Socialistisk Arbejderavis
Nr. 352 – 7. juni 2016 (Kun online)
Muhammad Ali – en folkets kæmper
Brian Richardson
Muhammad Ali fascinerede verden, da han blev verdensmester i sværvægtsboksning i 1964. Han kombinerede ekstraordinær ynde og hurtighed i ringen med en stor personlighed udenfor.
Han kombinerede en åben radikal politik med en tydelig stolthed over sig selv. Han nægtede at lade medierne definere, hvem han var, eller hvordan han burde opføre sig.
Som Mike Marqusee, forfatter til en glimrende biografi “Redemption Song”, siger, var han én, der karakteriserede “ånden i 1960’erne”.
Muhammad Ali (1967).
Foto: Library of Congress
Han blev født som Cassius Clay i Louisville, Kentucky, den 17. januar 1942. Sin første internationale opmærksomhed fik han, da han vandt guld i letsværvægt ved OL i Rom i 1960.
Selv om han vendte tilbage til sit hjemland som mester, blev han stadig udsat for ydmygende institutionel diskrimination, der ødelagde livet for sorte mennesker i USA. Han blev nægtet servering på en restaurant “kun for hvide” og blev angrebet af en bande racister. Han havde problemer med at finde et hotel at bo på, når han rejste rundt til sine kampe.
Han chokerede sportsverdenen, da han slog Sonny Liston og blev verdensmester i sværvægt.
Allerede dengang viste han den udtalte bravado, som han var berømt for. Da han blev interviewet i ringen umiddelbart efter kampen, sagde han: “Jeg har ikke et mærke på mit ansigt, og jeg gjorde Sonny Liston ked af det, og jeg er lige blevet toogtyve år. Jeg må være den største.”
Hans egen vurdering af sig selv blev hængende.
Men næste morgen leverede han et endnu mere overraskende slag, da han bekræftede rygterne om hans engagement i Nation of Islam. Denne militante sorte separatistiske bevægelse voksede i indflydelse og udfordre Martin Luther Kings og borgerrettighedsbevægelsens hegemoni.
Clays mentor var Malcolm X, Nation of Islams mest karismatiske skikkelse.
Han meddelte, at han skiftede navn. “Cassius Clay er et slavenavn. Jeg har ikke valgt det, og jeg vil ikke have det. Jeg er Muhammad Ali, et frit navn – det betyder Guds elskede – og jeg insisterer på, at folk bruger det, når de taler til mig og om mig.”
Som følge af sin radikale aktivitet fordømte Alis hvide sponsorer, bokse-autoriteterne og andre, herunder førende sorte boxer såsom Floyd Patterson, ham skarpt for hans mangel på respekt og taknemlighed.
Militæret
Ingen kunne slå Ali i ringen, men tre år senere forsøgte det amerikanske militær at tøjle ham ved at indkalde ham til at slås i Vietnam-krigen. Alis svar var klart og eftertrykkeligt: “Nej, jeg vil ikke tage titusinde miles hjemmefra for at hjælpe med at myrde og brænde en anden fattig nation blot for at fortsætte hvide slaveherrers dominans af mørkere mennesker verden over.”
Han var på højden af sin magt både fysisk og intellektuelt og vidste, at han satte sit levebrød og frihed på spil, men han stod fast.
Prisen, Ali betalte, var stor. Han blev dømt af en helt hvid jury for at unddrage sig værnepligt og idømt fem års fængsel og en bøde på 10.000 dollars. Selv om han faktisk aldrig kom i fængsel, blev truslen hængende, indtil hans dom til sidst blev annulleret i juni 1971.
I mellemtiden var han blevet frataget sine titler og bokse-ledelser over hele verden, herunder det britiske Boxing Board of Control, fratog ham hans bokse-licens.
Alis principfaste holdning var tegn på en voksende stemning af modstand mod Vietnam-krigen.
Marqusee fremhæver, at fire dage efter at han blev beordret til at melde sig til tjeneste i april 1967, blev der afholdt en kæmpestor anti-krigs demonstration med 125.000 deltagere i Central Park, New York.
Han erklærede trodsigt, at han ikke havde noget imod vietnameserne. “De har aldrig kaldt mig nigger, de har aldrig lynchet mig, de har ikke pudset hunde på mig, de har ikke frarøvet mig min nationalitet, voldtaget og dræbt min mor og far ... Skyde dem for hvad? ... Hvordan kan jeg skyde disse fattige mennesker. Bare sæt mig i fængsel. ”
En sådan en udtalt holdning gav andre modstandere og de bredere anti-krigs- og anti-racistiske bevægelser et kæmpe skub fremad.
Magten
Andre sports- og kulturpersonligheder skulle følge ham, herunder de atleter, der gav den berømte Black Power-hilsen ved OL i Mexico i 1968.
Jeg husker stadig de tidlige barndomsminder om Alis kampe i midten af 1970'erne, især den berømte “Rumble in the Jungle” i 1974, hvor han generobrerede sin verdensmester-titel fra George Foreman. Dengang var der meget få sorte mennesker på tv, og når der var, var det uvægerligt som skurke, der hurtigt blev ekspederet, eller klovne, der blev latterliggjort.
Uanset om han officielt blev anerkendt eller ej, var Ali for millioner af os verden over vores mester, smuk, fræk, strålende og med et knivskarpt vid.
Han var ikke uden fejl. Den måde, hvorpå han hidsede sin store rival Joe Frazier op, affærdigede ham som en “grim og uvidende gorilla”, var ondskabsfuld og spillede på race-stereotyper. Hans beslutning om at fortsætte med at kæmpe, langt efter at han var over sit højdepunkt, var delvis på grund af sin egen forfængelighed. Men den primære årsag var dog på grund af grådighed hos dem, der havde udnyttet ham gennem hele hans karriere og frarøvet ham meget af sin rigdom.
Ali trak sig endelig tilbage efter et ydmygende nederlag mod sin tidligere sparringpartner Larry Holmes og den ikke specielt fremragende Trevor Berbick i 1980 og 81. På dette tidspunkt led han allerede af de tidlige stadier af Parkinsons syndrom, der skulle plage ham så dramatisk senere i livet.
Som det så ofte er tilfældet med radikale skikkelser, har der været et organiseret forsøg på at genopfinde og sminke Ali. For eksempel blev han valgt til at tænde faklen ved åbningen af de Olympiske Lege i Atlanta 1996. Han optrådte så stolt og trodsig som nogensinde, men at se ham kæmpe for at løfte faklen, kunne ikke andet end at bringe kontrasten frem mellem denne skælvende skikkelse og den storslåede atlet i hans velmagtsdage.
At give stafetten videre til en ny generation skal symbolisere det olympiske ideal, men der var også en bredere betydning. Her i det “dybe Syden” var denne sorte mands triumf endnu et eksempel på “den amerikanske drøms” vedvarende appel.
Forsonings-akten blev angiveligt afsluttet ved at give ham en erstatnings-guldmedalje. [Ali hævdede i sin selvbiografi fra 1975, at han kort efter sin hjemkomst fra OL i Rom havde kastet sin guldmedalje i Ohio-floden, efter at han og en ven blev nægtet at blive serveret for på en restaurant “kun for hvide”; red.] Arrangørerne af OL i London 2012 søgte at gentage kunststykket ved at invitere Ali til at bære den olympiske fane sammen med skikkelser som Doreen Lawrence og Shami Chakrabharti.
Om han var “den største”, som han selv så ofte hævdede, er et stridsspørgsmål blandt sportsfans.
Hvad, der ikke skal være tvivl om, er, at han var en fremragende skikkelse i kampen mod racisme, krig og imperialisme.
Oversat fra Socialist Worker (UK) 2507, 7. juni 2016 (online 4.6).
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed