Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 342 – 19. december 2014 – side 9

TV

1864

Bo Nielsen

Alle har en mening om DR’s store satsning, som bl.a. har modtaget drøje hug for lemfældig omgang med historiske fakta. Højrefløjen er gået i selvsving over instruktør Ole Bornedals ‘politisering’.

Socialistisk Arbejderavis mener, at serien har et sjældent vigtigt budskab, og at alle DR’s historiske tv-produktioner politiserer.

Du har garanteret allerede diskuteret den med dine kolleger i frokostpausen. Eller deltaget i diskussioner om den på Facebook. Og du har garanteret en mening om den.

‘1864’ er i dén grad gået viralt. Og det er ikke kun en succes for DR og Bornedal, men for krigsmodstandere og socialister.

Lad det være sagt med det samme: Heller ikke din revolutionære avis giver seks hjerter til ‘1864’. Dertil er serien ganske enkelt for fuld af kiksere, fejlskud og én-dimensionelle karakterer. Men alt det er rigeligt beskrevet andre steder.

Det kom serien for let omkring

Beskrivelse af landbefolkningens liv og materielle vilkår, den strenge fattigdom, sundhedstilstanden og børnedødeligheden og den generelle håbløshed, som fik tusinder til at forlade landet og prøve lykken i USA, er skåret ned til en enkelt familie: Laust og Peters simple og ydmyge hjem, hvor de ikke mangler meget, og da slet ikke kærlighed og en moders varme favn, men heller ikke ejer noget.

Seriens sympati ligger i det spartanske, uisolerede, men umiskendeligt romantiske bindingsværkshus, hvor der knokles med barkede næver for det daglige brød – men det fortæller os ikke meget.

En beskrivelse af den jævne bybefolkning og det spirende industriproletariat er fuldstændigt fraværende. I storbyen, København, møder vi kun overklassen i form af politikere og kulturpersonligheder.

Vi kunne godt have brugt noget mere råhed og fokus på underklassens materielle virkelighed, når nu denne tv-film skulle strækkes ud over hele 8 timer. Lidt mindre Morten Korch og lidt mere Pelle Erobreren.

Det gode: Historien som et spejl

En af de væsentlige pointer i ‘1864’ er, at historien fortælles og nedskrives for at nogen skal læse den og kende fortiden for at forstå deres samtid.

Bornedal vil fortælle om krigens rædsler, og om nationalismens funktion som røgslør over klasseskellene, der vil have at arbejderen/soldaten og politikerne/eliten er i samme båd.

Han vil fortælle om kærligheden og solidariteten på bunden, der kunne have forandret alt, og som er alternativet til krig og uretfærdighed.

At ‘1864’ vil fortælle for at forstå fortiden, så vi kan spejle nutiden giver filmen den legitimitet, kritikerne på højrefløjen så gerne vil fratage den. Og det gør dem kun endnu mere rasende.

For serien formår at rive begivenhederne i årene op til 1864 ud af den mytiske og én-dimensionelle fremstilling, vi er blevet præsenteret for i skolens historietimer.

Den formår endda langt henad vejen at give historien liv gennem almindelige menneskers øjne, kroppe og erindringer.

Og mest afgørende: Den skildrer en politisk og ideologisk tendens i tiden med knivskarpe betragtninger, som rammer som en bajonet lige ind i nutidens nationalistiske selvfedme og fremmedhad.

Med historien som spejl smelter virkelighedens D.G. Monrad og hans samtids nationalistiske politikerkolleger sammen med nutidens forbryderiske folketing.

Dét er en frydefuld fuckfinger, som er alle licenskronerne værd!

Flere artikler fra nr. 342

Flere numre fra 2014

Se flere artikler af forfatter:
Bo Nielsen

Siden er vist 1581 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside