Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 348 – 13. oktober 2015 (Kun online)

Græske socialister efter valget

Vi kan styrke arbejdernes modstand!

Udtalelse fra SEK (Socialistisk Arbejderparti) i Grækenland om valget.

ANTARSYA fører kampagne for et Nej ved folkeafstemningen

Efter valget: Vi kan styrke arbejdernes modstand!

1. Resultaterne af valget den 20. september har ikke standset den politiske krise, der har præget situationen i Grækenland de seneste år, da folk vil fortsætte med massivt at gå til modstand mod memorandum-offensiven.

Påstanden om, at folket “stemte for en pro-memorandum politik”, er ren og ekstrem manipulation. Den nye koalitionsregering af SYRIZA og ANEL påbegynder gennemførelsen af det tredje memorandum fra et værre udgangspunkt. På den modsatte side kan arbejderklassens modstand regne med støtte fra en stærkere venstre-opposition. Mulighederne for at dæmme op for angreb på arbejderklassen står stærkere, end de har gjort indtil nu.

2. SYRIZA vandt valget, men samtidig mistede de omkring 300.000 vælgere, hvor mindst halvdelen af dem har bevæget sig til venstre, mens en stor del valgte at undlade at stemme. At flere undlader at stemme er ikke et udtryk for “konservatisme og at folk er blevet mere apolitiske”.

Tværtimod skyldes en stor del praktiske transport-problemer for arbejdsløse og fattige vælgere, som blev bedt om at rejse for tredje gang inden for et år. [Mange grækere, der bor i storbyerne, skal stemme i deres tidligere hjemby, fx i Nord-Grækenland; red.] Oveni denne kendsgerning er mange rasende på det politiske system, hvilket på ingen måde er et udtryk for en pro-memorandum-stemning.

Selv i form af parlamentarisk logik er et regeringsflertal på 155 mere begrænset og mere sårbart over for nye oprør mod vedtagelsen af de skrappe foranstaltninger i det tredje memorandum. Sådanne revolter vil fortsat være mulige af to grunde.

For det første sluttede krisen internt i SYRIZA ikke, da Folkeenheden forlod partiet. Der er stadig dele af partiet, som er skeptiske over for Tsipras’ lederskab. For det andet, og vigtigere, stemte partiets menige, der kommer fra arbejderklassen, for SYRIZA på grund af truslen om, at de konservative (Nyt Demokrati) igen ville komme til magten, og de gjorde det med færre illusioner om SYRIZA’s program.

SYRIZA er et reformistisk venstreparti, et parti med en arbejderklassebasis, men med en ledelse, der er fast forbundet med den herskende klasses prioriteringer. Denne forbundethed er nu mere synlig og håndgribelig, efter at partiet har forpligtet sig over for lokale og udenlandske långivere. Samtidig har folk i arbejderkvartererne, som er vigtige, og hvor SYRIZA blev det største parti ved valget, ikke bifaldet denne tilslutning til memorandummet.

Tværtimod har de på enhver mulig måde demonstreret deres modstand. Det seneste eksempel var den massive Nej-stemme ved folkeafstemningen. For at genvinde disse menneskers stemmer, måtte Alexis Tsipras føre valgkamp på to argumenter: Løftet om, at kompromisset med memorandaene vil være midlertidig, og den kendsgerning, at han fortsat er den vigtigste modstander af dem, der tvang ham til at indgå forlig.

Selv om han lancerede sin kampagne ved at sige, at SYRIZA nu ville være mere nede på jorden, så talte han i sidste del af valgkampen om de nye kampe, han vil føre for at opbløde foranstaltningerne og om at forhandle hårdt for gældslettelse. Disse løfter har ingen reel basis. Den internationale økonomiske situation forværres, som krisen i Kina viser.

De første udtalelser fra “institutionerne”, EU og IMF, om gælden taler om “lempelser”, der vil betyde, at den græske regering bliver nødt til at betale 15 pct. af BNP (!) for at tilbagebetale den. At tro på Tsipras’ løfter er illusorisk. Men Tsipras er tvunget til at forholde sig til disse forventninger, og dette vil blive sværere, end det har været indtil nu. Både analysen af meningsmålinger og exit-polls og de reelle erfaringer fra diskussioner på arbejdspladserne peger på, at mange af dem, der svingede mellem SYRIZA og de andre kræfter på venstrefløjen, valgte at stemme SYRIZA uden begejstring og fra et perspektiv om en anti-konservativ taktik.

Meningsmålinger, der forudsagde et tæt løb mellem SYRIZA og Nyt Demokrati, blev igen gjort til skamme, men i mellemtiden spillede de en rolle. I januar vurderede de, at forskellen angiveligt var ved at indsnævres, men i virkeligheden nåede den i det endelige resultat op på 8,5 pct. Ved folkeafstemningen forudsagde de en marginal føring for JA-siden, mens NEJ-siden endte med at vinde.

Denne gang forsøgte de at tilskynde folk til at stemme på SYRIZA ved at fremhæve det truende dilemma, som Tsipras opstillede mellem “det gamle og det nye”. De mennesker, der reagerede på denne trussel, har færre bånd til SYRIZA i dag, end de havde i januar. Dengang ville de ikke acceptere nogen kritik af regeringen fra venstrefløjen. I dag er det dem, der kritiserer dens begrænsninger.

3. Den nye regering med Tsipras og Kammenos kan ikke automatisk regne med støtte fra de 222 parlamentsmedlemmer fra det tidligere parlament, der stemte for det tredje memorandum. Nyt Demokrati er blevet besejret for tredje gang inden for få måneder, og spændingerne fra deres interne uenigheder er allerede på vej til overfladen.

Alle Nyt Demokratis fløje starter med at tale godt om Meimarakis’ lederskab, der gjorde sit bedste for at forene de forskellige tendenser. Men vi er nu et par dage efter valget, og halvdelen af dem kræver allerede en tilbagevenden til den hårde oppositionspolitik, der kommer til udtryk gennem “venstrefløjen ved magten er kun en parentes”-taktikken, mens den anden halvdel ønsker at forholde sig til samarbejds-invitationerne fra SYRIZA. Samaras’ fløj forsøgte igen og igen at skræmme folk til ikke at stemme for venstrefløjen, og det mislykkedes.

Meimarakis’ erklæringer om “partiet for harmoni og ikke for disharmoni” leverede ikke de forventede resultater. At mødes på halvvejen synes ikke at være let at praktisere, og dette har to konsekvenser: For det første vil splittelsen blive forværret, efterhånden som foranstaltningerne i det tredje memorandum bliver fremsat i parlamentet, og for det andet vil venstre-oppositionen kunne drage fordel af krisen på højrefløjen. Den ideologiske bankerot i Den Europæiske Union er ved at blive massivt synligt i øjnene af millioner som en institution, der ikke blot står for nedskæringer og memoranda, men også for racisme mod bølgen af flygtninge, og dette forværrer dødvandet hos dens traditionelle tilhængere. Dette vil være et af problemerne for den herskende klasse i den kommende periode.

4. Dette gab er ikke blevet udfyldt af partierne på midten og “centrum-venstre”. Fremgangen for PASOK og DIMAR modsvares af Potamis tab. Opgøret mellem dem om hegemoniet på midten har vist sig at være et “nul-sums-spil”, og ingen af dem har formået at fremstå som en stærk pol. Det politiske rum på midten kan ikke være dynamisk i en periode med hård klassepolarisering, og dette udmønter sig i forstyrrende tendenser for Potami.

For PASOK på den anden side betyder det, at partiet bestemmer sin politik efter resultatet af Nyt Demokratis krise: Det er enten at være en hård eller en “kreativ” opposition afhængigt af de chancer, der skabes af Nyt Demokratis valg. Med hensyn til udvidelsen af dette rum med Leventis’ kræfter, så vil en sådan fremgangsmåde være den hurtigste vej til yderligere at karikere “centrum”.

5. Det virkelige problem, der blev klart dagen efter valget, er, om og hvordan venstrefløjen til venstre for SYRIZA vil være i stand til at gribe de eksisterende muligheder. De 150.000 stemmer, som Folkeenheden vandt, er en ubestridelig støtte til venstre-oppositionen. Summen af resultaterne for kommunistpartiet (KKE), Folkeenheden og ANTARSYA og andre ekstra-parlamentariske venstre-organisationer er 9,46 pct. Det er et imponerende tal i en situation, hvor SYRIZA er i regering.

Der er intet andet land i en lignende situation. Vi er nødt til at se tilbage til tidligere perioder, hvis vi skal finde historiske eksempler, hvor vrede mod en venstre-regering styrker andre kræfter på venstrefløjen. Men vigtigere end synlighed ved valg er det at inddrage alle disse mennesker i kampene fremover.

Der er en reel mulighed for at omdanne hver enkelt arbejdsplads, der vil blive ramt af angrebet fra det nye memorandum, til en fæstning for modstand. De kampe, som arbejderne i ERT førte, da regeringen med Samaras og Venizelos lukkede den offentligt ejede nationale TV-station, kan gentages af havnearbejderne, arbejderne hos den offentlige elektricitetsforsyning og på alle hospitaler og skoler, mens de samtidig har en bred solidaritetsbevægelse med støtte, ikke blot fra venstrefløjen til venstre for SYRIZA, på deres side, men også en stor del af dem, der stemte på SYRIZA.

Det samme gælder for kampene mod fascisterne for at forsvare flygtninge og indvandrere. For at organisere er vi imidlertid nødt til at afvise defaitismen fra de traditionelle ledelser og tackle de strategiske spørgsmål, der presser sig på.

KKE’s ledelse har ansvaret for, at bølgen af frafald fra SYRIZA ikke blev forstærket. Taktikken med vedvarende fordømmelser sammen med den systematiske fornægtelse af enhver fælles aktion har rejst mure i stedet for at vinde folk, der søger støtte fra venstrefløjen, og som har brug for et perspektiv.

Valget af at undlade at stemme eller stemme ugyldigt ved folkeafstemningen har naturligvis ikke hjulpet. Således at lade sorteper gå videre og male et billede, hvor venstrefløjen skal barrikadere sig midt i et fjendtligt miljø, bliver ganske problematisk.

Folkeenhedens ledelse opfyldte ikke forventningerne hos dem, der var forbitrede på SYRIZA’s kompromisser. En tendens, der repræsenterede 30 pct. af organiserede SYRIZA-medlemmer, og som sigtede efter at blive flertal på den næste kongres, så sig kun i stand til at samle en lille brøkdel af vælgerne og forbliver dermed uden for parlamentet. Men denne kendsgerning bør ikke føre til frustration og defaitisme.

En del af forklaringen ligger i arrogancen over for resten af venstrefløjen. Der var ingen reel indsats for at vise, at Folkeenheden er en mere samlende kraft end ledelsen af kommunistpartiet. Over for ANTARSYA foretrak de en lille splittelse frem for en oprigtig dialog.

Selvfølgelig er der nogen, der vurderer, at Folkeenheden havde meget lidt tid, men i sidste ende var det på grund af dens ledelses tøven med at bryde med SYRIZA.

Det vigtigste problem er dog det ufuldstændige brud med SYRIZA’s strategi. Frem for at have en anden tilgang til spørgsmålet om konflikt med det system, der genererer kriser og memoranda, fokuserede Folkeenheden på at kigge efter et pragmatisk regeringsprogram for en “rigtig” kommende venstre-regering. Dette efterlod partiet i midten af ingenting: Der var ingen udsigt til at blive regering, og de åbnede heller ikke nye perspektiver for bevægelsens nuværende kampe. Debatten om antikapitalistisk strategi, sammen med fælles handling, er uundværlig for de kommende kampe.

6. Så et af de første slag, der skal kæmpes, er udviklingen af en anti-fascistisk bevægelse mod den nynazistiske bande Gyldent Daggry. Valgresultatet viser ikke fremgang for GD: De fik færre stemmer og øgede marginalt deres procentdel på grund af, at flere undlod at stemme. Faktisk er antallet af stemmer i de store byer faldet betydeligt, og det modsvares kun delvist af stigningen i konservative landdistrikter og turistområder.

Dette er til trods for, at de blev styrket adskillige gange: De fik retslige og parlamentariske lettelser for at undgå retsforfølgelse og for at kunne fremstå i parlamentet som ethvert andet almindeligt parti. Mihaloliakos blev “udstillet” lige inden valgets afholdelse af Hatzinikolaou [populær TV-vært; red], der gav denne fascist muligheden for at sammenligne sig selv med Karamanlis og Mitsotakis, der aldrig blev retsforfulgt for mordene på Lambrakis [venstreorienteret fredsaktivist og politiker, myrdet af den yderste højrefløj i 1963; red.] og Temponeras [venstreorienteret lærer, myrdet af bøller fra det regerende Nyt Demokratis højrefløj i 1991; red.].

Og selvfølgelig må vi ikke glemme EU’s racistiske politikker over for flygtninge, der skaber den nødvendige plads for den yderste højrefløj til at præsentere sig selv som den højestbydende i islamofobisk hysteri overalt. Ikke desto mindre blev “teorien” om, at Gyldent Daggry ville være dem, der profiterede mest af krisen i SYRIZA, ikke bekræftet. Sådanne automatiske analyser holder faktisk ikke. Den antifascistiske bevægelses handlinger kan gøre en forskel. De antifascister, der gik på gaden igen og igen, uden for retssagen i Korydallos, i centrum af Piræus, på årsdagen for Pavlos Fyssas og imod ethvert angreb fra deres bander, viser klart de opgaver, som venstrefløjen må tage op i den kommende periode.

7. ANTARSYA, den anti-kapitalistiske venstrefløj, kommer ud af valgkampen som en kraft, der klart kan bidrage til udviklingen af arbejdernes modstand på alle niveauer. På trods af det slag den fik i starten af perioden op til valget, da ledelserne for ARAN og ARAS valgte at forlade koalitionen og slutte sig til Folkeenheden, lykkedes det både at vinde i stemmetal og i procent.

For dette kan ANTARSYA først og fremmest takke de tusindvis af kammerater, der organiserede en imponerende tilstedeværelse med hundredvis af møder på arbejdspladser og i boligkvarterer. De udgør en reel arv for udbredelsen af antikapitalistiske ideer og handling dér, hvor arbejderklassen og ungdommen arbejder, studerer og kæmper. ANTARSYA kan også takke den enheds-holdning, som det har vist i alle kampene, store som små, der formede venstre-drejningen gennem den foregående periode.

På trods af de interne spændinger og uenigheder, som holdt det tilbage i lang tid, var der aldrig kampe på en sekterisk måde. Gennem initiativerne fra “Koordinationen mod lukninger og ledighed” var ANTARSYA til stede i hver eneste solidaritetsbevægelse. Gennem initiativer fra KEERFA støttede ANTARSYA antifascistiske og anti-racistiske bevægelser. Især i kampen om folkeafstemningen viste det i praksis for enhver, der kæmper mod kompromiser, at de kan regne med ANTARSYA.

ANTARSYA viste også, at det kan samarbejde valgmæssigt, når der opstår muligheder, som der gjorde med EEK. Men frem for alt skiller ANTARSYA sig ud for sit bidrag til den store debat om undergravende strategier, som bliver presserende relevant i dag. Hver dag, der går, viser, at memoranda, nedskæringer og racisme ikke kan konfronteres i kraft af et par medlemmer fra venstrefløjen, der bliver ministre.

Spørgsmålet om, hvordan vi bevæger os ud over grænserne for en regerings-administration, der snubler på afpresningen fra de herskende klasser og deres mekanismer, nationalt og overnationalt, bliver håndgribeligt, og det angår tusinder af aktivister fra arbejderklassen og venstrefløjen. Svarene fra den antikapitalistiske strategi er værdifulde, og det at styrke ANTARSYA er nødvendigt.

Med denne orientering går ANTARSYA mod sin – så meget forsinkede – tredje kongres. Socialistisk Arbejderparti (SEK) vil bidrage til en sådan kurs for at kunne gøre den næste periode med arbejderklassens modstand til en sejrrig én.

21.9.2015

 

Oversat af Jørn Andersen fra Dimitris Daskalakis’ oversættelse til engelsk, der kan læses på det irske SWP’s hjemmeside samt på facebook.

Flere artikler fra nr. 348

Flere numre fra 2015

Siden er vist 1178 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside