og ikke benytte sig af underleverandører, der ikke overholder den danske overenskomst.

Men da 3F har meget få tillidsfolk i Lindø Industripark, står de ikke så stærkt.

Det har Dansk Metal derimod. De mener selv, de har et godt samarbejde med Fayard og de øvrige virksomheder i Lindø Industripark. De siger, der er indgået en lokal kædeansvars-aftale med Fayard.

Det skulle betyde, at Fayard tager ansvar for, at deres underleverandører overholder overenskomsten. Det svarer ikke helt til de virkelige forhold på arbejdspladsen.

De faglige organisationer bør være synlige på arbejdspladsen. De ville have lettere ved at komme i kontakt med de udenlandske arbejdere (og omvendt), hvis de arbejdede mere sammen og etablerede et fagligt kontor eller en fællesklub på Lindø Industripark.

Har gjort en forskel

Det haster med at sætte en stopper for den sociale dumping i Lindø Industripark. Lindø Industripark er en stor arbejdsplads, og den vokser.

Vi fra Solidaritet eller Frit Fald føler virkelig, at vi har gjort en stor forskel, ved at sætte fokus på den sociale dumping i Lindø Industripark.

Vi får ros på stedet af folk, når vi deler flyers ud, og vores flyers hænger stadig forskellige steder på arbejdspladsen. Vi har fået "hul igennem" til både 3F og Dansk Metal, og vi ved, at rigtig mange følger vores arbejde.


Find facebook-gruppen "Begge sider af Lindøværftet" her: tinyurl.com/q9j3dzz

Se også:
SAA 340: Boganmeldelse: Kamppladser – et “must read”

Flere artikler fra nr. 340

Flere numre fra 2014

Se flere artikler af forfatter:
Lene Junker

Siden er vist 2272 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside