Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 348 – 2. oktober 2015 – side 12

Jeremy Corbyn

Socialisten der blev Labour-leder

Bo Nielsen

Den 12. september valgte over en kvart million arbejdere, fagforeningsfolk og især unge med overvældende flertal “den utænkelige kandidat”, Jeremy Corbyn, til formand for det britiske Labour-parti.

Breaking News: Corbyn valgt. Foto: David Holt, flickr.com

Foto: David Holt, flickr.com

Såvel Labours egen centrum-højrefløj og Blairisterne som Tory’erne (de konservative) og den herskende klasse skiftevis slikker sig om munden og panikker.

Der var skuffelse og chok blandt millioner af arbejdere, der ønskede en anden politik, da de Konservative 7. maj 2015 vandt parlamentsvalget. I flere måneder forud for valget havde meningsmålingerne ellers spået en Labour-sejr.

Labours formand Ed Milliband tog konsekvensen og trådte tilbage. Det udløste valg til formandsposten.

Andy Burnham, Yvette Cooper og Liz Kendall, alle kendte parlamentsmedlemmer og medlemmer af Labours skyggekabinet, meldte deres kandidaturer. Men 2. juni overraskede den 66-årige Labour-veteran Jeremy Corbyn ved at stille op.

Presse, politiske kommentatorer og Labours højrefløj kastede sig omgående frådende over Corbyn – og ikke uden grund: Corbyn, som har siddet i parlamentet siden 1983, er en outsider, en venstrefløjsrebel i det alt andet end radikale arbejderparti.

Adskillige gange har han stemt imod sit eget partis lovforslag og budgetter. Corbyn er udenomsparlamentarisk aktivist. Han har i årevis været ledende medlem af både Stop the War Coalition og af Palestine Solidarity Campaign.

Da Corbyn annoncerede, at han ville stille op på "et klart anti-nedskærings-grundlag", blev det opfattet som et angreb fra den yderste venstrefløj på samtlige ledelser helt tilbage til Blair og hans nyliberale overtagelse af partiet i 90’erne.

Organisatorisk trick med bagslag

Da Labour ændrede proceduren for formandsvalg, lanceredes det som en modernisering. Nu skulle princippet "én mand, én stemme" sikre, lød argumentet, at det var de menige medlemmer, der skulle tegne partiet fremover.

Det reelle formål var at svække fagforeningernes indflydelse på partiet.

Modsætningen mellem den organiserede arbejderklasses interesser og hvad den økonomiske ortodoksi tilsiger er ‘ansvarlig politik’ skulle ordnes i et snuptag ved at lukke tusinder af nye medlemmer ind i partiet.

£3 for et støttemedlemskab, og så var man stemmeberettiget. Politisk udvanding og hvervekampagne i ét.

Ingen havde kunnet forudse konsekvenserne heraf.

Corbyn fik nu en langt større platform for sit venstreorienterede budskab om modstand imod nedskæringer og privatiseringer, om besparelser på militær-budgettet, og nedlæggelse af Trident-atomvåbensystemet.

Svaret kom prompte fra særligt unge og arbejdere, som er vrede over nedskæringer og krige og har været politisk hjemløse. Over 100.000 mennesker meldte sig ind i løbet af formandsvalgkampen. Mange blev aktive i kampagnen for at få ham valgt.

12. september – en historisk sejr

Jeremy Corbyn vinder den 12. september en veritabel jordskredssejr i formandsvalgets første runde med hele 59,5 pct. – 251.417 stemmer – mere end tre gange så mange som den nærmeste modkandidat, Andy Burnham.

Sejren er på alle måder historisk. Og den kan ikke borforklares med en strategisk brøler ved at lukke op for ‘£3 registrerede stemmer’. Selv uden disse, har en optælling vist, ville Corbyn have vundet flertal i første runde.

Corbyns sejr er det største mandat givet til en britisk partileder. Dette til trods for, at han havde det mindste antal støtter blandt Labour-parlamentsmedlemmer nogensinde.

Alene valgdeltagelsen taler for sig selv: 76,3 pct.! Til sammenligning var valgdeltagelsen til parlamentsvalget i maj på 66,1 pct.

Labour har efter 12. september oplevet en yderligere medlemstilvækst på imponerende 50.000 – det er flere, end der er medlemmer af det DF-lignende UKIP.

Optimisme på venstrefløjen – krigsretorik på højrefløjen

Corbyn bakkes op af de fleste faglige ledere, og han rider på en bølge af begejstring som bevægelsernes mand. Selv det britiske kommunistparti gik ganske usædvanligt ud og blandede sig i Labours formandsvalg ved at støtte Corbyn.

Corbyns planer for at oprette et ministerium for arbejderrettigheder, at fjerne Thatchers forhadte anti-fagforeningslove, at rulle den nuværende Tory-regerings ‘Trade Union Bill’ tilbage, og at gen-nationalisere energisektoren og jernbanerne, er særdeles populære på venstrefløjen (og lige så forhadte i borgerskabet).

Mest kontroversiel er nok Corbyns anti-militarisme. Det britiske atomvåbenforsvar Trident, som er opstillet i Skotland, skal væk, siger Corbyn, og lover, at Labour og Scottish National Party, som udraderede Labour i Skotland ved valget i maj, vil stemme sammen i parlamentet.

En Corbyn-ledet regering vil skære ned i militæret. Dette har fået en højtstående fungerende general til at gå ud i pressen med trusler om et ‘mytteri’ – dvs. et militærkup – imod en Corbyn-regering.

Dette kommer, efter at Cameron har kaldt Corbyn "en national trussel".

Revolutionære ønsker tillykke og holder begge ben på jorden

Internationale Socialister og vores britiske søsterparti Socialist Workers Party (SWP) mener ikke, at socialisme kan indføres fra oven.

Omvendt er vi ikke enige i, at det bare er mere af same shit, som det lyder på andre dele af den antikapitalistiske venstrefløj.

I en udtalelse fra SWP den 12. september lød det:

“Corbyns sejr er et rygstød til alle, der hader nedskæringer og racisme. Det kommer samtidig med at titusindvis af mennesker i hele Storbritannien går på gaden for at sige ‘Flygtninge er velkomne’.

Jeremy Corbyns valgmøder har trukket store og entusiastiske publikummer, der er mødt op for at juble over et socialistisk budskab. Alle disse mennesker må udvikle sig til en bevægelse på gaderne og på arbejdspladserne, der kan vælte Tory-regeringen.

Corbyn vil stå over for en brandstorm af modstand fra de Labour-folk, der er rædselsslagne ved enhver venstredrejning. Der er 20 Labour-parlamentsmedlemmer, der virkelig bakker op om Corbyn. Der er 210, der ikke gør.

Der vil være et massivt pres på Corbyn for at gå på kompromis og række ud til højrefløjen i partiet. Dét ville være katastrofalt. Frimodighed og en pause fra politik som business as usual sikrede Corbyn hans opbakning. Han må ikke give sig nu.”

Udenomsparlamentarisme

Alex Callinicos, SWP’s internationale sekretær, peger på, at Labour ikke er nogen demokratisk institution – det har to store oligarkiske centre: parlaments-gruppen og fagbureaukratiet.

Sidstnævnte ser ud til overvejende at støtte ham. De er trætte af et Labour, der ikke kæmper almindelige menneskers sag, siger Callinicos.

Helt anderledes ser det ud med parlamentsgruppen. Her minder han om, at Michael Foot, den venstreorienterede leder, der overtog et splittet Labour efter valgnederlaget til Thatcher 1980-83, gravede sin egen grav ved at forsøge at slutte fred med partiets højrefløj.

Det er den udenomsparlamentariske bevægelse, der er vokset op om Corbyn, der på sigt vil være hans styrke.

Men erfaringerne fra Grækenland og Syriza viser, at der er brug for at bygge en bevægelse, der er uafhængig af Labour og fagtoppen.

Flere artikler fra nr. 348

Flere numre fra 2015

Se flere artikler af forfatter:
Bo Nielsen

Siden er vist 1030 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside