Socialistisk Arbejderavis
Nr. 345 – 1. juni 2015 – side 4
Muslimer bliver fremmedgjort i Europa
Trond Poulsen
Europas muslimer bliver fremmedgjort, og det bidrager til adskillelse og udstødelse. Men der er modstand – den skal bare styrkes.
Islamofobi er blevet den dominerende form for racisme i Europa i dag.
Det er sket på ryggen af “krigen mod terror”, hvis forkæmpere hele tiden peger mod Mellemøsten og en grundlæggende tanke om, at terror udspringer af mellemøstlige – og dermed sammenblandet med muslimske – personer.
Men islamofobi er ikke “bare” en angst for terrorisme. Og det er ikke “bare” en sund mistro mod en udefrakommende kultur. Det er racisme.
Islamofobi og racisme
Det giver ingen mening, udover i en racistisk sammenhæng, at udpege lige præcis muslimske kvinder og mænd, der går med tørklæde og særlige klædedragter.
Hvorfor skal en muslimsk kvinde, der bærer på et tørklæde, behandles på nogen måde anderledes end en sikh, der går med turban som et tydeligt tegn på sin religiøsitet – eller en jødisk mand, der bærer en kippah?
Desuden er islamofobien rettet imod mellemøstlige og nord-afrikanske muslimer, men meget lidt krudt bruges på muslimer fra regioner i Asien eller andre steder, hvor der ikke er belejlige ressourcer at gå efter igennem en krig.
Islamofobi er kompliceret, fordi det både er gemen racisme og på samme tid sin egen, nye form.
Racisme i den tidlige imperialisme handlede om at retfærdiggøre slaveri, undertrykkelse og ressourceudvinding.
Den kom fra en ideologi om, at "racerne" fra Afrika og Asien var underlegne og behøvede vestens kultiverende hånd og indflydelse for at blive hævet over deres niveau. Den skulle retfærdiggøre imperialistisk udvidelse og regulær erobring af territorium.
Den “nye” imperialisme handler om den “subtile” overtagelse af ressourcer fra egne, der ikke officielt erobres.
Vi har samhandel og en tilstedeværelse i Mellemøsten – og derfor er vi gået fra en racisme, der fortæller om en fjende “uden for” til en mere kompliceret fjende “inden for” vores vestlige verden.
Islamofobi er derfor baseret på muslimers tilstedeværelse i Europa.
Den giver en nærliggende, men forfærdeligt misforstået ventil for det ubehag, mange har ved at leve under et nyliberalt økonomisk angreb.
At den fremmede inden for dørene får skylden for dårligdommen, appellerer til desperate mennesker, der leder efter et “simpelt” svar på deres problemer.
Problemer som skyldes klassekamp – ikke racekamp.
Det er ikke nyt – men det har taget fart
Det kan ikke påstås, at islamofobi er opstået efter 9/11 og i kølvandet på fx angrebene på Muhammedtegnere og anti-islamistiske debattører som det franske Charlie Hebdo og i København tidligere i år.
Alligevel er fortællingen, at det er ligestillede og stærke muslimer, som langer ud mod Vesten i religiøs vrede. – Ikke at det er (langt mest) systematisk undertrykte, mellemøstlige mænd med forhærdende fængselsophold bag sig, eller veteraner fra krige som udføres i Mellemøsten.
At påstå, at disse angreb er angreb på en ytringsfrihed fra en magtposition, som Islam skulle give, er grænsende til det absurde.
Men hvad med den anti-racistiske venstrefløj?
Venstrefløjens arbejde med anti-racisme har haft det svært i et klima, hvor den parlamentariske holdning til nationalstaten og det generelle politiske spektrum har oplevet en højredrejning.
Men den parlamentariske drejning afspejler ikke, hvad der foregår blandt mennesker ude i samfundet.
Til trods for hvad vi hører i medierne, er stemningen i befolkningen en anden. Det er stadig flertallet, der ikke har købt ind i hverken racisme eller islamofobi – men modstanden skal mobiliseres.
I både Frankrig og England har kammerater med anti-krigs paroler og aktiv modstand mod fremmedgørelse og udstødelse gjort en stor forskel og ladet en forenet stemme blive hørt.
Det skal vi også kæmpe for her.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed