Socialistisk Arbejderavis
Nr. 343 – 25. februar 2015 – side 2
Systemet og racismen
Jesper Juul Mikkelsen
Racisme handler ikke blot om at visse personer har en dårlig indstilling til andre mennesker. Racismen er en central del af det kapitalistiske systems måde at opretholde sig selv på.
For at bekæmpe racismen er det vigtigt at vi forstår det, og at vi forstår, hvorfor racistiske ideer kan virke tiltrækkende på dele af arbejderklassen.
I det kapitalistiske samfund er arbejderklassen international. Kapitalismen dominerer i dag over hele kloden, varer og kapital flyder over landegrænserne. Flertallet af alle mennesker bor i dag i storbyerne, og verdens storbyer er multikulturelle.
Hvad er det, som gør, at racistiske ideer kan blive ved at bide sig fast i den moderne arbejderklasse?
Økonomisk konkurrence
Kapitalisterne ansætter immigrant-arbejdere af flere årsager. De nye arbejdere har en langt svagere position end de "indfødte" arbejdere. Det betyder de er mere "fleksible", ofte ude af stand til at nægte at arbejde i dårligt betalte, beskidte og farlige jobs, de får ofte ansættelse på krævende skifteholdsarbejde osv.
Det giver arbejdsgiveren en mulighed for at splitte arbejderne op efter nationalitet.
Hvis de to grupper af arbejdere har forskellige sprog og traditioner, så er risikoen tilstede for, at der udvikles racistiske modsætninger mellem de to grupper af arbejdere.
Racismen har en appel til de "oprindelige" arbejdere, som ønsker at mindske den økonomiske konkurrence fra immigrantarbejderne. I stedet for at organisere sig sammen og kæmpe mod arbejdsgiveren for bedre forhold, kæmper de to grupper af arbejdere imod hinanden.
Denne opdeling af arbejderklassen i "oprindelige" og immigrant-arbejdere er en stor udfordring for arbejderklassen.
Falsk fællesskab
Men racismen tilbyder også de oprindelige (hvide) arbejdere noget andet, nemlig den behagelige tanke, at de kan opfatte sig selv som en del af den stærke og dominerende gruppe.
I krisetider tilbyder racismen samtidig en tydelig syndebuk for de problemer, arbejderklassen oplever i form af arbejdsløshed, nedskæringer og fattigdom. Racismen (og nationalismen) tilbyder de oprindelige arbejdere en identitet, som forener dem med magthaverne og de rige i det land, de bor i.
De tilbydes et "forestillet fællesskab" som forener udbyttede og udbytter og hjælper arbejdere med at overse den systematiske ulighed og den udbytning, som eksisterer i ethvert kapitalistisk samfund.
Der er en risiko for, at man ser sig selv på samme side som magthaverne og militæret, når de slås for "danske" interesser ude i verden. Med imperialismen stiger risikoen for, at racistiske ideer om den "indre fjende" bliver en del af de "oprindelige" arbejderes forståelse af deres nye kollegaer.
Racismen er magthavernes våben
Magthaverne i moderne kapitalistiske stater er udmærket klar over hvilken ødelæggende effekt, racismen har i arbejderklassen. Det er derfor, vi ser så meget racisme fra oven, fra politikere og medier.
Splittelsen af arbejderklassen er en måde, magthaverne kan fortsætte deres dominans over samfundet. "Del og hersk" er gammel overklasse-visdom helt tilbage fra den romerske kejser Tiberius 1. århundrede e.v.t.
Racismen er et af de moderne magthaveres vigtigste redskaber til at splitte arbejderklassen og til at fastholde deres magt.
Gavner racismen "hvide arbejdere"?
Nej – racismen splitter os og svækker på den måde arbejderklassens sammenhold. Det har konsekvenser for alle arbejderes forhold.
Den marxistiske sociolog, Al Szymanski, undersøgte racismens påvirkning af arbejderklassens forhold i USA’s 50 stater, og hans resultater var tydelige:
Jo mere lige lønnen var mellem sorte og hvide arbejdere i en stat, jo højere var begge grupper af arbejderes løn i forhold til andre stater, hvor lønforskellen mellem de to grupper var større.
Racismen er også et problem for hvide arbejdere, fordi den underminerer solidariteten mellem sorte og hvide – og dermed svækker den faglige organisering. Den eneste, som får fordel af dét, er arbejdsgiverne.
Fra race til kultur – men stadig racisme
Der er sket et skift i den racistiske ideologi.
Den systematiske racisme opstod med slave-økonomien i den spirende kapitalisme i 1700-tallet. Slavehandlen blev retfærdiggjort med racistiske ideer om, at de sorte slaver var en underlegen race, der kunne behandles som dyr.
Op til 1940’erne var det ideen om den biologiske race, som var omdrejningspunkt, når man ville tillægge en bestemt gruppe underordnede egenskaber. Men Holocaust satte en stopper for den biologiske raceteoris troværdighed.
I dag taler man ikke om biologi og race, men om kultur og etnicitet. Men den “nye” racisme bliver brugt på præcis samme måde som den biologiske racisme.
Den kultur man tillægger “de fremmede” bliver fremstillet lige så uforanderlig, som var den en indgroet del af disse “fremmedes” gener.
Denne forståelse af kultur betyder, at vi mennesker er fanget i et “kulturelt fængsel” – en forståelse, som er i direkte forlængelse af den gammeldags race-racisme.
Et marxistisk og internationalistisk udgangspunkt
“Arbejdere i alle lande foren jer” – der findes ikke noget slagord, som lige så klart sammenfatter selve grundfundamentet for den socialistiske ide.
Dette slagord har været grundstenen i opbygningen af den internationale arbejderbevægelse. Kun ved at stå sammen kunne arbejderklassen forsvare sig mod det kapitalistiske system, som i konkurrencens hellige navn altid vil forsøge at sætte grupper op imod hinanden.
Det kapitalistiske system er internationalt – og det må vores modsvar også være. På grund af konkurrencen vil et pres på løn og rettigheder i ét land skabe et tilsvarende pres nedad i andre lande osv.
Slagordet er en afvisning af nationalismen, og også en anti-krigserklæring: Socialister, som levede i perioden frem mod 1. verdenskrig, erkendte, at den ultimative form for konkurrence mellem staterne blev til krig.
Det at stå sammen på tværs af grænser var en solidaritetserklæring baseret på arbejderklassens egne interesser, renset for de racistiske og nationalistiske ideer, som hæmmer arbejderklassens kampkraft.
Kun ved at nedbryde disse ideer og skabe et internationalistisk udsyn i arbejderklassen kan vi igen blive en kraft, som kan forsvare vore rettigheder og blive en kraft for grundlæggende og progressiv forandring. Det er opgaven for socialister i dag.
Se også:
SAA 343: Byg op til 21. marts: Flygtninge og muslimer er velkomne!
SAA 343: Lad ikke racismen splitte os
SAA 343: Demonstrér mod racisme 21. marts
SAA 343: 21. marts: Hør mere eller bliv aktiv
SAA 343: 21. marts i Århus
SAA 343: Racismefri by – Odense for mangfoldighed den 21. marts
SAA 343: Interview: 21. marts skal forene antiracister
SAA 343: Interview: 21. marts: Stop hetzen
SAA 343: Pegida knækket
SAA 343: Udtalelse efter attentaterne i København: Fordøm attentaterne, og stå sammen mod magthavernes racisme
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed