Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 346 – 14. juli 2015 – side 6

Skifergas og den nye regering – hvad nu?

Trond Poulsen

Danmark har fået en ny regering, der ikke kan forventes at være god mod miljøet. Men kampen har altid været folkets og ikke parlamentets.

Skifergasboringer er typeeksemplet på vægtning af profit over miljø og langsigtet tænkning. Det viser al erfaring fra de verdensdele, hvor boringerne er en realitet: en enorm fare for forurenet grundvand, det er et fossilt brændstof, der bidrager til den globale miljøkrise, sågar dokumenteret tegn på større chance for jordskælv.

“Skifergaseventyret”, som det er blevet kaldt, har været et eventyr for meget få og rige – og ikke for nogen andre. Udvinding af skifergas (fracking) har mødt meget modstand, et stort flertal af befolkningen er imod, og der organiseres demonstrationer, blokader osv. Men på Christiansborg har det været få, som var villige til at gå imod. Det antal er blevet endnu mindre efter valget.

Der har, inden valget, været små landvindinger for kampen, der viser at det virker at kæmpe imod. Et eksempel er situationen i Nordsjælland hvor Total har tilbageleveret deres boringslicens. Kommuner hvor boringer kan blive en realitet, bliver stadig mere skeptiske, til trods for indtjeningsmulighederne.

Danmark står nu efter et valg, hvor en Venstre-regering i mindretal skal lære at tælle til 90 sammen med støttepartier, der ikke bekymrer sig om miljø, hvis der er en hastig krone at tjene – eller en landvinding inden for lukning af grænserne at skimte.

Dog havde der stadig været problemer for kampen mod skifergas, hvis Socialdemokraterne havde siddet på parlamentets topposter. Da havde de højst sandsynligt også støttet ”indtjeningsmulighederne” i skifergasudvinding.

I modsætning til Venstres mindretalsregering, havde de dog haft et bagland og støttepartier, der var modstandere – men det havde stadig været en folkelig opgave, at kræve skifergas fjernet fra bordet.

Sejren i Nordsjælland

I Nordsjælland er prøveboringerne midlertidigt skrinlagt af Total. Den nu afgåede klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen modtog en ubenyttet licens til prøveboringer i Nordsjælland, fra Total kort før valget og fortalte Ritzau, at han ikke ville udstede flere tilladelser i sin periode som minister.

Grunden til tilbageleveringen var en afsløring af, at Total brugte giftige kemikalier, som de ikke havde tilladelse til, på deres øvrige boringer.

Boringer, der i øvrigt ikke bliver lukket med parlamentarisk vilje: ”Det handler om tillid til statens beslutninger,” hed forklaringen fra den daværende minister, uden at forholde sig til ordet tillid yderligere.

Det er påfaldende, at boringer i Nordsjælland ikke udføres, mens resten af landet endnu ikke har haft held med at lukke dem ned, til trods for massiv modstand og kamp. Hvis det skal lykkedes, er der kun én vej frem.

Kampen fortsætter

Aktivister fra hele landet, som organiseres under Stop Skifergas NU og Skifergas Nej Tak, kæmper fortsat for at få stoppet boringer og skifergasudvinding.

Kampen har to fronter: stop for de eksisterende boringer og forhindringer af nye. Og budskabet når frem til de øvrige kommuner, der overvejer fracking.

Senest har Jammerbugt i Nordjylland meldt ud, at de ikke stoler på den viden, der er. Det er aktivisternes fortsatte kamp, der er skyld i bekymringerne.

At der er kommet en regering, som er mindre lydhør over for miljø-protester betyder ikke, at de skal forstumme – det betyder, at der skal råbes meget højere.

Flere artikler fra nr. 346

Flere numre fra 2015

Se flere artikler af forfatter:
Trond Poulsen

Siden er vist 1407 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside