Socialistisk Arbejderavis
Nr. 35 – December 1987 – side 7
Grib chancen (PdUP)
Jørgen Lund
Under denne overskrift anbefaler Lusiana Castellina i Socialistisk Weekend den 23. oktober VS at prøve at overvinde splittelsen med SF.
Selv er Castallina nu medlem af Europaparlamentet for det italienske kommunistparti, PCI, og tidligere ledende medlem af den italienske venstregruppe, Partiet for Proletarisk Enhed (PdUP).
PdUP blev ekskluderet af PCI i 1969, og det blev deres ideer, som blev dominerende i venstrefløjens fælles valgprogram op til valget i 1976. Her forsøgte man at presse PCI til venstre med parolen om “venstreregering”.
Det viste sig at være et illusorisk projekt, der medførte en gevaldig krise på venstrefløjen. Det førte til opløsninger, masser af frafald og, endnu værre, til desillusion i venstregrupperne langt ind i de millitante dele af arbejderklassen.
PCIs styrkede position ved valget blev brugt til øget ansvarlighed over for den kriseramte økonomi og klassesamarbejdet. Det førte endda til, at PCI medvirkede aktivt ved fyringen af 23.000 på FIAT-fabrikkerne i 1980.
I 1984 gik PdUP tilbage i PCI. Dette skete på trods af at der var modstand i arbejderklassen mod PCIs udsalg omkring fyringer og dyrtidsreguleringen, som kunne have givet dem opbakning.
I 80erne har italiensk politik været præget af alle de store partiers ønske om stabilitet. PdUPs forventninger om PCI som opposition til borgerlig krisepolitik har været i skrigende modsætning til virkeligheden.
PdUP står sammen med de etablerede venstre-fraktionsledere i PCI, og taler nu også for Italiens forbliver i NATO. Deres fløj arbejder mest med kompromiser og markeringer i forhold til kongresser og partiledelse, og mobiliserer ikke PCIs medlemsbasis.
Halehæng
PdUPs indflydelse var stor først og midt 70erne. Deres teorier om de arbejderråd, der blev dannet i klassekampsopsvinget sidst i 60erne, blev slugt også i VS herhjemme. Men deres politik var først og fremmest en halehængslinie til PCI.
Såvel PdUPs opfattelse af, at den borgerlige statsmagt kan bruges som instrument til at lave reformer, som deres begejstring for “arbejdernes selvorganisering”, var uden perspektiv for et revolutionært parti. Det betød at PdUP-gruppen politisk overlod de militante og radikaliserede arbejdere til reformistisk politik.
For at være revolutionær i Italien er det ikke nok at være til venstre for PCI, man må også have en samlet opfattelse af, hvorfor et revolutionært parti er nødvendigt i klassekampen og under en socialistisk revolution.
PdUPs politiske rolle er nyttig i den danske debat efter valget i september 1987. Det illustrerer, hvad stræben efter “politisk indflydelse” og manglende revolutionær klarhed fører til.
Den eneste anden mulighed er at gribe chancen for at være med til at opbygge et revolutionært parti.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed