Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 349 – 16. december 2015 (Kun online)

Arbejdermagt

Bo Nielsen

Internationale Socialister er blandt andet kendt for at fastholde, at der ikke findes socialistiske samfund, og at Sovjetunionen og de statskapitalistiske regimer i Øst før 1989 ikke havde noget at gøre med socialisme.

Så hvad er egentlig socialisme?

Den revolutionære tradition i arbejderbevægelsen siger, at det er arbejdermagt.
Og hvad er så dét, vil mange arbejdere, unge og socialister spørge, og hvilken relevans har det for os i et kapitalistisk samfund i dag? Det vil vi prøve at svare på i denne og kommende artikler om arbejdermagt i Socialistisk Arbejderavis.

Et spørgsmål om magt

Med kapitalismens fremvækst og omformning af samfundene, først i Vesteuropa og siden ud over hele kloden, opstod et nyt magthierarki, som blev den afgørende faktor i økonomi og produktion, såvel på det private marked som i staten.

Som Karl Marx og Friedrich Engels allerede beskriver det i Det Kommunistiske Manifest i 1848, organiseres det moderne kapitalistiske samfund ud fra én klasses dominans af den anden – kapitalistklassens udbytning af proletariatet, arbejderklassen.

Denne modsætning skaber ulighed og klassekamp.

Arbejderklassen begyndte op gennem 1800-tallet at organisere sig, først i fagforeninger og siden også i arbejderpartier. De omsatte arbejdernes økonomiske og politiske krav i kollektive kampe; for en højere løn, kortere arbejdsuge og andre krav.

Op gennem det 20. århundrede pressede arbejderklassen i en række lande, under trusler om arbejdsnedlæggelser, og i sin yderste konsekvens en arbejderrevolution, de herskende klasser til at indføre statslige velfærdsydelser, bedre sundhed og uddannelse for arbejdernes børn m.v.

Da arbejderklassen hverken ejer de maskiner, de producerer på, eller de fysiske rammer såsom fabrikshaller, kontorer eller andre former for kapital, er arbejdernes forhandlingsposition afhængig af, at vi bruger det eneste vi har – vores arbejdskraft – som våben.

Kapitalisternes afhængighed af arbejdernes tid for, at der kan produceres og skabes profit og forretningen kan vokse og udvide i konkurrencen med andre virksomheder, gør dem sårbare over for arbejdernes kollektive våben, strejke.
Det betyder, at arbejderne kan udfordre den magt, arbejdsgiveren har – og i sidste ende tage den.

Dette, forklarede Marx, er kapitalismens indbyggede modsætningsforhold; fremvæksten af kapitalismen frembragte den revolutionære klasse – den moderne arbejderklasse – som kan omstyrte kapitalismen.

Fra strejker til Pariserkommunen

I løbet af 1800-tallet og hovedsageligt efter fagbevægelsens grundlæggelse i slutningen af århundredet blev strejkevåbnet til den internationale arbejderklasses vigtigste kort på hånden overfor arbejdsgiverne.

Ikke alene kunne arbejderne sætte produktionen, og dermed profitskabelsen, i stå på den enkelte arbejdsplads – de kunne standse hele samfund.

Men hvad der for alvor rystede de herskende klasser, var opdagelsen af den magt arbejderklassen har, når strejken generaliseres til militant oprør mod hele den borgerlige orden.

I marts 1871 tager arbejderklassen for første gang i verdenshistorien magten. Det sker, da bevæbnede arbejdere udråber Pariserkommunen og jager nationalregeringen på flugt. De næste to måneder organiserer arbejdere, soldater og almindelige mennesker et omfattende demokratisk arbejderdemokrati.

Arbejderråd og bydelsråd erstatter det borgerlige statsapparat, og viser sig at være et langt mere socialt og retfærdigt alternativ for arbejderklassen.

Pariserkommunens demokrati var organiseret omkring Kommunalrådet som central administrerende myndighed. Arbejderne valgte selv repræsentanter ind i dette ledelsesorgan, og de kunne tilbagekalde mandatet til enhver tid. En kommunalråds-ansat og en industriarbejder fik samme løn, ingen skulle kunne rage særlige privilegier til sig.

Dette arbejderdemokrati blev forløber for det mest demokratiske og revolutionære styre, menneskeheden endnu har set.

Da den franske stat i maj 1871 brutalt havde nedkæmpet det parisiske arbejderoprør, var de første vigtige erfaringer med rådsdemokrati og arbejdermagt taget.

Men Pariserkommunen blev også en lektie for fremtiden om, at den borgerlige stats politi, militær og retsvæsen er til for at beskytte det bestående samfund og overklassens privilegier. Den lærdom måtte parisiske arbejdere betale for med deres blod.

En revolutionær klasses oprør fra neden

En stormfuld revolutionær bevægelse fejede mod slutningen af 1. Verdenskrig over Europa.

Den begyndte i Rusland i februar 1917, blev efterfulgt af to massive strejkebølger med Berlin som centrum i april 1917 og i januar 1918, strejker af 200.000 engelske metalarbejdere i maj 1917 og en masseopstand i Torino i august 1917.

Højdepunkterne i denne bevægelse var Oktoberrevolutionen og den tyske revolution i november 1918, som styrtede kejseren og førte til en dobbeltmagtssituation, samt fabriksbesættelserne i Italien i september 1920.

Paradoksalt nok var den internationale bølge af strejker, besættelser og rådsdemokrati i de år en politisk konsekvens af den internationale organisering af arbejderpartier, Anden Internationales forræderi mod hidtidige løfter og resolutioner om at arbejdere i forskellige lande aldrig ville gribe til våben mod hinanden. De stemte for deltagelse i verdenskrigen.

1. Verdenskrig blev på flere afgørende måder et vendepunkt for arbejderklassen.
Den kapitalistiske produktion gennemgik over ganske kort tid afgørende forandringer, da nationalstaterne inddrog næsten alle dele af produktionen under 'den statsskapitalistiske og militaristiske stats jernhæl', som den russiske revolutionære socialist Bukharin beskrev det i 1916.

Det var forandringer i produktionen, som var fælles for alle imperialistiske lande, forandringer på grund af det kapitalistiske systems natur, som nu havde udviklet sig til et stadie, hvor konkurrencen mellem kapitaler tog form af væbnet konflikt.

Den europæiske arbejderklasses oprør var altså et oprør mod krigens og kapitalismens menneskelige konsekvenser. Vi kan i 2015 konstatere at den udvikling i kapitalismen, kun er fortsat og forstærket frem til i dag.

Sovjetter og arbejdermagt

Krigen førte også til en radikalisering i arbejderklassens måde at organisere oprør på.

De første arbejderråd, som reelt kunne udfordre en statsmagt, skulle få en central rolle i den første russiske revolution i 1905, hvor den revolutionære socialist Leon Trotskij blev ledende i opbygningen af de såkaldte sovjetter.

Sovjetterne var det første demokrati, der opstod i Rusland, som på det tidspunkt og frem til 1917 var et tsaristisk diktatur.

Følg med her i avisen, hvor vi i kommende artikler vil undersøge sovjetterne.
Både som demokratisk organiserende redskab for den sejrrige Oktoberrevolution i 1917, og som rådsmagt, der op gennem det 20. århundrede skulle vise sig at udgøre dén organisationsform, der igen og igen er genopstået i forskellige varianter og under forskellige betegnelser i arbejderoprør verden over.

Kampen for rådsmagt har haft sine højdepunkter i Rusland 1917, Tyskland 1918, Italien 1920, Spanien 1936-37, Ungarn 1956, Frankrig 1968, Chile 1972-73, Portugal 1975, Polen 1980-81 – altid med arbejderklassens behov indenfor produktionsprocessen som centrum for kampen, og med arbejdermagt som mål.

Med et kapitalistisk system i dyb økonomisk og miljø- og klimamæssig krise, et stadig større gab mellem de rigeste og resten af os, og hvor arbejderklassen nu er den største klasse på verdensplan, er kampen for arbejdermagt mere påtrængende end nogensinde.

 

Flere artikler fra nr. 349

Flere numre fra 2015

Se flere artikler af forfatter:
Bo Nielsen

Siden er vist 1282 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside