Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 345 – 1. juni 2015 – side 2

Imperiernes grænser bliver omdefineret i Sydøstasien

Tomáš Tengely-Evans

Kinas evne til at øve indflydelse i nabolandene viser begrænsningerne i den amerikanske imperialisme.

Den amerikanske præsident Barack Obama og den kinesiske præsident Xi Jinping under en statsbanket i Beijing sidste år (Billede: Det Hvide Hus / Flickr)

Den amerikanske præsident Barack Obama og den kinesiske præsident Xi Jinping under en statsbanket i Beijing sidste år (Billede: Det Hvide Hus / Flickr)

Den nylige krise i Nepal har vist udfordringen for amerikansk imperialisme i Asien.

Mens vestlige imperialistiske magter stod i kø med løfter om støtte efter jordskælvet, trådte den kinesiske regering til og leverede hjælpen.

For Kina er Nepal en central del af dets “nye Silkevejs-projekt”, som sigter mod at skabe infrastruktur-links gennem Centralasien til europæiske markeder.

Kinas selvsikkerhed har givet næring til en populær opfattelse af, at Kina er på vej til at blive verdens nye supermagt. Men andre kommentatorer kigger på Kinas seneste økonomiske afmatning og siger, at Kinas opstigning er en illusion.

Ingen af parterne har ret.

USA er fortsat verdens største militære magt og fastholder sin dominans inden for den globale kapitalisme. Men Nepal viste, at Kina er i stand til at gøre sine interesser gældende inden for sin regionale indflydelsessfære. Det illustrerede en af de kriser, amerikansk imperialisme står over for.

Det er grunden til, at den amerikanske præsident, Barack Obama, har forsøgt at skifte fokus for USA’s udenrigspolitik mod Sydøstasien. Han har forsøgt at øge handelsforbindelserne og øge den militære tilstedeværelse ved at placere 60 procent af den amerikanske flåde i Stillehavet.

Den trussel, Kina udgør for USA’s dominans, er åbenlys.

Kina har klaret den globale krise langt bedre end Vesten – med en vækst på 56 procent fra 2007 til 2010 sammenlignet med Vestens 3 procent.

Under krisen blev Kina verdens næststørste økonomi og er førende inden for fremstilling, eksport og energiforbrug.

Vækst

Denne hurtige vækst både understøtter udvidelsen af det kinesiske militær og gør det nødvendigt at sikre nye markeder.

I mellemtiden er Vestens militærudgifter faldet relativt, siden krisen startede. Kinesiske militærudgifter steg med 43,5 procent fra 2008 til 2013, mens USA’s steg med 0,1 procent.

Ikke desto mindre er det amerikanske militærbudget stadig på svimlende 580 milliarder dollars i 2013 mod Kinas 125 milliarder dollars.

De forudsiges at nå samme niveau omkring 2028. Men lige nu er Kina ikke i stand til at udfordre USA militært og er afhængigt af, at den amerikanske flåde beskytter sejlruterne.

Sidste år blev Kina verdens største økonomi ifølge Den Internationale Valutafond, IMF. Mens Kina kom stærkere ud af krisen, så har regeringens svar skabt sine egne problemer.

Den kinesiske regering pumpede 3.000 milliarder dollars ind i økonomien. Men meget af dette gik til at skabe et spekulativt boom i fast ejendom, og det har også medvirket til vækst i en “skygge-banksektor”, der knapt nok er reguleret.

Kinesisk kapitalisme står også overfor en meget dybere profit-krise.

Landets hurtige ekspansion byggede på, at man kunne hente billig arbejdskraft fra landdistrikterne, og at man kunne hente målrettede udenlandske investeringer og importere brugt fabriksudstyr.

Men udbuddet af ny arbejdskraft er ved at forsvinde, så lønomkostningerne stiger. Og kun lidt af overskuddet fra udenlandske investeringer forbliver faktisk i landet.

Kina er stadig i stand til at udfordre USA økonomisk og hævde sig regionalt – og grænserne for den interne ekspansion kræver nye udenlandske markeder.

Men det betyder ikke, at Kina kommer til at erstatte USA – de kæmper ikke på samme betingelser. [Kina kan udfordre USA regionalt, mens USA er langt stærkere globalt; red.]

Krisen er et resultat af den imperialistiske konkurrence mellem mange kapitalistiske stater, såsom Japan og Vietnam.

Kinas opstigning viser, at mens USA fortsat er den dominerende supermagt, betyder imperialismen, at der er rivalisering mellem opstigende magter.

Oversat fra Socialist Worker (UK), nr. 2453, 12. maj 2015.

Flere artikler fra nr. 345

Flere numre fra 2015

Se flere artikler af forfatter:
Tomáš Tengely-Evans

Siden er vist 1265 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside