Socialistisk Arbejderavis
Nr. 352 – 21. juli 2016 (Kun online)
Det tyrkiske tilfælde
Hvad stiller vi op med islam?
Ron Margulies
Spørgsmålet om forholdet mellem socialister på den ene side, og muslimer og islamiske organisationer på den anden, er af brændende relevans for Vesten, og endnu mere for landene i Mellemøsten.
I Vesteuropa og USA er emnet klart. Den officielle ideologi dæmoniserer islam og muslimer. Muslimer i Vesten er, med ubetydelige undtagelser, fattige og tilhører arbejderklassen. Kampen mod islamofobi er derfor en stor del af kampen mod både racisme og for arbejderklasseenhed. Organisationer, der reducerer islamofobi i sekulariseringens, modernitetens, civilisationens eller i ytringsfrihedens navn, vil finde sig selv på statens side overfor en særligt fattig del af arbejderklassen, og på side med racisme rettet mod en generelt forsvarsløs og uorganiseret del af immigranter i befolkningen. Ingen sådan organisation kan håbe på at bygge en samlet arbejderklassekamp.
Alt dette burde være selvsagt, men sådan er det desværre ikke. Argumenterne fra dele af den franske venstrefløj, der gav staten ret til at forbyde religiøse klæder i skolen, undlod at anerkende, at diskussionen ikke omhandlede religion, men derimod islam. Den omhandlede ikke religiøse symboler, men islamisk påklædning, og ikke hvad de franske elever måtte eller ikke måtte, men hvad tilhørere af en bestemt minoritet måtte og ikke måtte. Spørgsmålet omhandlede ikke sekularisering, men racisme. Dette er så klart, at det burde have været hævet over enhver diskussion, men det var det, tydeligvis, bare ikke. Men emnet forbliver aktuelt, og ikke kun i Frankrig.
Ikke desto mindre går min bekymring her ikke på Vesten, hvor emnet har været under betydelig debat og diskussion,1 men om Mellemøsten. Fejltagelser i Vesten kan have nok så seriøse konsekvenser, som f.eks. fremmedgørelse af muslimske immigranter fra venstrefløjen og organiseret politik i Frankrig. I Mellemøsten kan fejltagelser koste tusinder af liv, som med destruktionen af den Iranske venstrefløj efter revolutionen i 1979, eller den nuværende situation i Egypten, eller hvad kunne være sket, hvis det tyrkiske militær havde haft held med at vælte Recep Tayyip Erdogan i den første halvdel af nullerne. Her vil jeg koncentrere mig om Tyrkiet, som jeg kender bedst og er en aktiv del af, men parallellerne, især til Egypten, håber jeg også vil fremstå klare.
Modernisering og eksklusionen af islam
Næsten alle tyrkiske borgere er muslimer. Der er noget i retning 60.000 armenere, 20.000 jøder, færre end 2.000 grækere og en endnu mindre assyrisk del ud af en samlet befolkning på omkring 75 millioner. Man kunne derfor antage, at når det kommer til religion, så har den tyrkiske stat ikke nogen problemer med muslimer, og at muslimer ingen problemer har med staten. Men dét ville være en forkert antagelse.
En meget stor del af Tyrkiets befolkning passede ikke ind i de grundlæggende kadrers idé om den ideelle tyrkiske borger, da republikken blev grundlagt i 1923. Det nye Tyrkiet skulle være en moderne, sekulær og vestligt orienteret nationalstat (tre udtryk, som praktisk talt var synonyme med Mustafa Kemal Atatürk og hans kammerater), og skulle være den sunni-muslimske tyrkers nationalstat. Idet landet var grundlagt på ruinerne af Osmannerriget, og var hjem for en multietnisk, flersproget og mulitireligiøs befolkning, for hvem religion var en vigtig og karakteriserende betydning, var der ingen gruppe af borgere, der levede op til kemalistiske kadres ideal – de ville uden tvivl have foretrukket, at landets indbyggere lignede og levede som franskmændene, som førende kemalister (Kemal inkluderet) kendte indgående og lærte meget fra. Således passede den store kurdiske, ikke-tyrkiske minoritet ikke ind; heller ikke den store Alevi-minoritet, der ikke var sunni, og de små kristne og jødiske minoriteter, som hverken var tyrkiske eller muslimer, passede slet ikke ind. Men hvad med den sunni-muslimske tyrkiske majoritet?
Jeg holdte engang et foredrag om “Fredelig Sameksistens” til en samling delegerede fra 350 islamiske NGO’er i Konya, en provins midt i Tyrkiet. Efter jeg havde talt om elendighederne, den kemalistiske stat havde påført de kurdiske, Alevi- og ikke-muslimske minoriteter, fik jeg et skriftligt spørgsmål fra en kvinde: ”Jeg ved meget lidt om, hvad minoriteter i dette land har været udsat for, og jeg har meget at lære. Men du sagde intet om, hvad der skete med os sunni-muslimer.” Jeg må indrømme, at jeg blev overrasket. Det havde jeg slet ikke tænkt på. Intet vestligt, ikke-religiøst bymenneske, som har været gennem det kemalistiske uddannelsessystem har tænkt, eller tænker på dét i dag. Faktisk har det sunni-muslimske flertal ikke bestået den kemalistiske stats ”moderne statsborgerskabstest”. Den blev anset for værende for religiøs, for ”østlig”, for ”tilbagestående”, analfabetisk og dårligt klædt, og for at leve i islamisk mørke og uvidenhed.
Med Atatürk som de facto diktator begyndte en etparti-stat at forme befolkningen efter sit eget ønske. Kurdere skulle assimileres (og senere, da det ikke skete, blev deres eksistens benægtet), Alevierne blev ignoreret (og mange dræbt i massakren i 1938), og ikke-muslimer blev skubbet ud af landet. Sunni-flertallet blev for det meste tvunget til at ændre deres liv gennem et gennemgribende ”reformprogram”. Der blev gennemført love, der forbød den traditionelle hovedpåklædning (fez), og som ændrede alfabetet (fra det arabiske til det latinske) og kalenderen (fra den islamiske til den gregorianske). Et statsligt symfoniorkester, et statsligt filharmonisk orkester, en statslig opera og ballet blev grundlagt og jævnligt sendt på turné i landet, mens det traditionelle tyrkiske instrument (saz) en overgang blev forbudt på de statslige radiokanaler. Institutioner, der underviste i traditionel islamisk/osmannisk kunst (kalligrafi, klassisk osmannisk skriftornamentering tezhip og rørfløjten ney), blev lukket på kunstskolen og på universitetet i Istanbul. Der var et koncentreret forsøg på at ”rense” sproget og revitalisere de centralasiatiske og ”sande tyrkiske” rødder, samt at udrense arabiske og persiske ord, som blev kædet sammen med at være tilbagestående og reaktionær. Den officielle kemalistiske diskurs beskrev tyrkernes konvertering til islam i den 10. århundrede som en ulykke, og de 600 års osmanniske historie, som en periode med islamisk mørke og stagnation.
Der blev ikke tolereret nogen opposition til en eneste del af dette tvungne vestliggørelsesprogram. Men vigtigere end nogen specifik politik er dog det faktum, at det store flertal af bønder og den dybt religiøse sunni-muslimske befolkning var ekskluderet fra politik i det offentlige liv; de blev set ned på og nedgjort af en urban elite centreret omkring det kemalistiske bureaukrati. Ingen kvinde med tørklæde eller mand med en typisk troendes skægvækst eller bondeagtig påklædning kom nogensinde i nærheden af magtapparatet. Mens dette alle dage var en uudtalt regel, var der endog tider, hvor det blev indskrevet i loven – tørklædet blev forbudt i det offentlige rum, og tørklædebærende kvinder kunne indtil for nylig ikke arbejde i den offentlige sektor, gå i skole eller på universitetet. Alt dette i et land, hvor omkring tre fjerdedele af alle kvinder alle dage har dækket deres hoveder til på den ene eller den anden måde.
Venstrefløjen i Tyrkiet forblev i lykkelig uvidenhed om alt dette. Og havde de vidst det, og havde været interesseret, ville de have accepteret det. Så tidligt som i 1925 skrev lederen af Kommunistpartiet i Tyrkiet, Sefik Hüsnü: ”Tyrkiet står overfor to problemer: det kurdiske problem og problemet omkring religiøs reaktion”. Venstrefløjen var ikke nogen kraft af betydning førend sidst i 1960’erne, og blev derefter en seriøs én, men Hüsnüs to problemer forblev uændrede dogmer. De havde deres politiske rødder i kemalismen på den ene side, og i stalinismen på den anden. Det kurdiske problem blev anskuet som en trussel mod nationalstatens integritet, og det islamiske problem som trussel mod dens ”progressive” modernitet.
I mange årtier kunne venstrefløjen opføre sig som om de eksisterede i et land, hvor ingen kurdere eller muslimer følte sig hjemme, mens den kemalistiske stat succesfuldt undertrykte politiske manifestationer, kurdiske nationale ambitioner og enhver form for islamistisk modstand mod vestliggørelse. Der var ikke behov for at tale om det nationale spørgsmål eller om religionsfrihed, og takket være den kemalistiske stat kunne ingen kurder eller troende muslim lovligt arrangere en protest.
I min og den foregående generation har alle på venstrefløjen læst Cumhuriyet (Republikken), der er den eneste avis med nyheder om arbejdere og fagforeninger, og som stod for den ”oplyste”, sekulære republik mod religiøs obskuritet og, når det kommer til stykket, ønskede at militæret forsvarede Kemals arv. Dette, mente vi – og en stor del af venstrefløjen mener det stadig – er hvad det vil sige at tilhøre venstrefløjen. Nogle af os har nok følt at Cumhuriyet var lidt for glade for militæret, men det var stadig venstrefløjens avis.
Islam træder ind på den politiske scene
Rødderne af Tayyip Erdogans Retfærdigheds- og Udviklingsparti (AKP) går tilbage til Necmettin Erbakan og hans Nationale Synspunkts-bevægelse i de sene 1960’ere. Erbakan, en tysk-uddannet ingeniør, var formand for Industri- og Handelsforbundet (som repræsenterer mindre til middelstore anatolske kapitalister, i modsætning til Istanbuls handelsverdens storkapital), og var fortaler for en hurtig statsledet industrialisering; han talte de fattiges og de arbejdsløses sag, stod for moralske/nationale/islamiske værdier og benyttede et stærkt nationalistisk, antiimperialistisk og antisemitisk sprogbrug. Han blev valgt ind i parlamentet i 1969 som medlem af det regerende konservative parti (DYP), som han forlod det følgende år for at oprette den Nationale Ordens Parti (MSP).
Inden der var gået et år blev partiet anklaget for “aktiviteter, der forbryder sig mod sekularisering”, og blev lukket ned af Forfatningsretten for at være ”i strid med principperne for en sekulær stat og Atatürks reformer”. Da alle hans partier blev lukket af lignende årsager, startede Erbakan det ene parti efter det andet – i alt fire – i løbet af de næste 30 år. Disse strøg den kemalistiske stat og dens støtter imod hårene på enhver tænkelig måde. Selv navnene på partierne – Selamet (frelse), Refah (velstand), Fazilet (dyd) and Saadet (lykke) – ikke specifikt islamisk, men med oprindelse i det arabiske, og noget arkaiske, lyder reaktionært i det kemalistiske øre.
Erbakans partier lå omkring 5 – 10 procent ved valgene og forblev mindre, men af og til, når den parlamentariske matematik faldt i deres favør, som f.eks. i sidste halvdel af 1990’erne, opnåede de centrale roller. Men så sejrede Refah i kommunalvalgene i millionbyerne Istanbul og Ankara, og med parlamentsvalget i december 1995, der gjorde Erbakan til premierminister, trådte islam endelig ind på den politiske scene. Dette fik alarmklokkerne til at kime i alle de mørke kamre af statsapparatet, og militæret begyndte fra dag ét at konspirere imod regeringen.
Faktum var, at Istanbul var blevet vundet (af Erdogan) med 25,2% af stemmerne, Ankara med 31%, og parlamentsvalget blev vundet med blot 21,4%. Dette var næppe nogen islamisk fundamentalistisk lavine. Det var splittelse i både centrum-højre og centrum-venstre, der muliggjorde Refahs gennembrud. Partiets program havde intet at sige om Allah eller hans engle, hvorimod det i stort omfang beskæftigede sig med økonomisk ulighed, arbejdsløshed og fattigdom. Erbakans regering var en koalition med et mainstream neoliberalt konservativt parti, ledt af af en gennemført vestlig kvinde, professor i økonomi fra Bosporus Universitet, Tansu Çiller, som blev vicepremierminister. I aftalen om regeringssamarbejde indgik det, at de to ledere skulle bytte roller efter to år.
Kort fortalt var der ikke meget Erbakan kunne gøre for at gøre Tyrkiet til en islamisk republik – han havde ikke den nødvendige sociale base, han kontrollerede ikke regeringen og han kontrollerede bestemt ikke staten. Han var stærk i sine udtalelser om store og urealistiske planer om at skabe et islamisk FN, et islamisk fællesmarked og en islamisk møntfod, men svag i faktisk at udføre nogle af disse planer. Han underskrev endda en militær samarbejdsaftale med Israel, mens han ufortrødent rasede mod zionismen, og dermed beviste at retorik er én ting og statslig handlen en ganske anden.
Hans første udenrigsbesøg som premierminister gik til Iran, Pakistan, Malaysia og Indonesien, hvilket ikke betød det store, men – som alle de ting han i øvrigt gjorde – skabte furore i medierne, middelklassens saloner og i hærens chefkontorer. Ligeledes brød helvede løs, da Erbakan inviterede lederne af de religiøse ordener og broderskaber til at bryde fasten under Ramadanen i sin ministerbolig. Taget i betragtning, at disse skæggede og robeklædte mænd ville irritere generalen og bureaukraten selv på gaden, var det at se dem sidde til bords med premierministeren i hans officielle residens værre end et mareridt, og blev set som en syngende lussing til den sekulære republik.
Den berømte dråbe blev en “Jerusalem aften” i februar 1997 på rådhuset i Sincan i det ydre distrikt omkring Ankara. Det var en aften arrangeret i solidaritet med Palæstina og i protest mod den israelske belejring af Jerusalem. Der var heftige taler, en amatørteateropførelse og den iranske ambassadør var blandt gæsterne. Taget den almindelige støtte til den palæstinensiske sag i Tyrkiet i betragtning, kunne noget sådant synes normalt. Men nej. Fire dage senere kørte 20 tanks og 15 pansrede køretøjer gennem gaderne i Sincan uden nogen tilsyneladende grund, men efter at have lidt under tre militærkup i de sidste fire årtier, var ingen i landet i tvivl om meningen med kampvogne i gaderne.
Tre uger senere holdt Det Nationale Sikkerhedsråd et ni timer langt møde, hvorefter det gjorde klart, at det var garanten for demokratiet og håndhævelse af loven, og overbragte et notat til regeringen med krav om at sekulære love skulle overholdes, at religiøse broderskaber skulle forbydes, at korankurser skulle kontrolleres strengere, at anti-Atatürk aktiviteter blev gjort strafbare, at medierne skulle kontrolleres med henblik på at stoppe deres fremstilling af militæret som anti-religiøst og i at forsvare officerer, der var blevet fyret fra hæren for at ”være reaktionære” m.m.
Erbakans regering overlevede indtil juni, men var i et dødvande. Forsvarsstaben holdt møder i deres hovedkvarter for journalister, retsvæsen og akademikere og organiserede en systematisk smædekampagne mod regeringen og mod religiøse figurer. Ingen var i tvivl om, at et statskup var en konsekvens, hvis Erbakan nægtede at gå af.
Regeringen valgte at gå af, og datoen for notatet den 28. februar blev en del af sproget, som de foregående militærkup: 27. maj (1960), 12. marts (1971) og 12. september (1980). Datoen blev ætset ind i erindringen hos politisk bevidste muslimer som, hvad end de havde stemt på Erbakan eller ej, vidste at de herskende kræfter endnu engang havde holdt dem ude af det politiske liv i landet.
Erbakans vej til magten og kuppet mod hans regering tvang for første gang venstrefløjen til at tage stilling til islam. Efter at have set hans succes som en sejr for ”reaktionen”, kunne de fleste organisationer på venstrefløjen (og alle kemalistiske organisationer, som bredt opfattes som en del af venstrefløjen) nærmest ikke skjule deres nydelse ved at se militæret fjerne ham. Det populære slogan ”Hverken regering eller militær”, kan nok lyde harmløst, men når førstnævnte netop er blevet tvunget ud af en gruppe bevæbnede, ikke-folkevalgte mænd er det ren sofisteri.
AKP-regeringen og dens vælgere
Militærets succes med at forsvare Kemals arv var kortlivet. Recep Tayyip Erdogan og venner brød med Refah for at danne AKP, der kom til magten med kun 34% af stemmerne inden for kun et par måneder efter dets grundlæggelse i 2002 (og takket være valgsystemets luner med 66% af repræsentantskabet).
Dette var, og forbliver, en regering, der er svær at beskrive som islamistisk, undtaget i den forståelse at den kom ud af en islamisk tradition. Den undgik omhyggeligt islamistisk symbolpolitik, som Erbakan mestrede, og ventede i mange år med at beskæftige sig med et så basalt spørgsmål som tørklæder på universiteterne. Ikke desto mindre var dét, der fulgte valget af AKP, opsigtsvækkende. Det kemalistiske statsapparat, lige fra forsvarsstaben over skyggeorganisationerne i den ”dybe stat”, ilede til handling og udførte detaljerede planer om militær overtagelse på den ene side, og at mobilisere en vestligt, uddannet, sekulær middelklasse mod regeringen og dermed skabe en tilsyneladende populær basis for overtagelse på den anden.
En bekymring spredte sig i de mere velhavende distrikter i de større byer og kystområderne, som en velorkestreret kampagne, der pegede på nærtstående undergang, indførelse af sharialovgivning, en obligatorisk tildækning af kvinder og en tilbagevenden til ”den mørke tidsalder”. Cumhuriyets overskrift fra 2006 “Er du klar over faren?” i en typografi, der ligner arabisk skrift, opsummerede såvel som bidrog til kampagnen.
Imens staten og ”den hvide tyrkiske” middelklasse piskede en stemning op til islamofobisk frygt og aktivisme, hvem var det da, som stemte på AKP? Uden at gå ind i geografiske detaljer, der ikke ville give megen mening for ikke-tyrkiske læsere, så kom AKP-vælgerne, og kommer fortsat, primært fra urbane og fattige områder i landet (selv i de kurdiske provinser, hvor regeringsmagten generelt får færre stemmer). Dette er klarest i Istanbul og Ankara, hvor byrådende i de rigeste, overklassedistrikter alle er administreret af det såkaldte socialdemokratiske Republikanske Folkeparti (CHP), og alle de andre er styret af AKP (med det højeste antal stemmer i de fattigste distrikter). AKPs højborg var, og er fortsat, industrielle- og arbejderklassevalgkredse.
Da kampagnen for at destabilisere og diskreditere regeringen tog fart, blev adskillige planer for statskup lækket. Mest afslørende var de dagbøger, stabschefen i den tyrkiske flåde skrev, som blev lækket, udgivet og lagt frit tilgængeligt på internettet; her beskrives hvordan, topgeneralerne næsten udelukkende diskuterede metoder til at vælte landets valgte regering. Det der holdt dem tilbage, var vanskeligheden ved, både inden- og udenrigs, at legitimisere en omstyrtelsen af en populær regering, som hverken har overtrådt lovgivning eller forfatning. Derfor lagde de planer om at få det til at se ud som om, at den havde. En sådan plan, med kodenavnet ”Sledgehammer, og blandt andet mordet på ikke-muslimske offentlige personer blev siden udtænkt til at kunne placere skylden på den ”islamistiske” regering. De sørgede også for at organisere store forsamlinger, der skulle ”forsvare republikken”, hvor synspunktet om at militæret skulle ”gøre deres pligt” blev ytret offentligt.
Alt dette gjorde absolut intet for at skade opbakningen til AKP. Tværtimod. Fra 34,3% i 2002 steg stemmerne til 46,6% og igen til 49,8% ved parlamentsvalget i 2007 og 2011, tog så et dyk til 40,9% i juni 2015 og genvandt et stykke til 49,5% i november samme år. Gennem disse år har CHPs stemmetal praktisk talt været uændret på omkring 25%. Det er åbenlyst, at ingen af AKP's vælgere var ”klar over faren”!
Historien om AKP's udvikling fra et, i nogen grad, reformparti omend på en tøvende og meget begrænset måde, til et stadigt mere autoritært parti ledt af én mand med en tiltagende forkærlighed for diktatorisk styre, hører ikke hjemme i denne artikel. Lad det været sagt, at det var netop dét der skete, og at mens mange havde illusioner i partiet, var der faktisk ikke noget overraskende i det. Dette er, trods alt, et parti fra en tradition, der ikke bare er islamistisk, men også socialt og økonomisk konservativt, stærkt nationalistisk og ikke særligt demokratisk. Der er meget lidt i AKP's politiske linje, der kræver forklaring.
Det der bekymrer mig er dette: Når et parti vedvarende har været i regering i 14 år, med en tilslutning på mellem 40 og 50% ved fire parlamentsvalg efter hinanden, og det i sidste tredjedel af sin regeringstid har gennemført politik, der ikke kan ses som andet end anstødelig, kræver dets valgmæssige succes i allerhøjeste grad en forklaring. Sådan en forklaring er sikkert en interessant øvelse for valgforskeren, men den er en absolut nødvendighed for dem af os, der ønsker at gå mod regeringen – uden den er socialistisk politik umuligt i Tyrkiet.
En række letkøbte forklaringer har været populære på venstrefløjen, hvor venstrefløj skal forstås bredest mulige forstand, dækkende spektret fra det stærkt kemalistiske CHP, som anser sig selv som socialdemokratisk, og til det alleryderste venstre. Den mest naive forklaring blandt disse er, at AKP bestikker personer omkring valgene ved at uddele gratis dagligvarer og/eller kul til opvarming, og/eller vaskemaskiner. En lignende selvbedragerisk forklaring er, at AKP bedriver valgsvindel ved at få stemmesedler til at forsvinde, får deres støtter til at stemme flere gange, etc. Nogle af disse ting sker måske hist og her, men kan det forklare 23 millioner stemmer? Er folk så dumme og tankeløse?
En anden forklaring, som er særligt populær hos medlemmer af CHP, er præcis at AKPs vælgere er dumme, vildledte og uuddannede; at de ikke ved, hvad der er bedst for dem og at de ikke anerkender hvad Kemal Atatürk har gjort for landet. Denne åbenlyst elitære holdning, som er noget i retning af ”disse mennesker fortjener den regering, de har fået”, er et klart eksempel på middelklassens ringeagt for de fattige og for arbejderen, hvilket nogle gange bliver udtrykt helt tydeligt af de mindre vakse CHP politikere og af journalister.
Der er i virkeligheden to grundlæggende forklaringer på AKP's bemærkelsesværdige popularitet. Én er direkte forbundet med økonomien. I de første fem år med AKP ved regeringsmagten, fra 2003-2007, var væksten i BNP 5.3, 9.4, 6.9 og 4.7% ifølge Verdens Bankens opgørelser. Efter to år, da krisen ramte verdensøkonomien, skete genopretningen hurtigt og iøjenfaldende med BNP-vækstrater på 9.2, 8.8, 2.1, 4.2 og 2.9 i 2010-2014. Der kan siges meget om disse tal, særligt om nedbremsningen efter 2012. Men bundlinjen er, at den tyrkiske økonomi voksede med en gennemsnitlig vækst på 4.7% årligt i perioden 2003-2014, hvor sidste halvdel var kendetegnet ved kapitalismens dybe og langstrakte krise. Det er åbent for diskussion, i hvor høj grad, vi skal se disse resultater som udslag af regeringens håndtering af økonomien, og hvor meget det kan tilskrives held eller eksterne faktorer, men det er udenfor diskussion, at folk syntes, det gik godt.
Der var en reel og udbredt god fornemmelse omkring landets tilstand, der ikke kun var affødt af økonomien, men også af den politiske stabilitet der var efter 2002. Man skal huske, at Tyrkiet var blevet ledt af ustabile og ofte kortlivede koalitionsregeringer (eller af militæret) i de foregående 30 år. Til sammenligning var AKP, særligt i den første halvdel af sin regeringsperiode, fri af politiske stridigheder både med almindelige mennesker og med de store virksomheder. Regeringen spillede sine kort rigtigt, trådte forsigtigt, undveg konfrontation med sine modstandere og veg tilbage, når noget så ud som om, det ville skabe for stor reaktion.
Den anden, og måske mest grundlæggende forklaring på AKP's vedvarende popularitet, er at dets vælgere, omkring halvdelen af befolkningen, troende muslimer der har åndet lettet op efter 80 års kemalisme, husker fortiden og ikke ønsker at vende tilbage til den. Kuppet mod Erbakan-regeringen den 28. februar 1997, og hetzen mod muslimer i det offentlige rum, der både gik forud for og efterfulgte Erbakan-regeringen, står stadig friskt i folks hukommelse. En endnu længere historie om eksklusion, ydmygelse, fornedrelse og undertrykkelse er ætset ind i den kollektive, muslimske hukommelse. Så hvad de end tænker om den ene eller den anden af AKP forskellige politikker, er den altovervejende følelse, at presset siden 2002 er lettet og at deres religiøs overbevisning ikke længere er noget, man hellere må gå stille med dørene med. De føler sig ikke længere som uønskede, passive tilskuere til at landets skæbne; de føler sig styrkede ved at se folk, som dem selv; se folk, der tænker og taler, som de selv gør, sidde i regering.
At modsætte sig AKP
Venstrefløjen har fejlet stort ved ikke at fatte noget af det her. Specielt i de tidlige år tog venstrefløjsopposition form af, ikke kritik af regeringens konservative socialpolitik og neoliberale økonomiske program, men af det, de opfattede som dens ”islamistiske”, ”uoplyste”, ”anti-republikanske”, ”umoderne” eller ”reaktionære” natur. Alle disse adjektiver blev klart opfattet af muslimske vælgere, som nøgleelementerne i den kemalistiske stats syn på dem. CHP-oppositionen, som middelklassen bakkede op om, brugte portrætter af Kemal Atatürk og det tyrkiske flag som symboler på den sekulære stat og ditto officielle ideologi.
Hvor den yderste venstrefløj ikke brugte disse billeder helt så eksplicit, så stod to af de mere synlige organisationer last og brast med Kemal Atatürk og republikken: Kommunistpartiet og det ex-maoistiske Arbejderpartiet (som for nyligt, og meget passende, har ændret navn til Vatan Partisi, som betyder 'Moderlandspartiet'). Kommunistpartiet argumenterede for at det var altafgørende at ”forsvare republikkens sejre”, mens Moderlandspartiet krævede at ”Kemals lovgivning” skulle effektueres, hvormed de mente, at de islamistiske ledere skulle hænges.
I 2007, hvor regeringen gav grønt lys til retsvæsnet til at gå efter officerer og civile, der var skyldige i at have deltaget i planlægningen af et militærkup, og dusinvis af generaler og andre blev fængslet, da hævdede venstrefløjen, at anklagerne mod de involverede var rent humbug. CHP og Moderlandspartiet organiserede demonstrationer fyldt med tyrkiske flag udenfor det fængsel, hvor generalerne var tilbageholdt. Meget af venstrefløjen diskuterede, om det hele var arrangeret af AKP eller af imperialistiske kræfter, eller om AKP agerede som værktøj for imperialister, således at den tyrkiske stat ville svække dets militære forsvarere. Det slog tilsyneladende ingen som værende underligt at fremstille den tyrkiske hær til som en anti-imperialistisk kraft!
Alt hvad denne opposition til AKP-regeringen gjorde og sagde, var kun alt for velkendt for regeringens vælgere, og mindede dem om hvorfor, de havde stemt på regeringen i første omgang, og modstanden blev opfattet som en trussel og en påmindelse om, hvad der kan ske hvis regeringen skulle falde. Dette resulterede i, at AKP's vælgeropbakning steg, og den er fortsat høj. Det har også sikret at CHP's opbakning ikke overstiger 25%, selv når regeringen er i dyb krise, og at venstrefløjen bliver stadigt mere marginaliseret, og at mange af venstrefløjsorganisationerne gennemgår det ene split efter det andet.
Den manglende forståelse for hvorfor arbejdere stemmer på AKP, og formodningen om, at de gør det fordi de er dumme og reaktionære, betyder simpelthen, at venstrefløjen bliver politisk irrelevant og meningsløs for de mennesker, der naturligt burde støtte den. Hvis jeg må have lov til at påpege det åbenlyse, men som folk ofte glemmer, nemlig at muslimer ikke bare er muslimer; de er mennesker, der lever i den virkelige verden med materielle mål, bekymringer og interesser; de er rige eller fattige, medlemmer af en royal familie eller arbejdere, de er involveret i profitable handler med virksomheder i Vesten eller de dukker sig under vestens fly og bomber. Hvorfor lige dét at tro på en bestemt gud og en bestemt religion, og at ønske at kunne gøre dette uden at blive forfulgt for det, skal opfattes som noget der nødvendigvis er reaktionært og konservativt og ikke kan være et ønske om en bedre verden, er svært at forstå uden for konteksten af kemalistiske og stalinistiske dogmer.
Der er intet i marxistisk teori, der kan forlede én til at tro noget sådant. Tværtimod. Frederick Engels skriver eksempelvis:
Kristendommen var oprindeligt en bevægelse af undertrykte folk: den opstod først som slavernes og de frigivne slavers religion, for fattige og rettighedsløse mennesker, og for romersk besatte eller fordrevne folk. Både kristendommen og arbejdernes socialisme prædiker den kommende frelse fra slaveri og elendighed; kristendommen peger på denne frelse i livet hinsides, efter døden, i himlen; socialismen peger på frelsen i denne verden, i en transformation af samfundet. 2
Karl Marx refererer ikke kun til religion som “opium for folket” men også som “den betrængte skabnings suk, en hjerteløs verdens hjerterørelser, og åndløse tilstandes åndsindhold.”. 3
Hvis arbejderklassens befrielse må være arbejderklassens eget værk, som Marx også siger, så eksisterer den luksus ikke for socialister, at opfatte arbejderklassen som værende for religiøs eller for umoderne og uoplyst. At afvise klassen og erstatte den med én, venstrefløjen bedre kan lide, er ikke nogen realistisk mulighed. Opgaven for socialister i Tyrkiet er at finde måder at slå en kile ind mellem den ”islamistiske” regering (eller, i store dele af resten af Mellemøsten, ledelsen af en given islamistisk organisation) og den arbejderklasse, der støtter den.
Dette er ikke en svær opgave. Islamistiske regeringer er ikke kun islamistiske. Hvor de ikke er direkte diktaturer er de, uden undtagelse, konservative, neoliberale, mere eller mindre undertrykkende administrationer, som handler i den herskende klasses interesse, og har ingen mulighed for (eller lyst til) at honorere det store flertal af befolkningens krav og ønsker for fremtiden. At være islamistisk kan i visse tilfælde, som i Tyrkiet, give fordele i form af en vis særbehandling i befolkningen, men kun til en vis udstrækning og ikke for evigt.
AKP-regeringen lider under det samme paradoks som Mohammed Mursis regering stod med i Egypten. Det er en regering, der er dedikeret til tyrkiske kapitalisme og de neoliberale politikker, det kræver, samtidig med at være støttet af arbejderklassen og de fattige, hvis interesser er helt andre. Modstand mod regeringen på baggrund af dens ”islamisme” bidrager kun til at dække over modsætningsforholdene mellem regeringen og dens fattige arbejderklassebase og knytter disse tættere sammen. Modsætningen fremstår nu som værende mellem islamister og sekularister, mens klassekonflikterne bliver skubbet i baggrunden.
De seneste tre år har været ekstremt vanskelige for AKP-regeringen. I mødet med korruptionsanklager, der i vid udstrækning selv i dens støttekreds anses som værende sande, har regeringen hærget retsprocesser og retsvæsen, begrænset ytringsfriheden, brugt politiet mod ethvert tegn på modstand, udskudt store strejker (mest nævneværdigt minearbejdernes strejke), set sin egen politik i Mellemøsten blive forhutlet, og genoplivet krigen med den kurdiske bevægelse. Fornemmelsen af stabilitet og af at tingene går godt i landet, som karakteriserede regeringens tidlige år, er nu et fjernt minde. Som konsekvens tabte AKP 1/5 af dets stemmer i det uafgjorte parlamentsvalg i juni sidste år, og gik fra omkring 50% i 2011 til omkring 40%. Ved det følgende valg i november så man AKP genvinde sine tabte stemmer, men dette var tydeligvis ikke fordi de vælgere, der har havde forladt AKP i juni, pludselig havde genvundet sympatien for partiet. AKP's kampagne op til novembervalget handlede i høj grad om at fremstille sig som et fredens og stabilitetens parti, og at slå på det nødvendige i at undgå en ineffektiv koalitionsregering. Dette virkede øjensynligt, da befolkningen blev overbevidst om behovet for en stærk og stabil regering i en tid hvor imperialistisk indgriben gør Mellemøsten til en krudttønde, og krigen mellem tyrkere og kurdere blusser op.
Dem der må have stemt på AKP i søgen efter fred og stabilitiet vil dog kun blive mere bekymrede og trætte af regeringens politik. Krigen i Kurdistan har krævet 6.000 liv, forholdet til Rusland så på et tidspunkt ud til at balancere på kanten til krig, direkte involvering i krigen i Syrien så på et tidspunkt ud til at rykke tæt på, turismen har lidt en pludselig død, og præsident Erdogan virker konfliktsøgende både hjemme og internationalt. Dette har ingen stemt på. Dem der forlod AKP i juni og vendte tilbage i oktober vil være mest ulykkelige, men selv de der var tro mod partiet i juni kan ikke være tilfredse. De kan vindes over, men ikke til et parti, der ser ned på dem og opfatter deres religion som et problem.
Ingen af dem, der forlod regeringen sidste juni stemte på CHP, og ville heller ikke gøre det selv i dag. De venter stadig på det alternativ, der ikke ser dem som en unuanceret samling af islamistiske reaktionære, men det der adresserer deres virkelige problemer, bekymringer og håb.
Ron Marguiles er journalist og medlem af DSiP i Istanbul.
Oversat fra International Socialism 151, 22. juni 2016
http://isj.org.uk/what-are-we-to-do-with-islam/
Noter
1 Including in this journal, see Davison, 2016, Wolfreys, 2015, and Mahamdallie, 2015.
2 Engels, 1957.
3 Marx, 1975, p244.
Referencer
Davison, Kate, 2016, “Atheism, Secularism and Religious Freedom: Debates within the German Left”, International Socialism 150 (spring), http://isj.org.uk/atheism-secularism-and-religious-freedom
Engels, Friedrich, 1957 [1894], “On the History of Early Christianity”,www.marxists.org/archive/marx/works/1894/early-christianity/
Mahamdallie, Hassan, 2015, “Islamophobia: The Othering of Europe’s Muslims”, International Socialism 146 (spring), http://isj.org.uk/islamophobia-the-othering-of-europes-muslims
Marx, Karl, 1975, Early Writings (Penguin).
Wolfreys, Jim, 2015, “After the Paris Attacks: An Islamophobic Spiral”, International Socialism 146 (spring), http://isj.org.uk/after-the-paris-attacks
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed