Socialistisk Arbejderavis
Nr. 351 – 29. marts 2016 – side 6
Efter Köln
Undertrykkelse og klassesamfund
Bo Nielsen
Hvordan forholder socialister sig, når undertrykte begår overgreb på andre undertrykte?
Foto: Mette Kramer Kristensen
En forudsætning for at kunne forholde sig til samfundsproblemer som kriminalitet, vold og sexisme er at kunne udpege problemets rod.
Det kunne SF’s formand Pia Olsen-Dyhr ikke. Hun gik lige i fælden.
Debatten har raset i kølvandet på de dybt forkastelige seksuelle overgreb på kvinder nytårsaften i Köln. Politikere har kappedes om at kapitalisere på allerede eksisterende had og fordomme om flygtninge og immigranter.
SF-formanden sagde, at der i indvandrermiljøer “er ... et syn på danske kvinder som letsindige, hvis de går alene i byen. Og det er ikke acceptabelt i et samfund, hvor vi hylder, at alle skal være lige og frie.”
Hun konkluderede, at “venstrefløjen har svigtet i debatten om overgreb og kvindeundertrykkelse” – og sågar at “vi har været bange for at blive kaldt racister”!
Et sådant ekko af den racistiske højrefløj gør ingen klogere på problemerne med vold og kvindehad.
Og der er særdeles god grund til at frygte at ende på hold med racister. Racisme er de herskende klassers værktøj til at splitte arbejderklassen og til at dehumanisere ‘de andre’.
Dyhr går så galt i byen, fordi hun er blind for klasser. Langt de fleste voldsmænd er selv undertrykte.
Dette fritager ingen fra personligt ansvar, men det tvinger os til at se på de strukturer, der er med til at påvirke holdninger, valg og handlinger.
Klassesamfundet
Den mest basale struktur er, at vi lever i et klassesamfund. Det betyder for det store flertal af mennesker, at de er tvunget til at sælge deres arbejdskraft for at overleve.
Når man sælger sin arbejdskraft har man ingen – eller meget lidt – kontrol med, hvordan den anvendes.
Fraværet af kontrol – individuelt og kollektivt – er grundlaget for det, Marx kaldte fremmedgørelse.
At Danmark har en af verdens højeste selvmordsrater, er et hjerteskærende udtryk for omfanget af fremmedgørelse her i ‘verdens lykkeligste land’, hvor 440.000 mennesker er på lykkepiller.
Lad os se mere på ‘det fremmedgjorte menneske’.
Fremmedgørelse
Fremmedgørelse forsøges oftest forklaret som noget sjæleligt eller på anden måde individuelt. Men der er meget mere i det.
Karl Marx viste en sammenhæng mellem det personligt oplevede, frustrationerne og de samfundsmæssige betingelser for vores liv.
Det kapitalistiske samfund gør os fremmede over for vores arbejde, hinanden og naturen, fordi vi er tvunget til at sælge vores arbejdskraft.
Problemet er ikke arbejde som sådan. Arbejde skaber også vores relationer og sociale miljø.
Problemet er de konsekvenser, det har for mennesker at være tvunget til noget, der meget af tiden er meningsløst, stressende og nedslidende for at skaffe mad på bordet og betale regningerne.
Vi har som lønarbejdere kun ringe indsigt i, og ingen økonomisk og demokratisk kontrol over det, vi producerer. Den magt følger ejerskabet til produktionsmidlerne.
Vi er også fremmedgjorte over for alt det, vi hele tiden får at vide, vi mangler og behøver som forbrugere på markedet.
Det frie marked er en illusion – arbejderen og millionæren er ikke lige frie til at forbruge. “Den ene bor i en rønne, den anden i et palads, og arbejderen har bygget begge,” noterer Marx.
Kapitalismen skaber altså et kunstigt behov for noget, som både er os fremmed og uopnåeligt.
Tingsliggørelse
Vores fremmedgjorte position i produktionen gør os også fremmede overfor hinanden – som kolleger, eller bredere, som klassefæller. Vi tingsliggøres for hinanden.
Ligesom mennesker købes og sælges som arbejdskraft, bliver menneskelige relationer også præget af en ‘noget for noget’-tankegang og ‘hvad, det er værd’.
Fra vugge til grav vurderes vores ‘værdi’ med karakterer, jobevne, tests osv.
Reklamer og medier lærer os at vurdere kvinder ud fra deres kropsmål eller bedrifter i sengen. Ja, den intime menneskelige relation sex er ligefrem en vare, der kan købes.
“Fremmedgørelsen af mennesket og af faktisk alle de forhold, hvori mennesket står til sig selv, er først virkeliggjort og udtrykt i det forhold, mennesket står i til andre mennesker,” skriver Marx.
Værdiløs utilfredshed
Når vi er ligeså fremmede for hinanden, som vi er fremmede over for vores arbejde, bliver vold og overgreb den undertryktes måde at sparke videre nedad.
Marxisten Ernest Mandel har formuleret det sådan:
“Et samfund, der er indstillet på systematisk at skabe frustrationer af denne art frembringer de resultater, der dagligt refereres i dagbladenes meddelelser om forbrydelser. Et samfund, der avler værdiløs utilfredshed, vil også avle alle mulige asociale forsøg på at få afløb for denne utilfredshed.”
Fælles kamp som kriminalitetsbekæmpelse
Borgerskabet hader, når vi siger, at det er samfundets skyld. Men det er det.
Og vi kan ikke bruge borgerlige politikeres sorte lov og orden-politik til noget. Vi kan til gengæld bruge solidaritet og fælles kamp.
Når arbejderklassen er i kamp, i perioder med mange store strejker og besættelser og under revolutioner, så falder kriminaliteten.
I sådanne historiske situationer opstår de objektive muligheder for at se hinanden som forbundne kar, et klassefællesskab og mennesker som værdi i sig selv.
Vi kan se det på den egyptiske revolution i 2011, hvor muslimer slog beskyttende ring om de koptisk kristnes kirker, og de kristne gjorde det samme for muslimer, så begge kunne bede i fred.
Arbejdere og unge bekæmpede aktivt voldtægter og seksuelle krænkelser mod kvinder, da politiet som led i forsøget på at knække revolutionen begyndte at foretage systematiske ‘jomfru-tests’ på kvinder.
Solidariteten på Tahrir-pladsen var så stærk, at forskellige grupper dannede fælles forsvarsværker for at beskytte hinanden og revolutionen mod politiet og kontrarevolutionære bøller.
Mange mistede livet i forsvaret for folk, de ikke kendte, men havde et klassefællesskab med.
Fælles kamp mod undertrykkelse
Klassesamfundet betyder altså på den ene side, at undertrykkelse i form af fordomme og overgreb stammer fra selve kapitalismen og fra de tanker og ideer, den skaber.
Men det betyder også, at der ligger enorme potentialer for at komme problemerne til livs foran os i en kommende socialistisk revolution.
Socialister skal hverken bortforklare eller undskylde undertryktes overgreb mod andre undertrykte.
Men vi skal forkaste individuelle forklaringer, eller at straf er løsningen.
Og vi skal forkaste mediers og magthaveres forsøg på at sætte forskellige undertrykte grupper op mod hinanden.
I stedet skal vi pege på, at kun når forskellige undertrykte grupper slås sammen, kan verden forandres.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed