Socialistisk Arbejderavis
Nr. 343 – 25. februar 2015 – side 13
Portugal 1974-75
Nellikerevolutionen
Sigurd Sejer Skov + Anne A. Lange
Den 25. april 1974 lød tonerne fra "Grandola Villa Morena" i radioen i Lissabon. Det var et signal til officerer fra De Væbnede Styrkers Bevægelse (MFA) om at starte et statskup.
Nelliken i geværløbet var symbolet på, at soldater ikke ville skyde på arbejdere.
Fascisten António Salazar havde siddet tungt på magten i 36 år fra 1932 til 1968. Hans efterfølger, Marcello Caetano, lovede liberaliserende reformer, men faldt snart tilbage i gamle vaner.
De endeløse kolonikrige havde skabt vrede blandt soldaterne, som led nederlag på nederlag i Mozambique og Guinea.
MFA’s kup gav fascismen dødsstødet og skulle indføre en moderne blandingsøkonomi og stoppe kolonikrigene.
Portugals industri var lille, men meget koncentreret: 86 pct. lå omkring Lissabon og Porto. Koncentrationen af arbejderklassen bidrog til dennes centrale rolle de næste 1½ år.
Provisorisk regering
MFA opfordrede den konservative general Spinola til at tage magten. Under hans ledelse dannedes den første ‘provisoriske regering’. Den bestod af en officersjunta omkring Spinola, det lille portugisiske socialdemokrati, PS, og kommunistpartiet, PCP.
Der var altså 3 magtcentre på én gang: Juntaen, MFA og regeringen.
Regeringen repræsenterede mere eller mindre alle klasser. PCP havde vundet respekt i kampen mod fascismen, og satte sig nu for at øge magten inden for fagforeningerne, især i landsorganisationen Intersindical.
Spinola indså snart, at arbejdernes modstand rev revolutionen ud af hans hænder.
Arbejderne
Arbejderne strejkede og krævede lønforhøjelser. Da de havde vundet en lønstigning på 30 pct. og mange indrømmelser, mente PCP, og dermed Intersindical, at det måtte være nok.
1. juni organiserede de en anti-strejke demonstration, som trods lille opbakning havde stor symbolsk betydning.
Svaret kom prompte med strejker og blokader, og 18. juni demonstrerede ca. 25.000 mennesker for strejkerne. I dagene efter blev hæren, med PCP og Intersindical i spidsen, sat ind mod de strejkende.
Presset fra oven fik strejkeledelsen til at godkende en kun lille, symbolsk lønstigning.
Den første regering falder
Den første provisoriske regering blev erstattet af en ny og mere venstreorienteret, hvor MFA fik større magt. Herefter blev Den Kontinentale Operations Kommando (COPCON) dannet.
COPCON skulle rykke ud, når arbejdernes krav blev for store, og tvinge dem til at makke ret.
Men allerede ved den første indsats viste det sig, at soldaternes sympati lå hos arbejderne. COPCON nægtede at rette geværerne mod demonstranterne.
Spinola formåede ikke at mobilisere de reaktionære portugisere, da han prøvede at lave en demonstration kaldet "det tavse flertal". Han trak sig tilbage 29. september. Juntaen gik i opløsning, og den tredje provisoriske regering blev dannet.
De undertryktes festival
Denne fase var “de undertryktes festival”. En bred vifte af venstrefløjspartier blomstrede op ved siden af PCP og PS.
Chefer med fascistiske forbindelser blev krævet fjernet. Snart krævede man alle chefer, som var mod arbejderne, fjernet.
Men PCP m.fl. mente ikke, at målet kunne være socialisme. Portugal var ifølge dem endnu ikke økonomisk udviklet nok.
Håbet om forandring bragte arbejderne sammen. Mange boligområder blev styret kollektivt. Mellem maj og oktober 1974 opstod der 4.000 arbejderkommissioner, dvs. på næsten alle arbejdspladser.
Inter Empresas
De manglede dog en mere formel organisering, hvilket skabte stor forvirring og hindrede skabelsen af varige arbejderråd.
Med tvær-fabriks-komiteerne (Inter Empresas) kom man dog tæt på. De indkaldte til protest-demonstrationer mod regeringens stigende højredrejning. Her var parolerne anti-kapitalistiske og krævede, at NATO, som var ankret op uden for Lissabons kyst, skulle “ud af landet”.
Trods Inter Empresas’ store potentiale, forstod den portugisiske venstrefløj ikke vigtigheden af at bygge op omkring arbejderrådene og lede disse til flere sejre.
Den politiske krise skærpes
Mens menige arbejdere og regeringen sloges om militærets loyalitet, og bekæmpede hinanden med demonstrationer, voksede højrefløjen og det internationale pres på regeringen med krav om orden.
Den voksende højrefløj skærpede frygten for, at Portugal blev det nye Chile (Pinochets blodige kup i Chile fandt sted blot et halvt år før MFA’s kup).
Men faren skulle i stedet vise sig at komme fra samarbejdspolitikerne i PS og PCP.
Den 19. september overtog en “ny” regering magten. Den lignede den forrige, men gav mere indflydelse til midterpartierne.
Der var også kamp om medierne. Efter længere tids konflikt om den arbejderstyrede radiostation "Radio Renascenca" satte regeringen soldater ind og sprængte dens radiosender i luften.
En af konsekvenserne var, at Setubals kampkomité blev kraftigt styrket. Den var det bedste eksempel på, hvad arbejdermagten var i stand til.
Her havde arbejderne magten over lokalavisen, og stod i spidsen for krav om landsdækkende lønstruktur og en fagforening for bygningsarbejdere.
Kravet endte med en stor demonstration uden for den grundlovsgivende forsamling, hvor man holdt forsamlingen som gidsler. Efter 36 timers kamp gav regeringen indrømmelser.
25. november
Trods sådanne højdepunkter skete der ting bag kulisserne. PS og MFA ville genindføre militær disciplin. Den 18. november 1975 mødtes de og håndplukkede regeringsloyale soldater og officerer og gjorde klar til et kup.
Ugen efter, den 25. november, da den selvsamme gruppe soldater, som havde angrebet, gjorde oprør efter den kritik, de havde mødt fra arbejderne, blev PS’ og MFA’s håndplukkede soldater sat ind mod dem, hvorefter oprørerne overgav sig uden kamp.
Disse begivenheder udtrykte en generel tendens. Oprøret var ikke i stand til at svare på, hvem der skulle have magten, og overlod initiativet til de hidtidige magthavere. Borgerskabets magt blev aldrig igen lammet, som det havde været i perioden 1974-75.
Læren fra Portugal
Nederlaget 25. november blev ikke en voldelig kontrarevolution. Men arbejderklassen havde mistet meget af sin tidligere styrke.
På trods af at arbejdere havde været massivt på gaden kort forinden, formåede man ikke at mobilisere et svar på faldskærmstroppernes opfordring. Reformismens tag i arbejderklassen viste sig at være langt større end det revolutionære venstres.
Venstrefløjen havde ikke peget på muligheden for at overtage magten. Og frygten for en gentagelse af Pinochet-kuppet i Chile lagde en dæmper på dristigheden i arbejderklassen.
Samtidig spillede PCP en afgørende rolle i at holde revolutionen tilbage. De havde hele vejen været på linje med PS om, at man ikke skulle tage magten.
Fra starten manede PCP til forsigtighed. Og de argumenterede imod strejker som svar på reaktionens angreb 25. november. Som betaling fik de lov til at beholde deres plads i den nye regering.
De revolutionære
Den revolutionære venstrefløj forstod ikke vigtigheden af at opbygge et parti og organisere massivt blandt arbejderne, og de overså faren ved reformismen.
Nogle var alt for fokuserede på guerilla-taktik og militærets rolle. Andre lagde sig op af PCP og sagde, at Portugal ikke var tilstrækkeligt udviklet til socialisme.
Men et revolutionært parti med medlemmer på alle arbejdspladser, der leverede argumenter mod reformisternes logik og for arbejdernes selvstændige magt og organisering, kunne have ændret historiens gang i Portugal.
Læs mere
Peter Robinson: Nellikerevolutionen. Portugal 1974-75 (1987)
Tony Cliff og Chris Harman: Portugal: Læren af den 25. november (dec. 1975)
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed