Socialistisk Arbejderavis
Nr. 348 – 2. oktober 2015 – side 10
Udkantsdanmark – en socialistisk forklaring
Jesper Juul Mikkelsen
For mange opleves det som nedladende at blive stemplet som “den rådne banan” og “Udkantsdanmark”. Det opleves som mindre fint at bo i disse områder.
Det er ikke pointen med denne tekst at bære brænde til det bål.
Foto: Mette Kramer Kristensen
Men der er sket et enormt forfald i landområderne. Dette forfald skal vi som socialister tage dybt seriøst. I første omgang ved at forsøge at forstå, hvad det er for en forandring, som er i gang.
Hvad er Udkantsdanmark?
Der findes ikke nogen definition af begrebet “Udkantsdanmark”. Det, som kommer nærmest, er EU’s definition af udkantsområder. Der er to kriterier, som skal være opfyldt for at være et udkantsområde:
1. Den gennemsnitlige indkomst i kommunen skal være lavere end 90 pct. af landsgennemsnittet.
2. Der skal være fraflytning fra området, eller en befolknings-tilvækst, som er lavere end 50 pct. af landsgennemsnittet.
I Danmark drejer det sig om 16 kommuner og 25 øer, der lever op til den definition. Der bor 90.000 mennesker i de såkaldte udkantskommuner.
Hvad skaber udkanter?
For at forstå udviklingen af Udkantsdanmark, mener jeg, der skal inddrages tre faktorer: Kapitalismens dynamik, kommunalreformen fra 2007 og udviklingen i landbruget.
Konkurrencen og staten
Det, som driver kapitalismen, er konkurrencen om jagten på profit.
I denne konkurrence vil nogen gå under og andre blive større og dominerende. Der er et grundlæggende drive mod monopolisering indbygget i kapitalismen. Altså et konstant træk mod centralisering og stordrift.
Men dette træk bliver i høj grad understøttet af politikere. I konkurrencestaten måles alt på konkurrencen mod hinanden.
Staten opfattes som et privat firma, der skal optimeres for at styrke konkurrenceevnen. Derved bliver politik i stigende grad kunsten at strømline staten for at kunne konkurrere med andre stater.
Konkurrencen finder vej ind i alle dele af staten. Vi har i dag ikke én større by, som ikke forsøger at brande sig over for andre byer i den indbyrdes kamp om skattegrundlag og turister. Den såkaldte “City branding”.
Den samme tendens er blevet fremelsket mange andre steder i samfundet fx på uddannelsesområdet, hvor udgiften til reklamer vokser, mens der bliver skåret ned på kerneydelsen.
I denne konkurrence er centralisering en naturlig konsekvens. Konkurrencen, dannelsen af stærkere centre (og dermed af Udkantsdanmark) hænger sammen.
Kommunalreformen 2007
Men den grundlæggende dynamik i kapitalismen er ikke nok til at forstå udviklingen af Udkantsdanmark. Politikerne har i høj grad været med til at skubbe bag på udviklingen. Især med kommunalreformen fra 2007.
Med kommunalreformen blev 271 primærkommuner til 98 kommuner og de 13 amter til 5 regioner.
Kommunalreformen var en politisk centralisering. For det første betød nedlæggelsen af amterne, at 2/3 af de politiske beslutninger blev rykket længere væk fra borgerne.
Kommunalreformen betød også at regionerne mistede magt i forhold til amterne. Man fjernede sammenhængen mellem det politiske og det økonomiske ansvar. Dermed er regionspolitikerne i dag blot administratorer for andres politik. Man har reelt flyttet magten opad i systemet, til landspolitikerne.
Med kommunalreformen fulgte flere reformer, som skulle skabe større geografiske enheder inden for centrale områder som Skat, uddannelser, politi og retsvæsen.
Centralisering af beslutningerne betyder centralisering af arbejdspladser, og at folk flytter efter dem. Frem til kommunalreformen voksede byer med under 5000 indbyggere. Disse byer oplever i dag en generel fraflytning.
Årsagen til reformen blev nok tydeligst formuleret af Venstres daværende politiske ordfører Jens Rohde, som forklarede, at kommunalreformen handlede om at skabe større enheder, så det blev lettere at udlicitere og privatisere.
Fabriksliggørelsen af landbruget
Landbrugets udvikling har helt klart også været med til at affolke landet. I 1950erne var der 400.000 landbrugsbedrifter i Danmark, og omkring en million mennesker var beskæftiget her.
I dag er der omkring 10.000 landbrug tilbage. Tendensen er klar: Der er færre jobs at få i landbruget, og det er en af årsagerne til at folk flytter væk.
Marxisme og bæredygtighed
Karl Marx var en af de første, som beskrev den kapitalistiske landbrugsproduktion som ødelæggende.
Han skrev meget rammende: "Al fremskridt for det kapitalistiske landbrug er kun et fremskridt for kunsten i ikke blot at berøve arbejderen, men også berøve jorden."
Marx så, at kapitalismen medførte en adskillelse mellem menneskene og den jord, som man indtil da havde produceret sine livsfornødenheder på. Et system, hvor vores relation til jorden er formet af profit og dermed har fremmedgjort os fra den jord, som er grundlaget for hele vores civilisation.
Men udviklingen med fabrikslandbrug i Danmark har haft en anden betydning. Landbruget dækker 61 pct. af arealet i Danmark. Det gør os til det mest intensivt dyrkede land i verden!
De store fabrikslandbrug skaber trøstesløse områder. Jorden bliver til store døde flade marker – uden liv og variation. Den danske natur bliver mere og mere fattig.
Det kapitalistiske landbrug har enorme økologiske konsekvenser. Landbruget forbruger i dag langt mere energi, end det producerer. Det er især forbruget af kunstgødning, som koster enorme mængder af fossile brændstoffer.
Landbrugets monokultur, de kæmpestore marker med den samme plante, er med til at dræbe dyrelivet og overlevelsesmulighederne for insekter og bier. En konventionelt dyrket mark er biologisk at sammenligne med en ørken. Gold og livløs.
Landbrugets udvikling har altid været en kampplads. Kampen om kontrollen over jorden har været den grundlæggende kamp i vores samfund. Engang stod kampen mellem dem, der arbejdede på jorden, og dem, der ejede den. I dag står den også mellem de få, som tjener på jorden, og alle os, som ønsker en bæredygtig jord.
Udkantsdanmark og socialister
Udkantsdanmark er et produkt af politikernes centralisering og konkurrencens dynamik mod monopoler og større enheder. Det er samtidig et udtryk for, at kapitalistisk landbrug har fremmedgjort os fra vores jord og tvunget os ind til byerne.
Som socialister kan vi på den ene side se et potentiale i kapitalismens centralisering.
Når arbejdere bliver tvunget sammen i store enheder, er der en mulighed for at organisere os og slå igen mod vores magthavere. Vi har set, at der ligger et stort potentiale for oprør i de store metropoler, verden består af i dag.
Men vi skal som socialister samtidig have et bud på, hvordan vi får et langt mere sundt forhold til vores natur og den jord, som danner grundlaget for vores liv og civilisation.
Vi skal pege på at en bæredygtig produktion er langt mere effektiv end den konventionelle gift-produktion og ødelæggende monokultur.
Vi skal pege på, at vi kan planlægge os ud af de økologiske problemer, vi står over for, fordi vi ved, at vi kan organisere produktionen anderledes, fra neden og demokratisk.
Vi kan bruge teknologien til at skabe løsninger og ikke blot profit, som det sker i dag.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed