Socialistisk Arbejderavis
Nr. 353 – 19. august 2016 – side 4
Interview med Jan Hoby, Velfærdsalliancen
Kampen for velfærden fortsætter
Lene Junker
Det næste fælles fokus er de kommunale budgetter for 2017, som varsler enorme besparelser. Også i regionerne tegner der sig voldsomme besparelser.
Den 15. september holder Velfærdsalliancen landsdækkende aktionsdag med indtil videre mere end 30 demonstrationer rundt om i landet. Besøg www.velfaerdsalliance.dk for at finde en demonstration i dit område, for at se mere eller for at blive aktiv.
Socialistisk Arbejderavis har talt med Jan Hoby, næstformand i Landsforeningen for Socialpædagoger, LFS, én af de københavnske fagforeninger, som tog initiativ til at starte Velfærdsalliancen i foråret 2016. På den første aktionsdag 12. maj var der demonstrationer i 74 byer i Danmark. Næste fælles aktionsdag er 15. september.
Hvad er Velfærdsalliancens hovedbudskab?
Det er et opgør med “Nødvendighedens Politik”: nedskæringer, besparelser og forringelser år ud og år ind. Uanset om det er i kommuner eller regioner. Uanset om det er på børn, ældre, syge, udsatte borgere eller borgere med særlige behov.
Delsejr
Hvad har Velfærdsalliancen opnået indtil nu?
Vi har skrevet Danmarks-historie. Det er første gang, at der har været demonstration i 74 af landets 98 kommuner på samme tid og med samme dagsorden.
Vi har fået fjernet det forhadte omprioriteringsbidrag og fjernet 2,2 mia. kr. af de 2,4 mia. kr. som var regeringens krav til økonomiaftalen mellem KL (Kommunernes Landsforening) og regeringen. Det er en delsejr.
På trods af den vigtige delsejr, så er økonomiaftalen en katastrofe. Den fortsætter med massive nedskæringer, underfinansiering og brutalisering af arbejdsmiljøet.
Nødvendigt med pres fra neden
KL og regeringen indgik i juni en aftale for 2017 – hvad betyder det for fagbevægelsen, S og SF’s vilje til at mobilisere til den 15. september mod nye kommunale besparelser?
Selvom det skulle være nemmere at mobilisere til kamp mod de kommunale nedskæringer i kommunerne end mod omprioriteringsbidraget, vil det i nogle kommuner blive sværere.
For der er kræfter, specielt i fagbevægelsen, der vil undgå, at der bliver demonstrationer og protester mod “kammeraterne” på rådhuset.
Der er kræfter i fagbevægelsen, i Socialdemokratiet og på venstrefløjen, der ikke mener, det giver mening at protestere over for de kommunale nedskæringer og de kommunalpolitikere, der laver budgetforligene. “Det er jo regeringens skyld” og “Kommunalpolitikerne har intet ansvar for de rammevilkår, de administrerer,” lyder logikken.
Men som altid vil pres fra neden ude i kommunerne kunne ændre på den logik. Og det, tror jeg, vil komme til at ske mange steder.
Hvad kommer der til at ske i København og Region Hovedstaden?
Vi håber på en meget større demonstration i København end den 12. maj. Vi kommer til at have fokus på mobilisering på arbejdspladserne. Arbejdspladserne er omdrejningspunktet og nøglen til at skabe en ny massebevægelse mod Nødvendighedens Politik.
Ind i kampen
Vi skal have genskabt selvtilliden ude på arbejdspladserne til kollektiv handling. At der bliver demonstration i Region Hovedstaden den 15. september er en vigtig udvikling i Velfærdsalliancen.
Velfærdsalliancen har alene haft fokus på kommunerne og det kommunale oprør, fordi faglige organisationer, ansatte eller tillidsfolk i regionerne ikke ønskede at handle i fællesskab. Men det ændrede sig den 10. august.
Jeg tror, at demonstrationen foran Region Hovedstaden i Hillerød den 15. september kan blive rigtig stor. Det sætter de andre regioner under pres for at komme ind i kampen med os andre.
Hvordan har det været en styrke, at Velfærdsalliancen organiserer sig i bunden af fagbevægelsen og lokalt?
Fordi så undgår vi, at nogen kan sætte sig på eller begrænse bevægelsen. Men vigtigst, hvis man mener, at samfundet skal forandres fra neden, så kræver det, at man tager afsæt der, hvor folk arbejder, bor og studerer.
Det er på arbejdspladserne, boligområderne og uddannelsesstederne, at folk skal danne netværk og være med til at udvikle en mangfoldig og inkluderende bevægelse. Jo tættere afsættet for alle kampe er forbundet med folks dagligdag, jo bedre muligheder for at involvere og engagere flest mulige.
Ingen kan vinde alene
Hvordan har det været en styrke, at Velfærdsalliancen har inviteret græsrødder/netværk med ind i velfærdskampen?
Det har givet mulighed for at nye mennesker, nye organisationer og nye stemmer har kunnet berige de faglige organisationer og omvendt. Det skaber ny forståelse for hinanden – først og fremmest forståelse for, at ingen kan vinde alene. Vi vinder kun, hvis vi står og kæmper sammen.
I hvilket omfang er brugerorganisationerne, f.eks. forældrene, en del af Velfærdsalliancen?
De er en vigtig del. Dog gælder det for alle organisationer, der er tilsluttet Velfærdsalliancen, at der fortsat er for få, som løfter organiserings- og mobiliseringsopgaven lokalt. Men jeg tror og håber, det kommer med tiden. Det er stadig en meget ny bevægelse. Og der kræves ret meget af folk ude i kommunerne i forhold til organisering, involvering og mobilisering.
Hvordan er mulighederne for at få uddannelsesorganisationerne med i en fælles kamp?
På sigt håber jeg, at uddannelsesorganisationerne bliver en del af denne velfærdsbevægelse. Der er så småt begyndt at være uddannelsessteder, der tilslutter sig Velfærdsalliancen.
At opbygge varige netværk og bevægelser lokalt, er en meget større opgave end at organisere og mobilisere til engangsbegivenheder.
Indtil nu har Velfærdsalliancen organiseret protestdemonstrationer uden for arbejdstiden. Kunne man forestille sig strejker og aktioner i arbejdstiden udvikle sig?
Jeg kan ikke spå om fremtiden.
Hvordan forsøger LFS at mobilisere sine egne medlemmer til den 15. september?
Igennem arbejdspladserne. Vi ønsker at udvikle stærke arbejds- og handlingsfællesskaber på alle vores arbejdspladser. Mobiliseringen til den 15. september er en del af den proces.
Planlægger Velfærdsalliancen at indkalde til demonstration mod regeringen i oktober, når Folketinget igen samles?
Nej! Men ikke fordi, vi ikke synes, det er en god ide. Vi har hele tiden sagt, at en succesfuld 15. september med demonstrationer i 98 kommuner og fem regioner ville skabe grundlaget for en massedemonstration ved Folketingets åbning.
Kollektiv handling
Men desværre er der stærke kræfter i fagbevægelsens top, som hverken tror på, at det er muligt eller ønsker at gøre det muligt.
Skillelinjen i fagbevægelsen og på venstrefløjen går mellem dem, der mener, at vi skal vente til næste valg (folketings- og kommunalvalg) for at ændre den politiske udvikling og så os, der mener, at kun fællesskabets styrke og kollektiv handling kan skabe varige forandringer og politisk udvikling.
Fagbevægelsen og venstrefløjen er befolket med mange folk, der har evnen, men ikke viljen til at udvikle bevægelsen. Vi har også mange mennesker, der har viljen, men ikke evnen. Derfor er det op til os, der både har evnen og viljen, at løfte opgaven.
Vi må opbygge et pres fra neden, der er stort nok til, at hverken fagbevægelsen eller venstrefløjen kan ignorere bevægelsen.
Ved redaktionens afslutning er der den 15. september planlagt demonstrationer i 30 kommuner og én region. Følg udviklingen og læs mere om Velfærdsalliancen ved at finde Velfærdsalliance-DK på Facebook.
Se også:
SAA 353: Kampen om velfærd i Odense
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed