Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 341 – 10. oktober 2014 – side 3

Det mener vi

Elitens eventyr for os andre

Statsministerens åbningstale er normalt ikke én man læser for dens litterære kvaliteter, men fordi den, der holder den, sidder på den stol, hun gør.

Ikke desto mindre nåede Thornings åbningstale langt ind i fiktionens verden.

Krisen

Én ting er, at hun endnu en gang fortalte eventyret om, at Danmark er ovre den økonomiske krise. Det er der kun få, der kan gennemskue, så den plejer at gå.

Men samme dag nedjusterede de økonomiske “vismænd” den økonomiske vækst fra 1,5 pct. til 0,5 pct. Flere banker gjorde det samme. Dér røg forbindelsen til virkeligheden for den del af talen.

Velfærden

Hun fortsatte med at tale om velfærdssamfundet: “Krisen testede vores velfærdssamfund. Og velfærdssamfundet bestod.” Det er jo H.C. Andersenske højder.

Og hvad værre er – for Thorning: Her er faktisk noget, som de fleste mennesker ved noget om.

Ikke kun de 40.000, der er ramt af dagpenge-stramningerne. Eller de mange, der er på kontanthjælp, og som skal forsørges af deres kæreste. Eller dem, der mister sygedagpenge. Osv. osv.

Nej, langt de fleste kender til nedskæringerne i kommuner og regioner: Hospitaler skal skære ned. Der skæres på skoler, daginstitutioner, omsorg for syge, handicappede, ældre osv.

Få dage inden Thorning talte varmt for bedre uddannelse, fortalte undervisningsministeren, at regeringen vil skære 4.000 pladser på de videregående uddannelser.

Det er ikke sød fiktion, men brutal virkelighed, som de fleste har oplevet under denne regering.

Derfor må det ikke være let for Thorning & Co. at erkende, at politikerne skal på valg inden der er gået et år.

Her stopper eventyret

Hverken Venstre eller Socialdemokraterne står til at få et specielt godt valg. Og da de fleste politikere helst vil genvælges, skal de finde en historie, der kan få dem genvalgt.

Her skal man lægge meget mærke til et bestemt afsnit i Thornings tale. For flygtninge og andre, der kommer til Danmark for at søge lykken, var der meget lidt eventyr i Thornings tale.

  • De skal ikke have krav på at få familien med til Danmark det første år
  • Der skal være mere effektiv “udlændingekontrol”
  • Politiet skal have “ny og effektiv teknologi”

Desuden får vi historien om “menneskesmuglere, illegale indvandrere og kriminelle udlændinge”, der “udfordrer vores grænser”.

De 3 store partier, Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti, er tilsyneladende enige om, at udlændingepolitikken skal fylde i valgkampen.

Elitens racisme er farlig, fordi den gør det sværere at kæmpe i fællesskab mod alle de ting, som Thorning, Løkke og Thulesen Dahl har i posen til os de kommende år: Endnu flere nedskæringer og angreb på resterne af solidaritet i samfundet.

Netop derfor er den nyttig for den politiske og økonomiske elite.

Eliten

For at der er en – ganske vist meget lille – elite kan ingen være i tvivl om.

14 dage før åbningstalen kunne Berlingske offentliggøre en liste over Danmarks 100 rigeste. De ejer alle sammen over en milliard – 1.000 millioner. Hver. Deres samlede formue er det seneste år steget med 18 pct.

Det var dem, hun talte for ved Folketingets åbning. Det er deres politik, hun har gennemført de sidste 3 år.

Lad os håbe på, at flere begynder at erkende, at der ikke kommer gode nyheder fra de parlamentariske haller.

Hvis vi ikke skal se på, at vore børn får et dårligere liv, end os selv, er det nødvendigt selv at begynde at organisere modstand. Både mod deres nedskæringer og mod den racistiske ideologi, de fylder oveni.

Truslen kommer ikke udefra. Den kommer fra den elite, der fylder deres lommer med det, vi producerer.

Flere artikler i serien Leder

Flere artikler fra nr. 341

Flere numre fra 2014

Siden er vist 1888 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside